Familielån:

Der har i de seneste år været utallige sager om skønsmæssige forhøjelser af skattepligtig indkomst grundet meget lave, eller negative privatforbrug.

Systematikken i denne type sager er grundlæggende meget simpel. Skattestyrelsen beregner, hvilke penge der har været til rådighed for privatforbrug, ud fra de oplysninger Skattestyrelsen har omkring indkomster, betalte skatter, formue ved indkomstårets start og slut m.v.

Har en skatteyder herefter f.eks. kun haft kr. 50.000 at leve for, herunder til betaling af husleje, mad, billån m.v. hænger det dårligt sammen for de fleste.

I nogen tilfælde bliver resultatet endog negativt. Har en person kun haft 50.000 kr. at leve for, men omvendt købt en bil til kr. 150.000 kontant, har den pågældende altså brugt kr. 100.000 mere end, der er tjent – vel at mærke før der har været afholdt udgifter til husleje, mad, benzin osv. osv.

Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, og Skattestyrelsen rejser herefter det meget rimelige spørgsmål – hvor kommer pengene så fra?

Der kan være mange logiske forklaringer på, at der er brugt flere penge, end de som fremgår af den skattepligtige indkomst. Der kan f.eks. være modtaget arv, gevinster i lotto eller salg af værdifuldt indbo, eller f.eks. salg af bil.

Essensen af alle disse forhold er dog, at de skal kunne dokumenteres på objektivt grundlag, ellers tilsidesætter Skattestyrelsen forklaringen og beskatter i stedet den manglende indkomst, som er lig underbalancen.

I mit eksempel ovenfor mangler der kr. 100.000 + penge til forbrug, og ansættes dette skønsmæssigt til kr. 150.000, vil Skattestyrelsen forhøje indkomsten med kr. 250.000, hvis der ikke er objektivt bevis for, hvor pengene stammer fra.

Det er her familielån kommer ind i billedet, idet mange forklarer misforholdet mellem udgifter og indtægt med, at der er lånt penge af familien.

Ofte fremlægges der også lånedokumenter. Disse tillægges dog ingen særligt betydning i forbindelse med sagernes afgørelse, hvis der er ikke er objektivt konstaterbart bevis for lånene, hvilket der vil være, hvis der er sket elektroniske overførelser.

Er lånene ydet med kontanter skal man ikke forvente, at Skattestyrelsen – og domstolene, vil acceptere låneforholdet, og dette gælder uanset, hvor mange lånedokumenter der fremlægges på sagen, der skal fremlægges objektive beviser for låneforholdet. Dette fremgår af praksis fra Højesteret.

Det samme gælder for alle øvrige transaktioner, og finansieres ens privatforbrug i perioder med salg af private aktiver, bør der altid ske elektronisk betaling, udfærdiges og gemmes kvitteringer med navn m.v. på køber, og specifikation af det solgte, ligesom de gamle annoncer skal gemmes. Husk i den forbindelse, at det mange steder ikke er muligt at genfinde annoncen, når først den er udløbet / slettet.

Det kan ikke pointeres tydeligt nok, at finansiering af privatforbrug ved lån og salg af skattefritagne aktiver ikke anerkendes skatteretligt med mindre, der foreligger objektivt konstaterbart bevis – og lånedokumenter udarbejdet af långiver og låntager opfylder ikke umiddelbart dette kriterie.