Der har igennem årene været truffet utallige afgørelser om ikke-erhvervsmæssige virksomheder, som helt overordnet set, er virksomheder, der konsekvent kører med underskud.

Modsat de erhvervsmæssige virksomheder, fortsættes de ikke-erhvervsmæssige virksomheder – hobbyvirksomheder – til trods for underskuddene.

Det er dette forhold, der traditionelt har gjort, at denne type aktiviteter har været kendt som hobbyvirksomheder.

Dette skyldes, at aktiviteten ikke primært drives med det formål at opnå positive resultater, men drives for ejerens egen fornøjelses skyld – vel at mærke, således at der opnås skattefradrag for de tab, der følger af aktiviteten.

Sagt på en anden måde, er skattefradragene med til at finansiere ejerens hobby, idet fradragene for de løbende underskud, reducerer de reelle omkostninger ved aktiviteten.

Det kan dog også være aktiviteter, der er af så helt underordnet karakter, at den alene af denne grund ikke kan anses for erhvervsmæssig, f.eks. fordi omsætningen er helt bagatelagtig. 

Praksis herom ligger rimelig fast, og der er, som skrevet, utallige afgørelser på området, der viser at rentabilitet er det væsentligste moment i afvejningen mellem de erhvervsmæssige og de ikke-erhvervsmæssige virksomheder.

Den seneste udvikling på området, viser dog at sondringen giver anledning til en langt mere interessant problemstilling, end blot den traditionelle erhvervs / ikke-erhvervsmæssige virksomhed.

Dette gælder i de tilfælde, hvor der gemmer sig en ikke-erhvervsmæssig virksomhed kapslet ind i en erhvervsmæssig virksomhed, således at begge aktiviteter drives under det samme cvr nummer – altså som en virksomhed med flere aktiviteter / grene.

Den registrerede virksomhed vil samlet set stadig give overskud, og have et positivt momstilsvar, men de ikke-erhvervsmæssige aktiviteter, vil konsekvent påvirke resultaterne negativt, men dog alene således at det samlede resultat stadigt bliver positivt.

Det er klart, at sådanne tilfælde er langt sværere for Skattestyrelsen at opdage, og før det overhovedet er relevant at tale om at udskille den ikke-erhvervsmæssige del, skal den naturligvis udgøre en helt selvstændig gren af aktiviteterne, der er helt adskilte fra den øvrige del.

Det er dog langt sværere gjort end sagt, da der i sagens natur kan være mange fællesudgifter, synergier og snitflader mellem aktiviteterne, der kan gøre det mere end svært at adskille aktiviteterne.

Forestiller man sig f.eks. en virksomhed, der drives fra egne lokaler, hvor 50 % af lokalerne har stået tomme igennem en periode – uden at de har kunnet udlejes, og ejeren starter en vinimport, der anvender de tomme lokaler, der alligevel står tomme, vil Skattestyrelsen lynhurtigt allokere 50 % af udgifterne til lokalerne til vinimporten.

Dermed bliver resultaterne ofte negative for vindelen af virksomheden – selvom den isoleret set, uden udgifter til bygningerne, vil give overskud, og reelt set bidrager positivt til den samlede økonomi i virksomheden.

Det samme argument kan anvendes på alle andre udgifter, der ikke påvirkes af den yderligere aktivitet.

Dette kan f.eks. være revisorudgifterne i virksomheden – stiger de ikke fordi der udvides med vinimport, vil det ikke være oplagt at en del af revisorudgifterne skal belaste resultatet i vinimporten i forbindelse med opgørelsen af rentabiliteten – idet udgifterne ville være i virksomheden alligevel. 

Pointen med dette er, at Skattestyrelsen derimod dissekerer virksomheden og forsøger at opdele den i grene / særskilte aktiviteter, og fordeler fællesudgifterne forholdsmæssigt på de enkelte grene.

Skattestyrelsen bygger deres opfattelse af praksis på en gammel afgørelse, der vedrører helt særegne tilfælde, og det er for mig at se en tvivlsom – og forretningsmæssigt meget svær vej Skattestyrelsen har valgt at gå i denne type sager.

Dette gælder for det første om det overhovedet er relevant at tale om at udskille enkelte underskudsgivende elementer / grene i en virksomhed, der samlet giver overskud, og for det andet, fordi de pågældende grene i høj grad kan være med til understøtte den øvrige forretning, eller at de udgifter Skattestyrelsen henfører til den underskudsgivende gren ikke kan undgås alligevel.

Forestiller man sig f.eks. at vinimporten – med vinsmagninger m.v. i mit eksempel, er med til at tiltrække og fastholde kunder til den øvrige del af forretningen, kan vinimporten være en særdeles givtig forretning for hele virksomheden, selvom den isoleret set giver underskud.

Det er blot utrolig svært at lægge snittet, når først Skattestyrelsen skal ind og foretage vurderinger om, hvornår sådanne aktiviteter til trods for de isolerede underskud alligevel er erhvervsmæssige.

Uanset hvordan man anskuer problemstillingen er faktum blot, at Skattestyrelsen træffer afgørelser, hvor underskudsgivende grene isoleres fra den øvrige forretning, ligesom der underkendes underskud fra disse isolerede grene af virksomheden.

Det skal blive spændende at se, hvor praksis ender, når disse sager er endelig afsluttet, da der ikke endnu foreligger meget praksis på denne meget spændende del af sondringen mellem erhvervs / ikke-erhvervsmæssige virksomhed.