Forskellen mellem brutto- og nettoprincippet kan med ganske få ord, være uhyggelig stor.

Kort fortalt går bruttoprincippet ud på, at der føres en saldo over den skattemæssige mellemregning, hvor alle posteringer der medfører, at der er en gæld til selskabet medregnes. Nettoprincippet er omvendt udtryk for, at hver eneste postering, der udløser beskatning, udgår af beregningen, da der endeligt er gjort op med posteringen i forbindelse med at den udløser skat.

Tvisten omkring opgørelsesprincipperne er opstået, fordi forarbejderne til ligningslovens § 16 E ikke er præcise i forhold til hvorledes den skattemæssige mellemregning skal opgøres, og fordi det fremgår af forarbejderne, at § 16 E ikke er en særskilt hjemmel til beskatning, men alene slår fast, at lån skattemæssigt skal anses som hævninger uden tilbagebetalingspligt, der skal beskattes efter skatterettens almindelige regler på udbetalingstidspunktet.

Og, dette er sagens kerne. Hvis en hævning (lån) ikke skatteretligt er et lån, men skal anses som en hævning uden tilbagebetalingspligt, der skal beskattes på udbetalingstidspunktet, forekommer det forkert, at hævningen desuagtet skal medregnes til den løbende opgørelse af det skattemæssige mellemværende mellem selskabet og aktionæren.

Lad mig illustrere forskellen:

Aktionæren låner kr. 51.000 i sit selskab d. 31/12 2019.

Ifølge forarbejderne er der altså tale om en hævning uden tilbagebetalingspligt, der skal beskattes på udbetalingstidspunktet, efter skatterettens almindelige regler.

Dermed skal der ske beskatning i 2019, og dermed skulle man jo mene, at der var gjort op med disse kr. 51.000. Det var sådan reglerne oprindeligt blev fortolket, se f.eks. SKM 2016,633, men sådan er det ikke længere. Den første afgørelse, der omvendt anvendte bruttoprincippet er SKM 2018,10.

Og, hvad er forskellen så?

Forestiller vi os, at min aktionær i eksemplet ovenfor indbetaler kr. 50.000 til selskabet d. 1. januar og løbende henover januar lader selskabet afholde sine private udgifter for samlet kr. 50.000, vil der isoleret set ikke være lånt nogen penge i januar.

Forestiller vi os videre, at samme systematik anvendes for alle måneder i 2020, vil aktionæren, hvis vi ser isoleret på 2020 ikke have optaget noget lån overhovedet, da han forud for alle hævningerne har indbetalt et beløb, der modsvarer de efterfølgende hævninger.

Dette er nettoprincippet, idet den oprindelige hævning i 2019 på kr. 51.000 ikke medregnes, da der jo netop er gjort op med beskatningen af denne hævning i 2019.

Efter bruttoprincippet, som altså pt. er praksis, skal de 51.000 derimod medregnes, og det giver et helt andet resultat for 2020 i mit eksempel, idet primosaldoen vil være en gæld til selskabet på kr. 51.000, og dermed vil ingen af de månedlige indbetalinger på kr. 50.000 gøre, at aktionæren kommer i plus.

I og med at tilbagebetaling af gæld ikke neutraliserer beskatningen, og aktionæren efter bruttoprincippet er i negativ for hele året, vil samtlige hævninger altså udløse beskatning i 2020, svarende til 12* 50.000, eftersom der løbende er hævet kr. 50.000 i alle månederne.

Beskatningen i 2020 bliver altså på kr. 600.000 efter bruttoprincippet, hvorimod den efter nettoprincippet vil være kr. 0.

Gør vi mit eksempel endnu mere grotesk og leger, at systematikken har stået på i 4 år, er beskatningen altså 2,4 mio. kr., alene fordi primosaldoen er på kr. 51.000.

Finder Skattestyrelsen, at der er udvist grov uagtsomhed og har ovenstående stået på i 10 år, ender beskatningsgrundlaget altså på kr. 6 mio. (plus de oprindelige kr. 51.000)

Det er forskellen mellem disse to principper som de principielle sager, der er på vej igennem systemet blandt andet, går på, og som det ses, er det på ingen vis alene en teoretisk diskussion, da forskellen på beskatningen er til at tage og føle på. Dette gælder særligt, da Skattestyrelsen, helt uberettiget kører ansvarssager på dette område efter bruttoprincippet, og det også for perioder der ligger før SKM 2016,633.

Nu jeg alligevel har din opmærksomhed, så husk endelig på, at tilbagebetaling af aktionærlån ikke neutraliserer beskatningen, og dermed kan man ikke blot deklarere udbytte og kreditere udbyttet på lånet for at undgå dobbeltbeskatning. Selve fordringen skal selskabsretligt udloddes i henhold til de regler, der gælder for udlodning af aktiver.