Konsulent og freelancer er du selvstændig eller lønmodtager? Forskellen er til at tage og føle på!

Der er skattemæssigt meget stor forskel på om du anses for selvstændig eller lønmodtager - og tager du fejl, kan det let medføre en dyr skattesag
Der er skattemæssigt meget stor forskel på om du anses for selvstændig eller lønmodtager - og tager du fejl, kan det let medføre en dyr skattesag

Der er en stigende tendens inden for en række fagområder til at folk overgår fra at være lønmodtagere, til i stedet at etablere selvstændig virksomhed.

Dette gælder særligt inden for områder med meget høje lønninger, hvor barriererne for etablering af selvstændig virksomhed er lave. Kerneeksemplet er konsulentbranchen og freelancere, idet start af virksomhed ikke kræver autorisation eller stor administration, og i en række tilfælde end ikke kontor, hjemmesider m.v.

Grundlæggende kræves ofte alene en PC og en mobiltelefon, samt et cvr. nummer og en momsregistrering.

Baggrunden for, at det er så nemt at starte op, skyldes ofte at virksomheden allerede ved etableringen har én kunde, der i en lang række tilfælde er skatteyderens tidligere arbejdsgiver. I en stor del af de eksempler, jeg ser, vil den eneste kunde ofte i øvrigt reelt set være hele grundlaget for start af virksomheden, ligesom det er forudsat og forventet, at der alene skal være denne ene kunde.

Sådanne konstruktioner rejser grundlæggende to spørgsmål: 1. hvorfor er der denne udvikling, og 2. er der reelt set tale om selvstændig virksomhed i skattemæssig forstand.

Svaret på spørgsmål 1 er grundlæggende simpelt, det sker ofte af skattemæssige årsager, idet skatteyderen kan styre sin skat, enten i virksomhedsskatteordningen eller igennem sit selskab, hvis virksomheden er etableret i selskabsform.

Dermed kan skatteyderen ”nøjes” med at udbetale løn til sig selv til topskattegrænsen og opspare resten til selskabsskattesatsen. Dermed kan den effektive beskatning styres meget præcist, idet der f.eks. tillige er mulighed for at udbetale udbytte til den lave skattesats, så længe man holder sig under progressionsgrænsen, der er kr. 105.800 for ægtepar i 2018.

Udbytte under denne grænse udløser kun 27 % udbytteskat.

Skatteyderen får i øvrigt adgang til en lang række erhvervsmæssige fradrag i sin virksomhed, som lønmodtageren ikke har, ligesom der i øvrigt er mange andre goder, der kan udnyttes.

Forestiller vi os f.eks. at skatteyderen har en forkærlighed for ældre amerikanerbiler, kan skatteyderen give sig selv fri bil i sin virksomhed, med et relativt lavt beskatningsgrundlag, da købsprisen er lav, og dermed lade selskabet afholde alle driftsudgifterne på bilen, som omvendt er meget høje – fuldt lovligt. Selskabet afholder naturligvis i øvrigt alle udgifter til IT, telefon, internet osv. osv.

Set fra arbejdsgiverens side kan det være interessant at få ansatte på kontrakt som selvstændige, da det giver langt færre forpligtelser, og giver en langt lettere adgang til at komme af med skatteyderen igen, da der nu ikke længere er en ansat, der skal fyres, men alene er kontrakt med en virksomhed, der skal opsiges, eller som udløber.

Det er min erfaring, at mange skatteydere der etablerer sig som selvstændige har kontrakter, der er ekstremt ensidige, og ofte kan opsiges med dags varsel. Det er også min erfaring, at der ikke er synderligt meget fokus herpå – før det går galt forstås.

Problemstillingen er, at skatteretten ikke uden videre anerkender parternes setup og opfattelse af samarbejdsrelationen, idet skatteretten har sine egne begreber og definitioner af, hvornår der foreligger et ansættelsesretligt forhold, og hvornår der foreligger erhvervsmæssig virksomhed. Og, denne sondring kommer ofte, meget bag på folk.

Det er klart, at opfylder ”virksomheden” ikke skatterettens krav, til at der foreligger erhvervsmæssig virksomhed, og ikke et ansættelsesforhold, ja så vil SKAT anse skatteyderen for at være lønmodtager i skatteretlig forstand, og det bliver dyrt, da det vil udløse helt sædvanlig lønmodtagerbeskatning.

SKAT vil altså se lige igennem konstruktionen og i det hele tilsidesætte den, herunder retten til de erhvervsmæssige fradrag, der er taget.

Er aktiviteten yderligere sket igennem et selskab, risikeres en meget betydelig beskatning, idet SKAT ikke anser selskabet for rette indkomstmodtager af den indkomst selskabet har oppebåret, men derimod skatteyderen personligt.

Sondringen er med andre ord, noget man skal være sig særdeles bevidst.

Det rejser ganske naturligt spørgsmål 2, hvornår foreligger der så reelt set i skatteretlig forstand et ansættelsesforhold, og hvornår foreligger der selvstændig virksomhed.

Dette spørgsmål er senest besvaret i en afgørelse gengivet i SKM2018.161.BR.

Sagen drejede sig om hvorvidt en skatteyder skulle anses som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende. Skatteyderen havde arbejdet som freelancer.

Udover de skattemæssige aspekter omhandlede sagen, om skatteyderens virksomhed havde udøvet selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3.

Sagen blev i vidt omfang afgjort på baggrund af de kriterier der er gengivet i pkt. B.3.1.1 i personskattecirkulæret, cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994. Heri er der ikke noget bemærkelsesværdigt, da dette følger af fast retspraksis.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen skulle anses for lønmodtager, og lagde i den forbindelse vægt på, at skatteyderen over en længere periode kontinuerligt varetog skiftende opgaver integreret i den pågældende virksomhed, og at skatteyderen i det væsentlige havde udført samme opgaver som de øvrige medarbejdere.

Derudover blev det tillagt vægt, at skatteyderen kun havde indtægter fra virksomheden, med undtagelse af et mindre beløb, at skatteyderen var undergivet generelle retningslinjer, instruktion og tilsyn, at aflønningen skete efter faste dagstakster en gang månedligt, og at der ikke var afholdt driftsomkostninger, der efter sin karakter og omfang væsentligt adskilte sig fra det, der sædvanligvis afholdes af lønmodtagere.

Afgørelsen er som sådan ikke overraskende, da der henvises til en lang række af de momenter der indgår i afvejningen efter 1994 cirkulæret, men det vil givet komme som en overraskelse for mange freelancere og konsulenter, at de i skattemæssig optik ikke anses for at drive selvstændig virksomhed, uanset at de betegner deres aktiviteter, som sådan.

Grundlæggende set er momenterne mange, men det er klart, at udføres der alene opgaver for en hvervgiver, hvor opgaverne er integreret i den pågældende virksomhed, der tillige har instruktionsbeføjelserne, uden at der er nogen reel økonomisk risiko, så peger det i væsentligt omfang i retning af et lønmodtagerforhold.

Dette gælder yderligere, hvis aflønningen følger en systematik, der kendetegner et lønmodtagerforhold f.eks. månedlig afregning og hvis aflønningen ikke indeholder et overhead, der giver en sædvanlig afregning for den økonomiske risiko, der følger af selvstændig virksomhedsdrift.

Dertil kommer de tilfælde, hvor der end ikke er tegnet sædvanlig ansvarsforsikring, arbejdsskadeforsikringer m.v., og hvor der ikke er sædvanlige omkostninger f.eks. til kontor, markedsføring m.v.

Grundlæggende set, sker der således en samlet vurdering, på baggrund af en lang række momenter – og falder resultat ikke ud til skatteyderens fordel, kan resultatet bliver en meget kostbar skattesag.

Det er derfor tankevækkende hvor lidt fokus, der er på dette område, og hvor utrolig dårlige mange af kontrakterne er, ligesom det er min oplevelse at rigtig mange negligerer hvilke betingelser, der skattemæssigt skal være opfyldt, før der foreligger en erhvervsmæssig virksomhed – det er dumt, og kan medføre en potentielt meget dyr skattesag!