Landsskatteretten er uanset betegnelsen ”ret” ikke en domstol, men et administrativt klageorgan, hvor processen er omfattet af skatteforvaltningsloven.

Det betyder også, at der ikke er mulighed for vidneførelse, hvilket kan give anledning til udfordringer, i de sager, hvor der ikke er andre beviser, end vidnebeviset.

Umiddelbart er det ofte ikke et særligt stærkt bevismiddel i skattesagerne, men dog et bevismiddel, som vil kunne finde anvendelse ved domstolene.

Men, er der så slet ikke muligheder for at benytte vidnebeviset i forbindelse med sagernes behandling ved Landsskatteretten?

Teoretisk har der længe været den smutvej, at der er mulighed for såkaldt isoleret bevisoptagelse ved domstolene efter retsplejelovens § 343, der har følgende ordlyd (stk.1)

”Retten kan tillade, at der optages bevis, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag. Anmodning om bevisførelse indgives til retten på det sted, hvor vidnet bor eller opholder sig, eller for så vidt angår syn og skøn til retten på det sted, hvor genstanden for forretningen findes. Anmodning om optagelse af bevis i udlandet indgives til retten på det sted, hvor sagen eventuelt skal anlægges her i landet.

Bestemmelsen giver altså med rettens tilladelse mulighed for at der optages bevis. I disse tilfælde afhøres vidner, selvom det ikke sker til brug for en verserende retssag. Det er klart at vidneforklaringerne i stedet skal anvendes i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten.

Der ligger nu en afgørelse af, om dette også vil være muligt i skattesagerne, og svaret er desværre et meget klart, NEJ.

Det har Østre Landsret afgjort i SKM 2018,347, der stadfæstede byrettens afvisning af vidneafhøringerne. Byrettens afgørelse er gengivet i SKM 2018,332.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse med begrundelsen om, at der ikke er hjemmel til at indhente forklaringer gennem isoleret bevisoptagelse ved domstolene, under en administrativ klagesagsbehandling ved Skatteankestyrelsen.

Dermed er spørgsmålet pt. afklaret, og det er ærgerligt, at sagen fik dette udfald.

Dette gælder for det første fordi, det kan være særdeles procesbesparende at indhente vidneforklaringerne så tidligt i forløbet, som overhovedet muligt, på samme vis som f.eks. et syn/skøn – som der er mulighed for at afholde allerede i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten.

For det andet er det ærgerligt, idet der er så lang sagsbehandlingstid, at vidnernes udsagn bliver svagere og svagere, som tiden går, hvis vidnerne da ikke når at dø fra sagen -!

Endelig hænger det ikke sammen med ønskerne om at begrænse omkostningerne til omkostningsgodtgørelse og retssikkerhed at afskære bevismidler.

Det er vanskeligt at se, hvad formålet skulle være, særligt da isoleret bevisoptagelse er meget præcist reguleret i retsplejeloven og er et retsmiddel, der hyppigt finder anvendelse inden for andre retsområder.

Man kunne endog begrænse afgangen til særlige tilfælde, hvor det vurderes, at afhøringerne er af særlig relevans for sagens afgørelse, præcis på samme måde, som der i dag kan gives tilsagn om 100 % omkostningsgodtgørelse til syn og skøn, hvis det vurderes særligt relevant i det administrative klagesystem.

Alternativet for skatteyderne er trods alt at videreføre en sag ved domstolene med meget betydelige yderligere omkostninger til følge.

Det kan ingen være tjent med.