Gæld til det offentlige – hvad kan og vil vi

Inddrivelse af offentlig gæld, er det nu så håbløst?
Inddrivelse af offentlig gæld, er det nu så håbløst?

Der har løbende i den seneste tid været en del debat omkring omfanget af gæld til det offentlige, herunder hvor stor en del af tilgodehavenderne, der er tabt, og hvor stor en del, der reelt set kan inddrives.

Det viser sig ikke overraskende, at en meget stor del af gælden ikke er mulig at inddrive. Dette er sådan set ikke overraskende, da en del af gælden er renter på gæld, der aldrig har været mulig at inddrive, gæld, der stammer fra økonomisk kriminalitet begået af udenlandske kriminelle, gæld som følge af socialt bedrageri osv. osv.

Jeg har eksempler på gæld, der går helt tilbage til 90’erne, og det er klart at så gamle tilgodehavender er tabt, og har været det i mange år. Det samme gør sig gældende med den løbende rente, og gebyrtilskrivninger.

Reelt set har man blot i en lang periode skubbet en meget stor portefølje af uerholdelige fordringer foran sig, uden kritisk at forholde sig til kursværdien af tilgodehavenderne, som alle erhvervsdrivende ville have gjort – eller deres revisor, ville have tvunget dem til – !

Det er sådan set også det, der nu er sket, i og med, at man har foretaget en gennemgang og vurderet, hvor stor en del af gælden, det rent faktisk, realistisk set, er muligt at inddrive. Det er denne, helt naturlige gennemgang, der viser et voldsomt tab.

Tabet er dog ikke nyt, det har sådan set altid været der, i varierende omfang, det nye er, at der er søgt at sætte tal på.

Og, det er meget positivt i og med, at det rejser det naturlige spørgsmål, om udeståenderne nu også behøves at være tabt.

Det er klart, at relaterer gælden sig til konkursramte selskaber, hvor det ikke er muligt at rejse erstatningskrav m.v., mod ledelsen og/eller ejerne af selskabet, og hvor der ikke er dækning i boet til betaling af offentlig gæld, ja så vil kravene være tabt.

Man vil dog passende kunne overveje muligheden for at gøre personlige krav gældende, hvis den reelle leder/ejer idømmes konkurskarantæne for groft uforsvarlige forretningsførelse, idet det ofte vil ske i tilfælde, hvor det offentlige ender som eneste kreditor. Det sker blot ikke i særlige mange tilfælde, formentlig ud fra en forretningsmæssig vurdering af, at der alligevel ikke er betalingsevne, og at det dermed ikke kan betale sig.

Dette er interessant, idet borgernes gæld nemlig ikke nødvendigvis er umulig at inddrive, idet det muliges kunst i disse tilfælde, er ganske anderledes.

Der er således en meget stor forskel på, hvad man kan – og hvad man vil / må inddrive.

Reelt set vil SKAT i stort set samtlige tilfælde kunne tvangsinddrive skyldige beløb i varierende omfang, hvis der var hjemmel til det, idet man ret simpelt vil kunne inddrive i hvert fald en del af borgernes udeståender ved ganske simpelt at reducere eller fjerne personfradragene, således at skatteprocenten stiger. Dermed vil differencen reelt set være afdrag på gælden til det offentlige.

Problemstillingen er blot, at det er der ikke hjemmel til, og at der i Danmark, er den holdning, at der kun inddrives, hvis der er et vist rådighedsbeløb, der pt. ligger på over kr. 6.000 pr. måned for enlige uden børn.

Det er paradoksalt, at borgere der f.eks. skylder det offentlige millioner af kroner som følge af uregistreret virksomhed skal kunne undgå enhver form for tilbagebetaling blot ved at sikre, at deres fremtidige indtjening (eller i hvert fald den del SKAT kender til) ikke medfører et rådighedsbeløb, der overstiger det fastsatte minimum.

Dette også, selvom det offentliges krav, som SKAT inddriver, relaterer sig til tilbagebetalingskrav fra Udbetaling Danmark, f.eks. fordi den pågældende borger uberettiget har modtaget dagpenge samtidig med driften af uregistreret virksomhed osv. osv.

Det er klart, at der er udsatte grupper, der af forskellige årsager ender med offentlig gæld, hvor meget taler for ikke at gøre deres tilværelse vanskeligere, men der er omvendt også en meget stor gruppe, der har tilrettelagt deres tilværelse på systematisk unddragelse af skatter og moms, samt anden form for socialt bedrageri, og som det pt. ikke er muligt at inddrive penge fra.

Fjerner man personfradraget helt eller delvist medfører det en forøget beskatning, hvilket efter min opfattelse som minimum, hvis anden inddrivelse ikke er muligt, bør være muligt, i hvert fald for de, der konsekvent har snydt fællesskabet, er dømt for det, og som er tilknyttet arbejdsmarkedet, således at de har mulighed for at øge deres rådighedsbeløb, hvis de synes det bliver for lavt.

Man ser herefter ikke på rådighedsbeløb, men derimod skatteprocenten, indtil rådighedsbeløbet overstiger minimumsgrænsen således at der kan foretages sædvanlig lønindeholdelse.

Det vil således ikke længere være muligt at unddrage sig afdrag af gælden blot ved at undlade at få en indkomst (som SKAT kender til), der medfører et rådighedsbeløb, der overstiger grænsen for lønindeholdelse.

Det gælder i ganske særligt grad, i de tilfælde, hvor de pågældende efterfølgende modtager offentlige ydelser, idet det for mig virker voldsomt provokerende, at borgere principielt kan holde fest for unddragne skatter og moms i en periode, for efterfølgende, når regningen skal betales at indrette sig, så der ikke bliver så meget som 1 krone at betale for – selvom de pågældende efterfølgende lever af offentlig forsørgelse.

Det er klart, at det i mange tilfælde kun procentuelt vil være en mindre del af gælden, der over skyldnerens livstid bliver inddrevet, men i og med, at der ofte er mange, mange år at inddrive i, og antallet af skyldnere er meget betydeligt, vil det alligevel blive til et voldsomt stort beløb, der kommer i kassen – og det på en billig og simpel måde, fremfor nu, hvor der bruges betydelige ressourcer på ingen verdens ting – uden at der kommer penge i kassen.