Problemstillingen i alle sagerne er grundlæggende, at kommunerne indskød vandforsyningerne i nystiftede selskaber, i forbindelse med vandsektorloven.

I forbindelse med dette indskud afstod kommunerne deres anlæg til selskaberne, og stridens kerne er spørgsmålet om hvilken værdi, anlæggene reelt set repræsenterede, og dermed hvilke indgangsværdier selskaberne kunne afskrive på.

Denne problemstilling opstår idet kommunen er sælger, men også ejer af de nystiftede selskaber, således at handlerne er sket mellem interesseforbundne parter.

Parter der ”handler med sig selv” skal i henhold til ligningslovens § 2 handle til de samme priser og på de samme vilkår, som uafhængige parter, herom hersker der ingen tvivl.

Problemstillingen er blot, at normale parter der handler vil have modstående interesser, og det havde kommunerne og de nystiftede selskaber ikke, idet kommunerne ikke skulle betale skat af afståelsessummerne, medens de nystiftede selskaber omvendt kunne afskrive på anskaffelsessummen.

Dernæst bliver værdiansættelsen af anlæggene kompliceret af, at vandforsyningen er baseret på et ”hvile i sig selv princip”, således, at der ikke må tjenes penge på vandforsyningen.

Netop denne forudsætning er arnestedet for sagerne, for hvilken værdi har et anlæg, når køberen ikke må tjene penge på sin investering i anlægget?

Man kan indtage det standpunkt, at værdien reelt set er tæt på nul (alt er relativt), ud fra en værdiansættelse baseret på det såkaldte DCF princip, altså hvilken forrentning /frit Cash flow kan, og vil, en investor få af sin investerede kapital?

Svaret på det spørgsmål er grundlæggende simpelt indenfor vandsektoren, da en investor ikke kan få nogen forrentning, da der ikke må tjenes penge på vandforsyning, og dermed vil der ikke være nogen der vil investere, ligesom der ikke vil være noget frit marked for salg af vandforsyningsvirksomheder.

SKAT havde valgt denne vej i sine afgørelser, hvilket de altså har fået medhold i, både i Landsskatteretten og i Landsretten – hvilket efter min opfattelse er forkert.

Det er klart, at dette princip vil medføre nogle heftige udfordringer for forsyningsvirksomhederne, idet de herefter vil have et relativt lavt afskrivningsgrundlag, da anskaffelsessummen for deres anlæg vil være meget lav, og resultatet heraf vil alene kunne blive højere vandpriser.

Som det ses medfører SKATs opfattelse, at værdien ansættes ud fra en betragtning om forrentning af investeret kapital, og dermed overordnet set på, hvilket afkast en investering i vandforsyningen vil kunne give.

Vandforsyningsselskaberne havde derimod anvendt andre principper, der helt overordnet set baserede sig på nedskrevne værdier af anlæggene, altså helt overordnet set, en værdiansættelse båret af anlæggenes restlevetider, anskaffelses og genanskaffelsesværdier. Denne metodik inddrager omkostninger ved driften som et element, i og med, at nedskrevne værdier inddrager restlevetider, og dermed årlige omkostninger til afskrivninger.

Umiddelbart synes SKATs principper for værdiansættelse oplagt at være forkert, da det er irrelevant at inddrage momenter efter en DCF analyse, da der ikke kan tjenes penge på vandforsyning.

Det forekommer mig oplagt forkert at tale om, at anlæggene ikke repræsenterer nogen synderlig værdi for forsyningsvirksomhederne, i og med at den pris, der lovligt kan opkræves – efter ”hvile i sig princippet” netop kræver, at anlæggene repræsenterer en værdi, hvor afskrivningerne indeholdes i den pris, der opkræves, for at det hele går i nul.

Ud fra en armslængdeværdiansættelse er man også nødt til at forholde sig til hvad alternativet havde været for køberne – og det var at etablere helt nye anlæg, fra roden, hvilket naturligvis ikke ville være et reelt økonomisk fornuftigt alternativ for nogen af parterne.

Men, havde man kunne vælge denne løsning, ville der være afskrivningsret på anskaffelsessummen for de nye anlæg, ligesom omkostningerne, ville kunne overvæltes på kunderne, der dog herefter ville få noget voldsomt dyrt vand – men omvendt en helt ny vandforsyning.

Logikken tilsiger, at når denne løsning ikke er økonomisk realistisk, eller forretningsmæssig relevant, er alternativet, at værdien af de anlæg man overtager, sættes i forhold til hvad det koster at etablere anlæggene fra roden, de nedskrevne værdier i henhold til den oprindelige anskaffelsessum og restlevetiderne, og i øvrigt efter de priser, som man nu kan forhandle sig frem til.

Det er klart, at kommunerne i et normalt marked ikke vil have en gunstig forhandlingsposition, da anlæggene ingen værdi har for kommunerne, hvis de ikke overtages af de nye selskaber, hvilket prisen i et normalt marked, vil afspejle.

Og dermed er vi tilbage ved det relevant spørgsmål efter ligningslovens § 2 – hvad er det forretningsmæssige optimale valg for de nye selskaber, for at de kan levere vand til kunderne til den laveste mulige pris: det er ikke ved at starte forfra og anlægge nye anlæg, men at presse prisen mest muligt på de eksisterende i forhold til restlevetiden osv., for dermed at reducere omkostningerne ved driften mest muligt.

Bemærk igen, at fokus her ligger på omkostningerne ved køb og drift af de eksisterende anlæg kontra etablering af nye, som det væsentlige parameter for værdiansættelsen, i og med at værdien af anlæggene skal sættes i forhold til alternativet – køb af nye anlæg.

Som det ses mener jeg, at sagerne skal anskues ud fra en omkostningsmæssig betragtning, når der skal ske værdiansættelse, og i øvrigt også, at SKATs princip er fuldstændig forkert, da det ikke er relevant at se på indtægtssiden, i og med, at der ikke kan genereres overskud til en investor.

Det er trods alt de alternativer, der står overfor hinanden – anlæggelse af nye anlæg, eller køb af de eksisterende – hvad er det økonomiske rationelle valg? Det afhænger af prisen og driftsomkostningerne ved anlæg af nye eller køb af gamle anlæg.

Selskaberne formål og hele ideen og baggrunden med at lægge vandforsyningen i selskabsform efter vandsektorloven var netop at sikre så effektiv en vandforsyning som muligt, og afledt heraf – qua ”hvile i sig selv princippet” lavere vandpriser, og herefter følger også, at der naturligt vil blive truffet det valg, der giver de laveste omkostninger – og det var køb af de eksisterende anlæg.

Den forretningsmæssige baggrund for – og dermed den rigtige måde at værdiansætte på, er således en afspejling af, at den pris, der lovligt kan opkræves for vand, hænger uløseligt sammen med de omkostninger – herunder til afskrivninger og drift, der følger af forsyningspligten – og det er det samme argument, der viser, at en værdiansættelse på baggrund af et frit cashflow for en investor, åbenlyst er forkert.

Der er for mig at se ingen tvivl om, at Landsretten, Landsskatteretten og SKAT tager fejl – og i øvrigt også, at dette ikke alene er gældende inden for vandsektoren, men på alle områder hvor ”hvile i sig selv princippet” er gældende.

Det bliver en dyr fejl for SKAT, det er jeg ikke i tvivl om bliver udfaldet, når røgen har lagt sig.