Dato for udgivelse 07 Jun 2019 13:17
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse 15 Mar 2019 13:13
SKM-nummer SKM2019.300.BR
Myndighed Byret
Ansvarlig styrelse Skattestyrelsen
Sagsnummer Retten i Aalborg, BS-42114/2018
Dokument type Kendelse
Overordnede emner Skat
Overemner-emner Processuelle bestemmelser
Emneord Hvem skal anmodes om forslag til skønsmand Valg mellem Forening Danske Revisorer og FSR danske revisorer
Resumé Sagen drejede sig om hvorvidt en frisørvirksomhed kunne anses for, at være drevet erhvervsmæssigt i skattemæssig henseende, og om hvorvidt G2 eller G3, skulle anmodes om, at bringe en egnet skønsmand i forslag. Retten anså G3 for, at være de bedst egnede til, at bringe en skønsmand i forslag.
Reference(r) Retsplejelovens § 343 jf. skatteforvaltningslovens § 47.
Henvisning Den Juridiske Vejledning, 2019-1 A.A.11.2.4

Parter

A

(v/adv. Henrik Rahbek)

mod

Skattestyrelsen, Klageproces

Afsagt af retsassessor

Marie Louise Boel Ubbesen

Sagens oplysninger og parternes påstande

A har fremsat anmodning om syn og skøn. Skattestyrelsen har haft lejlighed til at udtale sig.

Retten bestemte, at der skal afholdes syn og skøn med genstand og formål som anført i anmodningen.

A har indleveret blanket til brug for syn og skøn med sine spørgsmål.

Skattestyrelsen har ingen bemærkninger til spørgsmålene og har ikke fremsat egne spørgsmål.

Parterne er enige om, at der skal udmeldes to skønsmænd, og at den ene skønsmand skal udpeges efter forslag fra G1.

A har stillet forslag om, at der rettes henvendelse til G2 med henblik på at få stillet den anden skønsmand i forslag og har til støtte herfor navnlig anført, at foreningen må anses for at være bedst egnet til at stille en kvalificeret skønsmand i forslag, samt at procesøkonomiske årsager taler for, at denne forening skal stille en skønsmand i forslag.

Skattestyrelsen har stillet forslag om, at der rettes henvendelse til G3 med henblik på at få stillet den anden skønsmand i forslag og har til støtte herfor navnlig anført, at det er sædvanligt, at G3 anmodes om at stille forslag til skønsmand i sager som denne, og at G3 må anses for at være den organisation, som bedst kan stille en egnet skønsmand i forslag. Det bestrides, at procesøkonomske hensyn taler for, at G2 skal stille en skønsmand i forslag.

Retten afsagde

Kendelse

I denne sag skal Landsskatteretten bedømme om den af A drevne virksomhed, G4, kan anses som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand. Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der foreligger om de institutioner, som parterne hver især ønsker at udpege til at bringe en skønsmand i forslag, finder retten, at G3, må anses for at være bedst egnet til at bringe forslag til en skønsmand.

T h i  b e s t e m m e s

A skal anmode G3 om at bringe en egnet skønsmand i forslag.

-o o 0 o o —

Retten forventer at modtage forslag til skønsmænd fra henholdsvis G1 og G3 senest den 29. marts 2019. A kan indhente oplysninger hos de foreslåede skønsmand om, hvornår skønserklæringen skal foreligge, og et begrundet overslag over de forventede omkostninger, medmindre parterne senest 1 uge efter rettens modtagelse af forslag til skønsmænd har fremsat indsigelser.

Sagen blev udsat.