Det fremgår af kursgevinstlovens § 21 stk. 2, 1. pkt., at

”Gevinst ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller præklusion af gæld til selskaber m.v., hvori den skattepligtige eller dennes nærtstående som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, direkte eller indirekte ejer eller på noget tidspunkt siden påtagelsen af gælden har ejet aktier, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.”

Dette er ikke så interessant i forhold til aktionærlån, men det er bestemmelsens sidste punktum derimod, idet det heraf fremgår, at

1. og 2. pkt. gælder ikke, i det omfang den påtagne forpligtelse er omfattet af ligningslovens § 16 E.”

Det fremgår af de alm. bemærkninger pkt. 3.1.4.2. til forarbejderne, at baggrunden for, at gevinst på forpligtelser omfattet af ligningslovens § 16 E er undtaget beskatning skyldes, at

” En del gæld vil som følge af den foreslåede ligningslovens § 16 E fremover blive beskattet allerede ved udbetalingen af lånet. Sådanne gældsposter omfattes ikke af forslaget om beskatning ved eftergivelse.”

Dette er interessant, idet det således er direkte lovfæstet at opnås gevinst på en gæld omfattet af § 16E f.eks. fordi den forældes – eller eftergives -, skal denne gevinst ikke beskattes, idet den allerede er blevet beskattet ved lånoptagelsen. Der skal således ikke ske en dobbeltbeskatning.

Det virker herefter ulogisk, at der ikke for ”ikke forældet gæld”, skattemæssigt skulle være endeligt gjort op med gældsposten beregningsteknisk, i forbindelse med beskatningen af hævningen, når nu forældelse af gælden ikke medfører, at aktionæren bliver skattepligtig af den gevinst han dermed opnår.

Hvis vi f.eks. forestiller os, at en aktionær har en forpligtelse overfor selskabet på kr. 1 mio. omfattet af § 16 E, vil denne forpligtelse, efter seneste praksis, skulle medregnes til opgørelsen over efterfølgende skattepligtige hævninger selvom den allerede er beskattet efter § 16 E med virkning på det tidspunkt hævningen er foretaget (forudsat selvfølgelig, at den ikke er indfriet).

Indbetaler aktionæren 1 mio. kr. til selskabet efterfølgende, vil hans mellemregning skattemæssigt således være kr. 0, og dermed vil alle efterfølgende hævninger altså udløse beskatning – uanset den initiale hævning allerede er beskattet én gang i forbindelse med hævningen.

Den tæller således med i opgørelse over aktionærens forpligtelser omfattet af § 16 E, uanset beskatningen. Det er status på praksis pt., således som praksis har lagt sig fast. Det skal dog siges, at den seneste sag på området er anket til Højesteret.

Det paradoksale er, at var aktionærens forpligtelse til tilbagebetaling af de først hævede 1 mio. kr. blevet forældet ville han ikke blive beskattet af den gevinst han opnåede derved jf. kursgevinstlovens § 21 stk. 2.

Foretager aktionæren, efter det oprindelige krav på 1 mio. kr. er forældet, en indbetaling på 1 mio. kr. til selskabet vil hans mellemregning altså skulle godskrives kr. 1 mio. kr., som han efterfølgende kan hæve uden skat. Indbetaler han derimod før kravet bliver forældet, vil han som praksis er lige nu, ikke kunne hæve noget, uden at dette udløser beskatning efter § 16E.

Aktionæren vil altså kunne lade fordringen forælde uden at dette udløser beskatning efter § 21 stk. 2, og når fordringen er forældet, kan den bogføres ud af mellemregningen, og dermed er forpligtelsen væk.

Det virker meget ulogisk, at lovgiver positivt har taget stilling, at der ikke skal indtræde dobbeltbeskatning, hvis selskabets krav forældes, fordi det allerede er beskattet én gang, men at ikke forældede krav i forbindelse med opgørelse af mellemregningen efter § 16E, skattemæssigt skal medregnes, uanset mellemværendet allerede er beskattet én gang.

Det er meget usædvanligt, at aktionæren skulle kunne stå i den situation, at selskabets krav imod aktionæren forældes uden, at dette skulle udløse beskatning, hvis det ikke var fordi, der allerede var gjort endeligt op med beskatningen af mellemværendet i forbindelse med beskatningen efter § 16E, hvilket da også er det, der direkte fremgår af forarbejderne, at der er.

Dette taler for, at praksis for aktionærlån, således som den pt. er, ikke er korrekt, idet lovgiver synes at have taget stilling til spørgsmålet omkring brutto- nettoprincippet, i hvert fald i forbindelse med forældelse.