Datatilsynet har i maj 2018 truffet afgørelse i en meget interessant sag, hvor Skattestyrelsen havde fået overdraget materiale fra SØIK, som SØIK havde indsamlet i forbindelse med en viste det sig – ulovlig – ransagning imod skatteyderen.

Ransagningen blev efterfølgende erklæret ulovlig, og det rejste spørgsmålet om, hvad der skulle ske med det materiale, som SØIK havde indsamlet.

SØIK erkendte, at det materiale, de havde skulle slettes, men hvordan skulle der forholdes med det materiale som Skattestyrelsen havde fået overleveret?

Skattestyrelsen ville, naturligvis, ikke slette materialet, uagtet det var fremskaffet ulovligt, hvilket var sagens omdrejningspunkt ved Datatilsynet.

Datatilsynet udtalte omkring dette spørgsmål, at

”..

som nævnt ovenfor under pkt. 2 er det Datatilsynets praksis, at princippet om god databehandlingsskik bl.a. medfører, at en behandling, der er i strid med anden lovgivning end persondataloven, heller ikke lovligt vil kunne foretages efter persondataloven.

Der er efter Datatilsynets opfattelse ikke holdepunkter for at anlægges en anderledes vurdering i nærværende sag og dermed fravige tilsynets praksis. Den omstændighed, at det ikke er SKAT, men derimod SØIK, der har indsamlet oplysningerne i strid med retsplejeloven, kan efter tilsynets opfattelse ikke føre til et andet resultat, da det i givet fald ville være muligt at omgå bl.a. retsplejeloven og retssikkerhedsloven i forbindelse med indsamling af visse oplysninger.

Efter Datatilsynets opfattelse må det på baggrund af de klare tilkendegivelser i forarbejderne til persondataloven, som også genfindes i den under pkt. 2 omtalte udtalelse fra Folketingets Ombudsmand, lægges til grund, at persondatalovens regler afgrænser officialprincippet således, at forvaltningsmyndigheder i forbindelse med sagens oplysning både har ret og pligt til at tilvejebringe de fornødne oplysninger for at afgøre en sag korrekt, dog således at en forvaltningsmyndigheds behandling af personoplysninger i forbindelse med sagens afgørelse skal ske inden for rammerne af persondataloven.

Det er således Datatilsynets vurdering, at SKATs behandling af oplysningerne er i strid med persondatalovens § 5, stk. 1, hvilket tilsynet finder kritisabelt.”

Datatilsynet siger videre, at

”En behandling, der er i strid med persondatalovens § 5, opfylder efter Datatilsynets opfattelse ikke lovens behandlingsbetingelser og er dermed i strid med loven.                                   

Allerede af den grund er klagers indsigelse efter Datatilsynets opfattelse berettiget, jf. herved bemærkningerne til persondatalovens § 35.

Det er Datatilsynets opfattelse, at persondatalovens § 37 (som implementerer databeskyttelsesdirektivets artikel 12, litra b) ikke alene finder anvendelse for så vidt angår oplysninger, der er urigtige eller vildledende, men også for så vidt angår oplysninger, som behandles i strid med andre af persondatalovens behandlingsbetingelser.

Datatilsynet finder herefter, at de omhandlede oplysninger, der fremgår af SKATs forslag til afgørelser, endelige afgørelser, sagsfremstilling mv., og som behandles i strid med persondatalovens § 5, stk. 1, efter sagens omstændigheder skal slettes, jf. persondatalovens § 37, stk. 1.

Datatilsynet har herved lagt afgørende vægt på, at der så vidt muligt skal ske en fuldstændig genopretning af klagers interesser, og at en blokering ikke i tilstrækkeligt omfang vil imødekomme dette.

Datatilsynet har endvidere lagt vægt på, at SØIK som den myndighed, der oprindeligt indsamlede oplysningerne, efter retsplejeloven har været forpligtet til straks, man blev bekendt med oplysningernes indhold, at destruere de omhandlede oplysninger, og at de omhandlede oplysninger dermed ikke burde være videregivet til SKAT.

Datatilsynet har i en række sager har taget stilling til spørgsmålet om sletning eller berigtigelse af urigtige eller vildledende oplysninger. Efter praksis afviser Datatilsynet som altovervejende hovedregel med henvisning til notat- og journaliseringspligten i offentlighedsloven, at der skal foretages sletning af oplysninger og dokumenter, der indgår i en klagers sag hos en offentlig myndighed.

Datatilsynets faste praksis er imidlertid uden afgørende betydning i nærværende sag, idet der ikke er tale om urigtige eller vildledende oplysninger, men derimod oplysninger, der er tilvejebragt i strid med retsplejelovens regler. Der er således efter Datatilsynets opfattelse intet hensyn at tage til journaliseringspligten efter offentlighedsloven.

Datatilsynet finder således, at SKAT skal slette de omhandlede oplysninger i SKATs forslag til afgørelser, endelige afgørelser, sagsfremstilling mv. SKAT anmodes om inden 6 uger fra dags dato at underrette Datatilsynet om, at sletning har fundet sted.”

Hvad så nu?

Skattesagen var påklaget til Landsskatteretten, og det bliver interessant at se, hvordan sagen bliver endeligt afgjort, når alle oplysningerne skal slettes i Skattestyrelsens afgørelse m.v.

Kan afgørelsen overhovedet opretholdes, når alle disse oplysninger skal slettes, skal sagen hjemvises til fornyet behandling, uden anvendelse af disse oplysninger, er afgørelsen ugyldig, kan afgørelsens resultat bære, uden oplysningerne – ? Spørgsmålene er mange, og det er uhyre interessant, hvordan den sag ender.

Sagen rejser dog en række andre spørgsmål, hvoraf det mest interessante er, hvordan der skal forholdes med oplysninger, der er indsamlet i strid med retssikkerhedsloven, herunder navnlig forbuddet imod selvinkriminering.

Skal sådanne oplysninger også slettes, da de er indsamlet i strid med loven, og hvad bliver herefter konsekvensen af dette?

Det skal blive interessant at se, og er helt sikkert noget, som vi kommer til at forfølge, og i øvrigt følge meget tæt.

Datatilsynets afgørelse kan læses her: