Krav på betaling af arbejdslejeskat i de tilfælde, hvor Skattestyrelsen underkender et entrepriseretligt forhold og i stedet anser samarbejdet for at være udleje af hænder og fødder forældes efter forældelseslovens bestemmelser.

Det vil sige, at der gælder 3 års forældelse efter forældelseslovens bestemmelser og at fristreglerne i skatteforvaltningsloven ikke finder anvendelse. Dette følger af SKM 2010,814 og i øvrigt for nulstilling af skatter af SKM 2018,465.

Dette er begrundet med, at der ikke er tale om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat.

Og, dermed reguleres sagerne alene af forældelsesloven.

Sondringen mellem fristreglerne i skatteforvaltningsloven og forældelsesfristerne i forældelseslovens § 3 er uhyre vigtige.

Dette skyldes, at Skattestyrelsen inden for de ordinære frister altid kan sende et forslag til afgørelse, så længe fristerne er overholdt, men skal der foretages en ekstraordinær ansættelse, skal der fremsendes et forslag til afgørelse senest 6 måneder efter, at Skattestyrelsen bliver bekendt med forhold, der begrunder forslaget til afgørelse.

Retspraksis har i den forbindelse været meget nådig ved Skattestyrelsen, da der foreligger en række domme, der viser, at har Skattestyrelsen ikke fået kundskab, er det groft sagt underordnet, om de burde have fået kundskab tidligere end sket, ligesom praksis indrømmer Skattestyrelsen en periode til at sætte sig ind i modtaget materiale.

Denne praksis betyder også, at Skattestyrelsen, efter Skatteforvaltningsloven, groft sagt, selv kan suspendere 6 måneders fristen, så længe, der ikke er opnået kundskab, uanset kundskaben, burde være opnået tidligere.

Dette er f.eks. set i Money transfersagerne, hvor Skattestyrelsen har modtaget oplysninger om overførelser i deres DataWarehouse, men først efter adskillige måneder starter en individuel sagsbehandling.

Uanset dette følger det dog stadig af praksis, at det er Skattestyrelsen, der har bevisbyrden for, at 6 måneders fristen i skatteforvaltningsloven er overholdt.

Praksis i henhold til forældelsesloven er dog meget – meget – markant anderledes, hvilket følger af ordlyden af forældelseslovens § 3 stk. 2, idet den 3-årige forældelse alene suspenderes såfremt kreditor ikke kendte eller burde kende sit krav.

Dermed er burde viden nok til at forældelsen ikke suspenderes, og som det ses gør det en meget markant forskel iht. Skatteforvaltningslovens bestemmelser, der omvendt ikke dømmer Skattestyrelsen ude, selvom de burde have haft viden om deres krav tidligere. Er der ikke kundskab, er der ikke kundskab, og dermed løber 6 måneders fristen, groft sagt, ikke.

Det ses relativt ofte, at Skattestyrelsen ikke i sager om nulstilling af skatter og arbejdslejesagerne er sig denne meget markante forskel bevist, hvilket er meget forståeligt, da langt de fleste sager er omfattet af fristreglerne i skatteforvaltningsloven, da der foretages en skatteansættelse.

Dette gør, at Skattestyrelsen ikke anser deres krav for forældet, fordi de bruger den tankegang, som Skatteforvaltningslovens bestemmelser følger, og dermed overses det, at kravene i arbejdslejesagerne forældes efter 3 år, hvis der er burde viden, som jo er et ganske andet begreb.

Det skal derfor altid undersøges, hvis det rejste krav i arbejdslejesagerne er mere end 3 år gammelt, om der foreligger ”burde viden”, ligesom Skattestyrelsens argumentation om, at kundskabstidspunktet ligger inden for 3 år, på ingen som helst vis kan lægges til grund, da denne opfattelse meget ofte bygger på principperne i skatteforvaltningslovens fristregler, som ikke opererer med burde viden, på samme vis som forældelsesloven.