Dato for udgivelse

19 Jan 2021 13:53

Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal

11 Dec 2020 12:48

SKM-nummer

SKM2021.38.BR

Myndighed

Byret

Ansvarlig styrelse

Skattestyrelsen

Sagsnummer

BS-33585/2019

Dokument type

Dom

Overordnede emner

Skat

Overemner-emner

Personlig indkomst

Emneord

Skattepligtig, Objektive kendsgerninger, Dokumentationskrav, Kulturel baggrund

Resumé

Sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans bankkonto, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra lån og tilbagebetaling af lån fra venner og familie. Sagsøgerens forklaringer var således ikke bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten bemærkede i den forbindelse, at det skatteretlige dokumentationskrav gjaldt uanset kulturel baggrund.  Den omstændighed, at SKATs straffesagsenhed havde afsluttet straffesagen mod sagsøgeren med en henstilling og uden sanktion var uden betydning for den civilretlige vurdering i skattesagen. Skatteministeriet blev derfor frifundet.  

Reference(r)

Skattelovens § 4, stk. 1, litra C

Boafgiftslovens § 22

Skattekontrollovens § 5, stk. 3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2021-1 C.A.6.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landsskatteretten, jr. nr.: 17-0274763


Parter

A

(v./ advokat Bilal Andersen Khatib)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v./ advokat Robert Thomas Andersen)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer
Lone Molsted.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 25. juli 2019. Sagen angår, om en række indsættelser på i alt 358.981 kr. på sagsøgers bankkonto, skal medregnes som en del af hans skattepligtige indkomst for indkomståret 2013.

Sagsøgeren, A, har fremsat følgende påstand:

PÅSTAND

Principalt: Nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomstgrundlag med 358.981 kr. i indkomståret 2013.

Subsidiært: Nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomstgrundlag med et efter Rettens skøn mindre beløb i indkomståret 2013.

Tertiært: Hjemvisning til SKAT til fornyet behandling af sagen.

Sagsøgte, Skatteministeriet Departementet, har fremsat påstand om frifindelse.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

Oplysningerne i sagen

Af Landsskatterettens kendelse af 25. april 2019 fremgår følgende:

“…

Klager: A

Klage over: SKATs afgørelse af 02-11-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2013

Personlig indkomst, kontante indsætninger på bankkonto

358.981 kr.

0 kr.

358.981 kr.

Møde mv.

Der har været afholdt telefonmøde mellem klager og dennes repræsentant og skatteankestyrelsen.

Klager har udtalt sig ved retsmøde med Landsskatteretten.

Faktiske oplysninger

Klageren har de sidste 20 år boet i Danmark, men er oprindeligt fra Y1-land. Han og hans ægtefælle er bosiddende i en andelsbolig i Y2-by. Husstanden består desuden af 3 hjemmeboende børn.

Det er oplyst, at klageren har et fuldtidsjob, samt 1-2 bijobs ved siden af. Han har kun været beskæftiget som lønmodtager.

SKAT har 17. marts 2014 modtaget oplysninger fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet om indsætninger og overførsler til klagerens privatkonto i perioden 1. januar til 4. september 2013 på i alt 542.378 kr. SKAT har anmodet om en redegørelse for disse indsættelser.

Klageren har forklaret, at han har en rentefri kassekredit, hvor han hæver penge og indsætter på en anden kontor. Pengene hæves i én måned, og tilbagebetales med løn i den næste måned. Hans kone overfører ligeledes løn og børnefamilieydelse til kontoen. Udover disse indsættelser har klageren forklaret, at resten kommer fra tilbagebetaling af lån ydet til venner og familie. Der er ikke oprettet gældsbreve for disse lån.

Yderligere er det oplyst, at nogle af transaktionerne formentlig dækker over, at klager i perioder foretager opkøb af telefonkort for andre. Der kan nogle gange købes kort billigere nogle steder, og hér opkøber klager kort, som så efterfølgende videresælges til venner i andre dele af landet.

Klager har på kontormøde med Skatteankestyrelsen oplyst, at der ikke er ført regnskab over lånene – og heller ikke nogen kontrol med, om der sker tilbagebetaling. Det er skyldnerne selv, der styrer dette.

Indbetalingerne ligger i størrelsesordenen 1,7 kr. til 30.600 kr. I alt er der 88 indbetalinger i indkomståret 2013, som samlet beløber sig til 358.981 kr. Heraf er de 75 på mere end 1.000 kr. og de 13 på mere end 10.000 kr.

Indsætningerne fordeler sig således hen over året:

Måned

Antal

beløb

Januar

6

13.800 kr.

Februar

4

5.880 kr.

Marts

7

18.540 kr.

April

6

21.610 kr.

Maj

5

24.600 kr.

Juni

10

45.800 kr.

Juli

13

86.800 kr.

August

2

27.050 kr.

September

11

41.162 kr.

Oktober

7

23.340 kr.

November

9

38.385 kr.

December

8

20.115 kr.

SKAT har i deres afgørelse af 27. marts 2015 oplistet de enkelte posteringer. Heraf fremgår det, at der ofte er flere indsætninger samme dag. Indsætningerne sker løbende hen over månederne – dvs. ikke kun i starten eller slutningen af måneden. Som tekst er der enten anført et navn på indbetaler eller blot ordet “overførsel” eller “indbetaling”.

Af klagers skatteoplysninger for 2013 fremgår det, at han har flere kviklån på mellem 3.000 kr. og 85.000 kr. i alt er der kviklån for 230.000 kr. Lånene har rentefod på mellem 7% og 22%.

Der er endvidere banklån for ca. 550.000 kr. – her er rentefoden 9%.

Som udløber af SKATs forhøjelse af 27. marts 2015 er sagen oversendt til SKATs straffesagsenhed. Hér er der d. 12. januar 2016 afholdt møde med klageren og dennes repræsentant. Af mødereferatet fremgår det, at SKAT har orienteret klageren om SKATs funktionsadskillelse.

Klageren har på møde med straffesagsenheden forklaret, at han har 2 ½ fuldtidsjob. Videre har han oplyst, at han kommer fra en kultur, hvor det er kutyme, at man hjælper hinanden i sit netværk. Oprettelse af lånedokumenter vil være et tillidsbrud.

På mødet har han medbragt dokumenter, hvor han efterfølgende vil få låntagere til at underskrive og bekræfte låneforholdene.

Straffesagsenheden vurderer på baggrund af mødet, at den modtagne forklaring lægges til grund. Sagen afsluttes uden at der sanktioneres. De henstiller til klageren, at han fremadrettet foranlediger, at hans økonomiske aktiviteter kan dokumenteres.

I forbindelse med klagebehandlingen har såvel Skatteankestyrelsen som klagers repræsentant kontaktet sagsbehandleren ved straffesagsenheden, som supplerende har oplyst, at den strafferetlige bevisbyrde skal løftes, for at der kan straffes. Når sagen er afsluttet med en henstilling, er det fordi SKAT har vurderet, at de ikke kunne løfte denne bevisbyrde. Det er endvidere bemærket, at der er omvendt bevisbyrde i forhold til kontrolsager.

I forbindelse med klage til skatteankestyrelsen har klageren udarbejdet en privatforbrugsopgørelse. Det fremgår heraf, at han har haft et beløb til privatforbrug på 391.109 kr. før SKATs ændring. Privatforbruget har umiddelbart været nogenlunde stabilt i perioden fra 2010 til 2015. Klager har på møde den 7. maj 2015 med SKAT oplyst, at han bruger rigtig mange penge. Han rejser med familien, og flybilletter er dyre. Derudover bruges der mange lommepenge på rejser. Han fortæller endvidere, at han har et meget stort forbrug.

Skattestyrelsen har i forbindelse med klagen opgjort privatfobruget efter forhøjelsen til 831.410 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har genoptaget skatteansættelsen for 2013 efter anmodning fra den skattepligtige, da det er fundet, at der er fremkommet nye oplysninger, der ikke har været vurderet ved den oprindelige sag. Gennemgangen har ikke givet anledning til ændringer, og afgørelsen fra marts 2015 er dermed fastholdt.

SKAT har i marts 2015 truffet følgende afgørelse

“Kontant indsat 358.981 kr. på din konto i F1-bank anses som skattepligtig indkomst iht. Statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Beløbet er personlig indkomst iht. Personskattelovens § 3”.

Til støtte for denne afgørelse har de anført:

“SKAT har modtaget kontoudtog samt forklaring fra dig. Jeg har ikke modtaget yderligere dokumentation, gældsbreve og opgørelser fra dig.

Ifølge oplysninger fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, blev der i perioden 1. januar 2013 til 4. september 2014 indsat og overført 542.378 kr. til din privatkonto i F1-bank. Du har indsendt redegørelse for overførsler fra din ægtefælle samt mellem din egen konto og div. Kassekreditter. Da du har redegjort og dokumenteret en del af beløbene, sker der kun beskatning af lån fra familie og venner, som ikke er dokumenteret.

Det er dig, der har bevisbyrden for, at du har optaget lån hos familie og venner. Det er ligeledes dig der har bevisbyrden for at du har modtaget afdrag fra venner og familie.

Der stilles efter retspraksis strenge krav til dokumentation for private låneforhold. Der skal foreligge et lånedokument udfærdiget før lånoptagelsen og lånevilkårene, herunder tilbagebetalingssamt rentevilkår skal være dokumenteret. Der henvises til SKM 2010.509 BR, SKM 2003.219 ØLR og SKM 2012.81 BR.

Efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c, er gaver mellem parter uden for den gaveafgiftspligtige personkreds, jf. boafgiftslovens § 22, som udgangspunkt indkomstskattepligtige.

Værdien af en skattepligtig gave medregnes til den personlige indkomst, jf. personskattelovens §§ 3 og 4.

Det anses ikke for dokumenteret, at de overførte beløb udgør lån. Der er herved lagt vægt på, at:

• Der ikke er udarbejdet lånedokumenter.

• Lånevilkårene, herunder tilbagebetalingsvilkår og rentevilkår er ikke dokumenteret.

• Der er ikke dokumenteret hvilke lån der er ydet og for hvilke der er sket tilbagebetaling.

Samlet set er det derfor usandsynlig, at du har en retlig forpligtelse til at tilbagebetale beløbet, hvorfor de modtagne kontantbeløb ikke kan betragtes som lån i skattemæssig henseende. SKAT anser de overførte beløb for ydet som gave, hvorfor du efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c anses for skattepligtig af disse beløb, som personlig indkomst efter personskattelovens §§ 3 og 4.”

I den påklagede afgørelse af 2. november 2016 har SKAT som begrundelse for, at der ikke er sket ændring anført:

• “Den strafferetlige vurdering ikke isoleret set kan anvendes som bevis i skattesagen, som følge af det skærpede beviskræv der gælder i strafferetsplejen. Det fremgår bla af følgende afgørelser, TfS 2007.303 H, TfS 2004.335 LSR, TfS 2004.367 V og TfS 2000.80 V.

• Der er ikke tale om en skønsmæssig ansættelse opgjort på baggrund af privatforbruget, men en ansættelse foretaget som følge af konkrete indsættelser. Privatforbrugets størrelse er derfor ikke væsentligt. Der henvises til TfS 2014.667.

• Efter praksis er det dig, der skal kunne dokumentere dine formueforhold, herunder indbetalinger/overførsler på dine bankkonti, jf. SKM 2013.274BR. Når der er konstateret indkomst/overførsler, er det dig, der har bevisbyrden for, at der er tale om indtægter undtaget fra skattepligten. Dette følge bl.a af SKM 2010.131 ØLD.

• Der stilles efter retspraksis strenge krag til dokumentation for private låneforhold. Der skal foreligge et lånedokument udfærdiget før låneoptagelsen og lånevilkårene, herunder betalingssamt rentevilkår skal være dokumenteret. Endvidere skal der foreligge dokumentation for udbetaling samt indfrielser. Der henvises til SKM 2010.509 BR, SKM 2003.219 ØLR og SKM 2012.81 BR.

Der skal knyttes følgende kommentarer til det modtagne brev af 20. september 2016 fra R1 Skattekonsulenter:

• Det er ikke korrekt, at der i afgørelsen af 27. marts 2015 ikke er taget højde for, at det er oplyst at være tale om udlån til venner og bekendte. Det fremgår klart under afsnittet faktiske forhold, herunder 17. september 2014 “kontoudtog med markering af lån fra venner”, 30. september 2014 indkaldt dokumentation for lån ydet til venner.

• Der er ikke korrekt, at der er tale om udlån af pengebeløb hvor størstedelen ligger på 1.000-5.000 DKK. Af de 358.981 kr. fra personer hvor det samlede “udlån” ikke ligger i dette interval. Endvidere er der kontante indsættelser på 84.820 kr., hvoraf 60.800 kr. heller ikke ligger i det angivne interval (6.800, 9.000, 10.000, 10.000, 10.000 og 15.000).

(…)

Der foreligger, på baggrund af ovenstående, således ikke nye oplysninger, der kan medføre en ændret ansættelse.”

I udtalelse til klagesagen har Skattestyrelsen supplerende anført:

“Klagesagen vedrører kontante bankindsætninger på klagers personlige bankkonto, hvorfor spørgsmålet er om disse indsætninger kommer fra låneforhold, beskattede midler eller ikke beskattede midler.

Det fremgår af de modtagne oplysninger fra SØK at der i perioden 1/1 2013 til 4/9 2014 er indsat 542.378,kr., hvoraf de 358.981,kr. er indsat i indkomståret 2013.

Privatforbruget er med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger for indkomståret 2013 – beregnet til 472.429,kr.

Klager har som forklaring oplyst at indsætningerne stammer fra tidligere foretagne udlån.

Fakta er at der ikke foreligger nogen form for aftale / gældsbrev i forbindelse med de ydede lån, samt at en del af de angivne lån ikke er af ubetydelige størrelse.

Udlån er oplyst at være foretaget kontant.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at de oplyste indsætninger på 358.981,kr. er skattepligtig indkomst efter Statsskattelovens § 4.

Efter forhøjelsen af den skattepligtige indkomst udgør privatforbruget 831.410,kr.

Privatforbrug

831.410kr.

Boligudgifter anslået til

60.000 kr.

Biludgifter anslået til (80.000 km.)

26.480 kr.

Resterende del til kost, beklædning, forsikringer, el/varme m.m.

744.930 kr.

Pr. måned

62.077 kr.

Uanset klagers oplysninger om mange rejser med familien og et stort forbrug, findes privatforbruget alene ikke at kunne anvendes begrundelse for beskatningen.

Skattestyrelsen mener fortsat at der skal ske beskatning ud fra de faktuelle oplysninger:

  • At der rent faktisk er indsat det pågældende beløb på klagers konto
  • Der foreligger ingen låne aftaler / gældsbreve 
    • Transaktionssporet i forbindelse med de ydede lån er ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort i et sådan omfang at klagers forklaringer kan lægges til grund.

Skattestyrelsens afgørelse af 2/11 2016, hvor klagers genoptagelsesanmodning afvises idet man ikke har fundet at der er fremlagt nye oplysninger i forhold til afgørelsen af 27/3 2015, anses at være fyldestgørende i forhold til forvaltningsog skatteforvaltningsloven.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT ikke har haft grundlag for at betragte indsættelser på bankkonto som skattepligtig indkomst. Til støtte herfor er anført:

“Klagens omfang

Det gøres gældende at SKAT ikke har haft grundlag for at betragte indsættelser på min kundes bankkonto som – yderligere skattepligtig indkomst, idet.

• der er tale om tilbagebetalinger af mindre lån ydet til venner.

• SKAT ikke har løftet den bevisbyrde man er pålagt i forhold til statuering af gavebeskatning, når der ikke foreligger noget gavemiljø og der ikke er tale om familieforhold eller nærtstående parter i øvrigt.

• At SKAT ikke har anfægtet at husstandens privatfor-brug, ud fra de selvangivne indkomster, ligger i et niveau, som ikke giver grundlag for at påligne yderligere indtægt.

• at SKATs Straffeenhed har anerkendt, at der har væ-ret tale om udlån af private beskattede midler og derfor ikke har rejst en bøde-/ansvarssag eller foretaget andre sanktioner.

(…)

I 2011 udlånte A et mindre beløb til en ven. Da andre venner efterfølgende henvendte sig for at låne penge kunne han ikke sige nej.

Der var hovedsageligt tale om mindre udlån og udlæg som typisk blev foretaget når de har været i byen o.l. hvorved der har været tale om kontante udbetalinger og der blev heller ikke lavet egentlige lånedokumenter.

Sagen for Landsskatteretten angår spørgsmålet om hvorvidt det er berettiget at SKAT har anset de tilbagebetalinger/indsættelser der er foretaget på As private bankkonto i 2013 for skattepligtig indkomst.

Sagsforløb

I 2014 får A en henvendelse fra SKAT Tønder. Henvendelsen er foranlediget af at man den 17. marts 2014 har modtaget oplysninger fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet om at der i perioden 1.1 – 4.9.2013 er foretaget flere indbetalinger til As privatkonto i F1-bank. De samlede indbetalinger, udover lønindbetalinger, udgjorde 542.378 DKK.

SKAT Tønder fik en redegørelse for indbetalingerne, herunder kopi af kontoudskrifter hvor det udførligt er angivet hvad der vedrører hvilke beløb der er modtaget som tilbagebetaling fra venner. Man konstaterer at der ikke er udarbejdet gældsbreve og fremsætter et forslag til ændring af skatteansættelsen, hvorefter 358.981 DKK af indsættelserne anses at være skattepligtig personlig indkomst.

Den 27. marts 2015 træffer SKAT Tønder afgørelse i sagen idet man ikke har modtaget det materiale som den nu tilkoblede revisor R2, havde oplyst at ville sende.

Efterfølgende anmoder revisor om genoptagelse af skatteansættelsen og der afholdes et møde i sagen. Den 11. maj 2015 giver SKAT Tønder afslag på genoptagelse, da man ikke mener at det er dokumenteret og sandsynliggjort at der er tale om lån (tilbagebetaling på lån).

Den 13. august 2015 anmoder jeg, som repræsentant for A og R2, om genoptagelse af skatteansættelsen, hvor jeg bl.a. inddrager de elementer som er anført indledningsvist.

A blev efterfølgende indkaldt til et møde med SKATs Straffeenhed den 12. januar 2016 hvor jeg deltager som bisidder. Straffenenheden afviste, jf. vedlagte mødereferat, sagen idet man fandt at kunne lægge vægt på forklaringen om de foretagne udlån. SJ, den ene repræsentant fra SKAT, oplyste også – på min foranledning – at det heller ikke skulle betragtes som en advarsel i Skattekontrollovens forstand. Man mente ikke der var en sag idet de fandt at der havde været tale om udlån af private beskattede midler.

Der udspandt sig herefter en længere korrespondance fra SKAT vedrørende dette, hvorefter det stod klart for os, at SKAT Tønder ikke mente at dette havde relevans for skattesagen, idet Straffeenheden ikke kan eller må tage stilling til skattesagen og alene må tage stilling til hvorvidt der foreligger et strafbart forhold (og bødegivende).

Den 2. november 2016 træffer SKAT Tønder afgørelse i sagen.

SKAT Tønder’s afgørelse af 2. november 2016

I modsætning til tidligere hvor SKAT Tønder meddelte afslag på genoptagelse og flere udmeldinger undervejs om, at man ikke mente at der forelå nye oplysninger i sagen, har SKAT Tønder i afgørelsen af 2. november 2016 anført at man har genoptaget skatteansættelsen, men at genoptagelsen ikke har givet anledning til ændringer.

I afgørelsen anfører SKAT Tønder

• at der ikke er tale om skønsmæssige forhøjelser, med udgangspunkt i privatforbruget, men beskatning af konkrete indsættelser, hvorfor husstandens privatforbrug ikke er væsentligt. Man har her henvist til TfS 2014, 667.

• at der i afgørelsen af 27. marts 2015 er taget højde for, at det er oplyst at der er tale om lån til venner og bekendte og ikke familie. Endvidere anføres det at størstedelen af udlånene udgør mere end 5.000 DK.

• at der gælder strenge krav til dokumentation for pri-vate låneforhold i form af lånedokument og lånevilkårene, samt dokumentation for udbetaling og indfrielse. Man har her henvist til SKM 2010, 509 BR, SKM 2003, 219 ØLR, og SKM 2012, 81 BR.

• at den strafferetlige vurdering ikke isoleret set, kan anvendes som bevis i skattesagen, fordi der gælder skærpede beviskrav i skattesager. Man har her henvist til TFS 2007, 303, TFS 2004, 335, TFS 2003, 367 og TFS 2000, 80.

Skatteregler og praksis

De afgørelser og domme som SKAT Tønder har henvist til kan, som det også fremgår af afgørelsen henføres til 3 forskellige problemstillinger, herunder

A)     Konkrete forhøjelser kontra privatforbrug.

B)      Dokumentationskrav vedrørende lån.

C)      Straffesagers betydning for vurdering af den bag-vedliggende skattesag

A)  Privatforbrugets betydning for konkrete forhøjelser/konkrete indsættelser

TfS 2014, 667/SKM 2014, 526 – Privatforbrug og forhøjelse med konkrete indsættelser

Vedkommende sagsøger havde ikke selvangivet nogen indkomst for 2006 og fremefter, men hævdede at have levet af opsparede midler. Vedkommende var erhvervsdrivende i form af ejerskab af flere selskaber. Der var tale om større overførsler fra udenlandske selskaber.

Landsretten fandt det ikke godtgjort anså det ikke, i mangel af dokumentation, for sandsynligt at Klager havde indvundet de betydelige indsættelser der var indgået på hans konto fra kassinoer i udlandet.

Med hensyn til privatforbrug havde skattemyndighederne anmodet klager om at indsende privatforbrugsopgørelser, men valgte i mangel af dokumentation for udenlandske bankkonti m.v. og de store overførsler at bortse herfra.

Derudover konstaterede Landsretten at sagsøgers redegørelse for overførslerne ikke var understøttet ved objektive kendsgerninger, dvs. nærmere specifikation/redegørelse af hvorfra og hvad overførslerne vedrørte. Derfor fandt man at skattemyndighederne havde derfor været berettigede til at forhøje den skattepligtige indkomst.

Såvel Landsskatteretten som Landsretten fandt at der minimum forelå grov uagtsomhed, da beløbene ikke var selvangivet som skattepligtig indkomst.

B)  Dokumentationskrav vedrørende lån

TFS 2010, 898/SKM 2010, 509 Negativt privatforbrug, erhvervsdrivende, lån fra ven

Byretten fandt det ikke godtgjort at en indsættelse på sagsøgers bankkonto på 234.773 DKK var et lån fra en ven/forretningsforbindelse, idet der ikke forelå anden dokumentation end en udateret erklæring, ligesom der heller ikke forelå dokumentation for helt eller delvis tilbagebetaling af lånet. Man fastholdte derfor at skattemyndighederne havde berettiget til at forhøje sagsøgers indkomst skønsmæssigt.

Sagsøger var erhvervsdrivende og var medejer af flere restauranter. og det var ligeledes konstateret at dennes privatforbrug var negativt hvorfor der var foretaget en skønsmæssig forhøjelse.

SKM 2003, 219/TfS 2003, 446 -Negativt privatforbrug, erhvervsdrivende, lån

Østre Landsret fandt det ikke godtgjort at sagsøger havde optaget private lån og fastholdte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse. Der var overfor retten fremlagt 13 gældsbreve, som var udfærdiget efterfølgende, men ingen af långiverne havde medtaget deres tilgodehavende på selvangivelsen. Det var heller ikke dokumenteret at sagsøger havde overført penge til de 13 personer som hævdet. Derudover fandt man det ikke godtgjort at sagsøger havde haft et tilgodehavende hos sine forældre.

Sagsøger var erhvervsdrivende, drev et minimarked og det var konstateret at der ikke var ført løbende kasseregnskab ligesom der var konstateret negativt privatforbrug, hvorfor der var foretaget en skønsmæssig forhøjelse.

SKM 2012, 81/ TfS 2012, 156 – Negativt privatforbrug, sygedagpengemodtager, lån fra moder

Skatteministeriet tilkendegav at et beløb på 200.000 DKK som sagsøger havde lånt hos sin mor skulle gaveafgiftsbeskattes, idet der ikke så at være lavet et egentligt lånedokument, men det ansås for godtgjort at beløbet var tilgået fra moderen, hvorfor den af skattemyndighederne foretagne skønsmæssige forhøjelse blev nedsat med 200.000 DKK.

C) Den strafferetlige behandlings betydning for skattesagen

TfS 2007, 303, SKM 2007, 96 Erhvervsdrivende

Den pågældende bagermester var strafferetligt blevet idømt en bøde for overtrædelse af skattekontrolloven for 1997 ved Byretten i Herning, men var for årene 1995 og 1996 blevet frifundet.

Byretten havde ikke anset, at der var ud fra det fremlagte var tilstrækkeligt grundlag for at anse klageren for skyldig i henhold til anklageskriftet for 1995 og 1996.

Landsskatteretten fastholdte skattemyndighedernes afgørelse for 1995 og 1996, idet klager allerede havde frafaldet klagen vedrørende 1997, bortset fra en mindre regulering som Landsskatteretten også anerkendte.

Om det strafferetlige element udtalte Landsskatteretten sig, på samme måde man også tidligere havde gjort det i en afgørelse af 9. marts 2004 der er refereret nedenfor. Ved sagens afgørelse skal der som udgangspunkt henses til den bevisbedømmelse, som er blevet foretaget i straffesagen, og de præmisser den frifindende dom gives på. En frifindende straffedom kan således blot være udtryk for at man ikke har anset at personen har haft tilegnelse til at opfylde straffebestemmelsernes gerningsindhold.

Landsskatteretten henholder sig her den til grundlæggende almindelig lighedsgrundsætning. Hvis der i en skattesag blev anlagt en mildere bedømmelse, blot fordi vedkommende tidligere var blevet frifundet i en straffesag ville det kunne medføre en vilkårlig forskelsbehandling. Det ville stride imod Landsskatterettens opfattelse hvis en frifindende straffedom blev tillagt en vidtrækkende betydning for bedømmelsen af en skattesag.

Landsskatteretten udtalte at det afgørende efter rettens opfattelse er om det skatteretlige spørgsmål tillige kan anses for at være blevet afgjort i forbindelse med vurderingen af det strafferetlige spørgsmål. Dvs. om Vestre Landsret også med frifindelsesdommen kunne siges at have taget stilling til det skatteretlige spørgsmål, eller der er tale om en stillingtagen ud fra bevismæssige forhold eller mangel på samme.

I den konkrete sag var skattesagen en følge af at den pågældende ikke var i besiddelse af kassestrimler og salgsbilag for indkomstårene, ligesom der ikke forelå nogle salgsbilag for 1997, og der var ikke var ført noget debitorbogholderi for nogle af årene. Han var derfor blevet forhøjet for 1997 med indtægter fra en bestemt kunde, som man havde konstateret ved krydsrevision.

Byrettens dom kan forklares derved at ansættelserne for 1995 og 1995 var lavet ud fra et skøn og ud fra, at pågældende havde udeholdt indtægterne fra den pågældende kunde, på samme måde som det var påvist i 2007.

Byretten tog derved ikke stilling til selve de skønsmæssige forhøjelser for 1995 og 1996.

Landsskatteretten bemærker således også at dommen ikke tog direkte stillingstagen til opgørelsen af de skattepligtige indkomster, bortset fra den ovenfor nævnte mindre regulering for 2007 som Landsskatteretten også anerkendte.

Landsskatteretten tilsluttede sig imidlertid skattemyndighedernes opfattelse af at, klagerens regnskabsmateriale ikke var egnet som grundlag for indkomstopgørelsen, idet regnskabsgrundlaget ikke opfyldte mindstekravsbekendtgørelsen og bogføringslovens krav. Endvidere bemærkede man at klagerens privatforbrug for 1995 og 1996 herved var bragt på linje med det faktisk opgjorte – og ansatte privatforbrug for indkomståret 1997.

Landsretten udtalte ved sin behandling af sagen at, uanset at der var tilvejebragt oplysninger om bagerforretningens bruttooverskud og sagsøgers privatforbrug, fandt man ikke at sagsøgeren herved, eller på anden måde havde ført bevis for, at ansættelser var sket på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige.

Højesteret bemærkede i sin afgørelse, at pågældende kunde, i modsætning til andre større kunder, hverken for 1995, 1996 eller 1997 havde fået tildelt noget kundenummer. De beløb, som skattemyndighederne skønsmæssigt havde forhøjet sagsøgers indkomst med for 1995 og 1996, svarede summen af de fakturaer, der var udstedt til pågældende kunde. På det grundlag stadfæstede Højesteret dommen.

TfS 2004, 335, TfS 2003, 367 (straffesag) – Skønsmæssig forhøjelse

Efter at være blevet frifundet i en straffesag vedrørende nogle skønsmæssige forhøjelser som Landsskatteretten tidligere havde truffet afgørelse i, anmodede klager om genoptagelse af ansættelserne vedrørende de skønsmæssige forhøjelser (TfS 2004, 335/ SKM2004, 129).

Klager var ved Vestre Landsret blevet frifundet strafferetligt fordi der var blevet skabt en sådan usikkerhed om skattemyndighedernes beregninger, at det ikke – i straffemæssig henseende, med den nødvendige sikkerhed var blevet bevist at der var udeholdt indkomster i den i anklageskriftet nævnte størrelsesorden (TfS 2003, 367/SKM2003, 86).

Landsskatteretten udtalte sig på samme måde som ovenfor vedrørende det strafferetlige aspekt. Det afgørende efter rettens opfattelse er om det skatteretlige spørgsmål tillige kan anses for at være blevet afgjort i forbindelse med vurderingen af det strafferetlige spørgsmål. Dvs. om Vestre Landsret også med frifindelsesdommen kunne siges at have taget stilling til det skatteretlige spørgsmål.

Landsskatteretten fandt ikke at Vestre Landsretsdommen indeholdte nogen direkte stillingtagen til opgørelsen af de skattepligtige indkomster. Vestre Landsret havde blot ikke anset at der forelå den, for en straffesag, fornødne bevissikkerhed for at klageren havde udeholdt indkomster af den i anklageskriftet nævnte størrelsesorden. Der var således tale om skønsmæssige ansættelser af virksomhedens bruttoavance. TfS 2000, 80 – Skønsmæssig forhøjelse

Pågældende sagsøger var blevet sigtet for overtrædelse af straffeloven i form af modtagelse af uberettiget kontanthjælp samt for ikke at have opgivet indkomst oppebåret fra et selskab ejet af hans var. Hans far var blevet dømt for overtrædelse af kildeskattelovens regler, idet der var udbetalt løn til chauffører og sønnen uden indeholdelse af A-skat, hvilket man havde konstateret i forbindelse med en ransagning.

Kriminalretten i Fredericia fandt det bevist at sagsøger havde arbejdet i faderens selskab i et omfang, svarende til fuldtidsbeskæftigelse. Retten bemærkede imidlertid at der som bevis for at sagsøger også havde modtaget betaling for sit arbejde alene var henvist til noter faderens kalender, en opgørelse fremlagt i forbindelse med faderens sag samt at faderens selskab ikke havde oplyst udbetalt løn til en række andre chauffører. På det grundlag fandt retten det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at sagsøger havde modtaget vederlag for sin indsats.

Skattemyndighederne havde opgjort lønnen til sønnen skønsmæssigt ud fra anslået timeløn og timeantal.

Skatteministeriet anførte at da det var usædvanligt at arbejde vederlagsfrit, havde sagsøgeren bevisbyrden for, at dette havde været tilfældet. Man fandt at der var en særlig bevisbyrde når der var tale om fuldtidsbeskæftigelse ligesom at man fremhævede interessefællesskabet.

Landsretten gav Skatteministeriet medhold og bemærkede at det under hensyn til beviskravene til domfældelse i straffesager ikke kunne føre til andet resultat, at Kriminalretten havde fundet det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at sagsøger havde oppebåret vederlag for sin indsats.

Den Juridiske Vejledning, afsnit A.C. 3.6. og A.C.3.5. omhandler advarsel og henstilling der gives på kontrolog straffeområdet.

En advarsel gives hvis der er konstateret en overtrædelse af skatteeller afgiftslovgivningen, men der efter omstændighederne ikke vil blive foretaget yderligere.

En sag kan kun afslutte med en advarsel, hvis der er realiseret et strafbart forhold, både med hensyn de objektive betingelser og med hensyn til de subjektive betingelser er realiseret et strafbart forhold, og

• når der i en sådan situation foreligger ganske særlige omstændigheder, kan der i stedet for straf gives en advarsel.

På straffe og bødeområdet anvendes advarsel ikke ved forhold af ordensmæssig karakter. Der giver man i stedet en henstilling

Mine bemærkninger

Det er min opfattelse at en gennemgang af de afgørelser og domme, som SKAT Tønder henviser til, giver et andet og mere nuanceret billede af praksis på området, end den som kommer til udtryk i afgørelsen fra SKAT Tønder.

A) Privatforbrugets betydning for konkrete forhøjelser/konkrete indsættelser

Man kan ikke ud fra den ene afgørelse/dom som SKAT Tønder har henvist til (TfS 2014, 667/SKM 2014, 526) konkludere at husstandens privatforbruget er uvæsentligt i forbindelse med en skattesag, når der ikke er tale skønsmæssige forhøjelser men forhøjelser med konkrete indsættelser på den skattepligtiges bankkonto.

Som  det  også  fremgår  af  denne  dom/afgørelse  havde  man  rent  faktisk fra skattemyndighedernes side anmodet om indsendelse af privatforbrugsopgørelser, og man foretog også en gennemgang heraf.

Når Landsretten konkluderede at sagsøger ikke havde dokumenteret, at have levet af opsparede midler, idet hans kontantindestående i perioden steg betydeligt, og heller ikke fandt det godtgjort at privatforbruget var finansieret ved optagelse af private lån, kan det dårligt tages som udtryk for andet, end at opgørelsen af sagsøgtes privatforbrug har haft betydning for sagen. Det var blot ikke muligt at opgøre privatforbruget korrekt, da man ikke havde oplysninger om transaktioner med den skattepligtiges udenlandske selskaber og udenlandsforhold i øvrigt.

I den konkrete sag har den skattepligtige A – ingen andre erhvervsmæssige interesser end sine beskæftigelsesforhold som alle er på lønmodtagerbasis og husstanden har ikke andre aktiver end den andelsbolig som også er deres bolig.

SKAT Tønder har ikke i forbindelse med sagens opstart anmodet A om at fremkomme med en opgørelse af husstandens privatforbrug og den afgørelse man traf den 27. marts 2015, samt det senere afslag på genoptagelse af skatteansættelsen man gav den 11. maj 2016, er givet uden at man på nogen måde havde kendskab til eller interesseret sig for husstandens privatforbrug.

I den konkrete sag er der fremlagt en opgørelse af husstandens formueforhold og privatforbrug for 2010 – 2015, som viser at husstandens årlige privatforbrug har ligget i størrelsesorden 280.000 – 340.000 DKK.

Der er her tale om opgørelser som er foretaget med udgangspunkt i de indkomst – og formueoplysninger som As arbejdsgivere og pengeinstitut m.v. har indberettet til SKAT, med undtagelse af 2015 hvor der er medtaget et privatlån fra venner på 150.000 DKK.

Optagelsen af dette lån, for hvilket der er udfærdiget behørige lånedokumenter, skal ses i lyset af at A og ægtefællen i 2015 indledte drøftelser med andelsboligforeningen om at erhverve nabolejligheden.

I den forbindelse påtog de sig en forpligtelse til at deponere betalingen på en spærret bankkonto.

Dette viser formueopgørelsen for 2015 også, idet man kan se at indestående i pengeinstitutter, herunder F1-bank, er ca. 260.000 DKK større end i de tidligere år. Midler der er tilvejebragt ved opsparing i året samt pågældende lån.

Som det fremgår af privatforbrugsopgørelserne for 2010 – 2013 har der været rigelig plads til at foretage de udlån som sagen for Landsskatteretten omhandler, idet der for en del af udlånenes vedkommende har været tale om lån som er ydet og tilbagebetalt i 2013.

I den afgørelse/dom SKAT har henvist til fandt Landsretten ikke at sagsøgers redegørelse for overførslerne var understøttet ved objektive kendsgerninger, i form af en nærmere specifikation/redegørelse af hvorfra og hvad overførslerne vedrørte.

I den konkrete sag fremlagde A overfor SKAT Tønder, sådan specifikation af hvem der havde foretaget indbetalingerne og det fremgår i vidt omfang også af selve kontospecifikationerne fra pengeinstituttet. Alle indbetalinger er foretaget fra personer der er bosiddende i Danmark.

Hvis SKAT Tønders ansættelse “stod til troende” og indsættelserne på de 358.981 DKK var at betragte som indtægter der var tilflydt husstanden skulle parret for 2013 have haft et privatforbrug på ca. 750.000 DKK.

Alene dette forhold indikerer at Straffeenhedens afvisning af sagen, hvorefter indsættelserne vedrører privatsfæren, er korrekt.

B) Dokumentationskrav vedrørende lån

SKAT anfører at der skal foreligge et lånedokument udfærdiget før låneoptagelsen og lånevilkår, herunder tilbagebetalingsog rentevilkår skal være dokumenteret, ligesom der skal være dokumentation for udbetaling og indfrielser.

Det fælles træk i de afgørelser og domme som SKAT Tønder har henvist til, som begrundelse for synspunktet om at der skal foreligge lånedokumenter, er at der er tale om skønsmæssige forhøjelser som er lavet fordi der er konstateret negative privatforbrug.

Det der kommer til udtryk i de nævnte afgørelser og domme er den tilbageholdenhed man efter praksis har, med at anerkende lån, som pågældende efterfølgende hævder at have optaget, til støtte og sandsynliggørelse af at dennes/husstandens privatforbrug ikke er negativt som hævdet af SKAT.

Som anført ovenfor er det ikke tilfældet her. A og ægtefællen havde for 2013 og årene 2010-2015 et årligt privatforbrug der, som anført ovenfor, ikke giver grundlag for at antage at der er tilført husstanden øvrige – skattepligtige – indtægter end det der fremgår af årsopgørelserne fra SKAT.

Derudover handler sagen for Landsskatteretten ikke om låneoptagelse. Det handler om tilbagebetalinger af tidligere ydede lån.

I modsætning til hvad der var tilfældet i de afgørelser og domme SKAT Tønder henviser til, kan den forhøjelse SKAT har foretaget, ikke forsvares med udgangspunkt i et negativt privatforbrug.

Dette anerkender SKAT også, idet man anfører at der er tale om konkrete forhøjelser, i form af beskatning af indsættelser. Man har imidlertid ikke konkretiseret hvad disse konkrete forhøjelser består af.

Når man vælger at beskatte A af disse indbetalinger kan det alene ske ud fra en betragtning om, at der er tale om – skattepligtige – gaver fra venner og bekendte.

Der er ikke påpeget noget familieforhold, kæresteforhold, eller anden form for interessefællesskab mellem A og de personer han har modtaget tilbagebetalinger fra. I skattemæssig henseende er der således tale om ikke-nærtstående personer uden for gavemiljø. Der ses heller ikke fra SKAT Tønders side, at have været noget fremme om at de pågældende indbetalere skulle have modtaget en modydelse fra As side.

I de afgørelser og domme SKAT Tønder henviser til, var der tale om indbetalinger i størrelsesorden 200300.000 DKK, og dermed beløb i en størrelsesorden hvor man normalt vil udfærdige lånedokumenter.

I den konkrete sag er der tale om udlån og udlæg hvor der for størstedelens vedkommende er tale om lån i størrelsesorden 1.000 – 5.000 DKK, og dermed beløb i en størrelsesorden som mange typisk ikke vil lave lånedokumenter eller særlige aftaler om.

SKAT Tønder har her anført at de 265.640 DKK, dvs. størstedelen, hidrører fra overførsler fra personer hvor det samlede indlån er højere. Bortset fra to overførsler på i alt 54.600 DKK, som også adskiller sig ved at være overført fra et selskab er det højeste der er overført fra enkelte personer 36.675 DKK, og der er tale om 13 overførsler. Kigger man på de enkelte gennemsnitlige overførsler ligger de i størrelsesorden 3-12.000 DKK.

For så vidt angår låneog rentevilkår skal det bemærkes, at det ikke er unormalt at lån laves på rentefri anfordringsvilkår, hvilket også skattemæssigt anerkendes når der er tale om lån mellem uafhængige parter (og familieforhold indenfor den såkaldte gaveafgiftskreds), jf. bl.a. Retssikkerhedsudvalgets redegørelse fra 1996.

C) Den strafferetlige behandlings betydning for skattesagen

Der er efter min opfattelse to relevante forhold i de afgørelser og domme som SKAT har henvist til:

• Landsskatteretten og domstolene udtaler i disse afgø-relser/domme, at det afgørende er, om det skatteretlige spørgsmål tillige kan anses for at være blevet afgjort i forbindelse med vurderingen af det strafferetlige spørgsmål. Dvs. om der med den strafferetlige stillingtagen er taget egentlig stilling til det skatteretlige spørgsmål. Hermed menes om den strafferetlige vurdering beror på en vurdering af selve det forhold som skattesagen vedrører, eller det i højere grad er en stillingtagen ud fra de bevismæssige forhold, eller mangel på samme, vurderet ud fra den strafferetlige bevisbyrde.

• I straffemæssig henseende er domstolene normalt be-tænkelige ved at anse den strafferetlige bevisbyrde for løftet i situationer hvor den skatteretlige ansættelse beror på skøn, hvilket netop også kommer til udtryk i de nævnte afgørelser/domme. Det kommer særligt til udtryk Byretten i Hernings dom fra 2007 (TfS 2007, 303), hvor man frifinder sagsøgte vedrørende de to indkomstår hvor skattemyndighederne ikke havde foretaget en egentlig gennemgang, men havde baseret skatteansættelserne på et skøn.

I den konkrete sag er der ikke tale om skøn eller skønsmæssige ansættelser hvad SKAT Tønder også fremhæver. Man beskatter nogle konkrete indsættelser.

Den afgørelse som SKATs straffeenhed har truffet er således ikke udtryk for at man har næret betænkelighed ved at udmåle et strafferetligt ansvar på grundlag af skønsmæssige ansættelser foretaget af skattemyndighederne. Der er heller ikke tale om en stillingtagen ud fra de bevismæssige forhold.

Hvis SKATs straffeenhed havde vurderet at A var skattepligtig af de foretagne indsættelser ville det uvilkårligt have medført at man havde rejst en sag, hvor der som minimum var blevet givet en advarsel, hvis man da ikke havde anset forholdet for groft uagtsomt eller forsætligt.

Det følger af Den Juridiske Vejledning aA.C.3.6. at en sag, hvor der er realiseret et strafbart forhold, såvel objektivt som subjektivt, kun kan afsluttes – uden bøde – hvis der gives en advarsel, i situationer hvor “unddragelsen” overstiger beløbsgrænserne.

SKATs straffeenheds afgørelse kan derved tages som udtryk for, at der ikke anses at være realiseret et strafbart forhold, eller konstateret nogen overtrædelse af skatteeller afgiftslovgivningen.

Det forhold at man afslutter sagen ved at give en henstilling om at det fremadrettet foranlediges at A kan godtgøre sine økonomiske aktiviteter, kan tages som udtryk for at det er konstateret, at A ikke i tilstrækkeligt omfang har kunnet dokumentere de foretagne indbetalinger på den private bankkonto, men at der kun har været tale om overtrædelser af ordensmæssig karakter.

Sagt med andre ord er det der kendetegner denne sag, at A er blevet bevidst om at man ikke blot kan foretage udlån og oppebære tilbagebetalinger af disse i privatsfæren, uden at der foreligger behørig dokumentation for de pågældende udlån og identifikation af indbetaler I virkelighedens verden har A lært, at han ikke skal foretage sådanne udlån, andet end mindre udlæg.

Efter min opfattelse bør Landsskatteretten i sin afgørelse af sagen hense til følgende forhold, hvorved man vanskeligt kan nå til anden konklusion end, at de indsættelser der er lavet på As private bankkonto, vedrører privatsfæren og således er den skattepligtige indkomst uvedkommende:

• A er lønmodtager og har aldrig deltaget i, eller været ejer af en erhvervsvirksomhed.

• Det er påvist at husstanden for perioden 20102015 har haft et privatforbrug i størrelsesorden 280.000 – 480.000 DKK, baseret på de selvangivne oplysninger, hvilket indikerer at de foretagne indsættelser ikke har karakter af indtægter i form af gave, indkomst eller andet.

• At der for de indsættelser på As konto som SKAT har foretaget beskatning af, DKK 358.981 DKK, foreligger identifikation af indbetalere, hvilket også illustreres af at SKAT har været i stand til at angive navn på indbetalerne, jf. afgørelsens side 1. Præcist som det var tilfældet i ovenstående dom fra Byretten, SKM 2012, 81. Her fandt man det godtgjort at der var tale om betaling fra sagsøgers moder, hvorfor der blev statueret gaveafgift.

• I den konkrete situation er der tale om indbetalinger fra personer, hvor der hverken er nogen familiær, erhvervsmæssig, eller nær tilknytning til A. I den  situation

er det SKAT der har bevisbyrden for at der skulle være ydet egentlige gaver, eller at der er tale om modydelser. Denne bevisbyrde ses SKAT på ingen måde at have løftet.

• at der – målt i forhold til den enkelte – har været ta-le om tilbagebetaling af mindre lån.”

På møde med skatteankestyrelsen har klager supplerende forklaret, at betalingerne på hans konti dækker over både tilbagebetaling af tidligere ydede lån og lån som han har taget hos andre. De lån han har ydet vedrører alt muligt – men bl.a. har flere af vennerne manglet penge til betaling af husleje og lignende. Da han først havde ydet lån til én ville alle de andre også låne, og han følte ikke kan kunne sige nej.

Det har været en dårlig forretning, da han har optaget dyre kviklån for at kunne udlåne dem gratis til vennerne. Men det er en del af hans kultur, at hjælpe, da de andre ikke engang har kunnet få de dyre lån, hvilket han kunne. Pengene stammer også fra hans kassekredit, hvor han kan trække op til 50.000 kr. Disse anser han ikke for sine egne penge – og i det omfang vennerne har haft behov for lån, så har de lånt dem rentefrit af ham.

Som opfølgning på kontormødet har klagers repræsentant indsendt følgende;

” Idet jeg henviser til den tidligere afholdte kontorforhandling, efterfølgende drøftelser samt Skatteankestyrelsens efterfølgende skrivelse, hvor der forespørges om oplysninger, som kan understøtte sagen kan jeg oplyse at jeg efter kontorforhandlingen tog kontakt til den ene af de to repræsentanter som deltog på mødet med SKATs straffesagsenhed. IK fra Straffesagsenheden har svaret på min forespørgsel den 2. oktober 2018. Her anfører hun som SKAT også tidligere har anført, at der i straffesager er en omvendt bevisbyrde i forhold til kontrolsager og at man vurderede ikke at kunne løfte den skatteretlige bevisbyrde. Endvidere at det ikke var obligatorisk at udsende mødereferat når en sag blev afsluttet med en henstilling.

I og med at der rent faktisk blev udsendt et mødereferat og bemærkningerne i svaret er meget generelle stiller jeg mig imidlertid tvivlende overfor om IK overhovedet kan huske sagen eller har gransket den nærmere i forbindelse med ovenstående svar. Det fremgår således tydeligt af mødereferatet at man lagde den skattepligtiges forklaring til grund, ligesom man på mødet oplyste at der ikke var nogen sag, idet man anså at der var tale om udlån af private midler som allerede var beskattet.

På den baggrund mener jeg der vil være god ide i at søge om aktindsigt med henblik på at få dette forhold nærmere belyst.

Den omvendte bevisbyrde som omtales i svaret, gælder særligt i relation til sager hvor skatteansættelsen er lavet efter skøn. I den konkrete sag er der ikke tale om skønsmæssige forhøjelser men om at SKAT har foretaget beskatning af konkrete indsættelser på As private bankkonto, hvilket SKAT også direkte anfører i afgørelsen og i de efterfølgende svar til os. I den situation ville Straffesagsenheden derfor have anlagt en sag og det forhold at man ikke gør det, kan kun tages som udtryk for det som man også sagde på mødet: at man ikke mener at der er nogen sag.

Der er heller intet som understøtter at disse indsættelser skulle være udtryk for skattepligtige indtægter. Tværtimod tilsiger forholdene vedrørende husstandens privatforbrug og de private forbrugslån, som blev optaget til at kunne foretage disse udlån, at der er tale om udlån som er finansieret af privatøkonomien, ligesom at tilbagebetalingerne er tilgået privatøkonomien igen.

SKAT har heller ikke anfægtet at husstandens privatforbrug i årene 2010-2015 har ligget i niveauet 289.219 – 482.271 DKK. Hvis husstanden vitterligt – som hævdet af SKATvar blevet tilført – skattepligtige – indtægter udover lønindkomsten fra de tre lønmodtagerjobs som A havde i perioden ville privatforbruget for 2013 ligge på 750.091 DKK. Afslutningsvist skal jeg bemærke at vi har forbeholdt os ret til retsmøde med Landsskatteretten hvorfor sagen ikke – alene – kan behandles af Skatteankestyrelsens sekretariat, medmindre man – som forventet – fremkommer med en kontorindstilling der giver os fuldt medhold i at SKAT ikke kan beskatte en person af vilkårlige indsættelser på en bankkonto når der ikke er øvrige forhold som underbygger at der skulle være tale om skattepligtige indtægter.”

Som svar på Skattestyrelsens udtalelse til klagesagen er der yderligere bemærket:

“”Klagesagen vedrører kontante bankindsætninger på klagers personlige bankkonto, hvorfor spørgsmålet er om disse indsætninger kommer fra låneforhold, beskattede midler eller ikke beskattede midler”.

Der er ikke kun tale om kontante indsættelser, herunder indsættelse af kontanter. Der er også tale om egentlige bankoverførsler fra afsenders bankkonto, hvorved man kan tale om et transaktionsspor.

Spørgsmålet som Landsskatteretten skal tage stilling til, er ikke om indsættelserne kommer fra låneforhold, beskattede midler eller ikke beskattede midler. Der er tale om indsættelser fra private bankkonti til As private bankkonto. A er lønmodtager og driver ikke selvstændig erhvervsvirksomhed.

Det Landsskatteretten skal tage stilling til, er derfor om man anser det for bevist og sandsynliggjort, at der er tale om overførsler som A er skattepligtig af

“Privatforbruget er med udgangspunkt i de foreliggende oplysninger for indkomståret 2013 – beregnet til 472.429,kr.” Privatforbruget for 2013 udgør, med den indkomstforhøjelse Skattestyrelsen har lavet, iflg. udtalelsen 831.410 DKK. For perioden 2011-2015 har privatforbrugene ligget i niveauet 289.019 – 397.347 DKK, hvorved der med Skattestyrelsens ansættelse er fremkommet et uforholdsmæssigt højt privatforbrug for indkomståret 2013.

“Uanset klagers oplysninger om mange rejser med familien og et stort forbrug, findes privatforbruget alene ikke at kunne anvendes (som) begrundelse for beskatningen”

Privatforbruget sammenholdt med privatforbruget i de øvrige omkringliggende indkomstår giver netop en formodning for, at der ikke er tilført A andre midler end de lønindkomster han er blevet beskattet af, jf. at privatforbrugene for de tidligere år levner plads til de foretagne udlån som indsættelserne vedrører.

Skattestyrelsen mener fortsat at der skal ske beskatning udfra de faktuelle oplysninger:

At der rent faktisk er indsat det pågældende beløb på klagers konto

Der foreligger ingen låne aftaler / gældsbreve

Transaktionssporet i forbindelse med de ydede lån er ikke dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort i et sådan omfang at klagers forklaringer kan lægges til grund.

Skattestyrelsen kan ikke beskatte en indsættelse på en privat persons bankkonto blot fordi man konstaterer at der er indsat eller overført et beløb på denne.

Skattestyrelsen bør uddybe hvad man mener med “det pågældende beløb”, jf. at man intet andet har at sammenholde med (og begrunde den foretagne ansættelse med).

Vi fastholder at hovedparten af de indsatte beløb er af en størrelsesorden hvor man normalt ikke vil lave egentlige lånedokumenter.

Det fremgår tydeligt hvem der har overført de pågældende beløb og hvornår de har gjort det. Bogføringslovens regler, herunder kravene om registrering af transaktioner gælder, alene erhvervsdrivende virksomheder.

Skattestyrelsens afgørelse af 2/11 2016, hvor klagers genoptagelsesanmodning afvises idet man ikke har fundet at der er fremlagt nye oplysninger i forhold til afgørelsen af 27/3 2015, anses at være fyldestgørende i forhold til forvaltningsog skatteforvaltningsloven.

Skattestyrelsen har netop ikke afvist at genoptage sagen. I afgørelsen af 2. november 2016 anføres det således indledningsvist “Vi har genoptaget sagen, men vores gennemgang har ikke givet anledning til ændringer”.

Jf. Skatteforvaltningslovens 26, stk. 2 kan nye oplysninger således være nye oplysninger af retlig eller faktuel karakter.

Spørgsmålet for Landsskatteretten er heller ikke om Skattestyrelsen afgørelse er fyldestgørende (eller ugyldig), men om Skattestyrelsens afgørelse er berettiget.

Herunder om Skattestyrelsen, overfor en tilfældig lønmodtager, kan beskatte denne af mindre beløb der er indgået på dennes private bankkonto 1) når vedkommende ikke, 3-4 år efter, kan fremlægge dokumentation herfor og 2) der ikke er noget i vedkommendes privatforbrug som tilsiger – og tværtimod taler imodat disse beløb skulle være udtryk for egentlige indtægter som er tilgået dennes privatforbrug.

Endvidere om der, i den skatteretlige vurdering af sagen, kan ses bort fra det faktum at man i strafferetlig henseende ikke har anset at der er en sag, jf. nedenfor.

Øvrige bemærkninger

Skattestyrelsen forholder sig ikke i udtalelsen til det faktum,

– at Straffeenheden har anerkendt at indsættelserne på As private bankkonto er private tilbagebetalinger af udlån foretaget af beskattede midler. I modsat fald havde man rejst en egentlig bødesag som følge af beløbets størrelse.

– at de forhold som bevisretligt adskiller en straffesag fra en skattesag vedrører sager med skønsmæssige forhøjelser.

Skattestyrelsen anfører netop i sin afgørelse, at der ikke er tale om en skønsmæssig forhøjelse men om beskatning af konkrete indsættelser på As private bankkonto.

Vi fastholder at Landsskatteretten, på samme måde som Straffeenheden gjorde det, bør anerkende at der er tale om udlån og tilbagebetaling af beskattede midler, hvorved de er indkomstansættelsen helt uvedkommende.”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om den er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, og der henvises til SKM2011.208H. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905H.

Låneforhold skal kunne dokumenteres eksempelvis ved fremlægges af lånedokumenter, aftaler om forrentning og afvikling af lån mv., jf. SKM2013.363.BR og SKM 2018,571 BR.

Det er skatteyderen der har bevisbyrden for, at der er tale om indtægter undtaget fra skattepligten, jf. SKM2010.131.ØLR.

For så vidt angår straffesager, er det skattemyndigheden, der har bevisbyrden for, at der er tale om anden skattepligtig indkomst.

I nærværende sag har klager oplyst, at indsætninger på hans konto stammer fra tilbagebetaling af lån fra venner samt optagelse af lån hos samme. Desuden er der transaktioner i forbindelse med køb og videresalg af telefonkort. Imidlertid findes der ingen objektive kendsgerninger, der kan understøtte dette.

Der er ikke udarbejdet lånedokumenter og klager har heller ikke nogen opgørelse over lånene, som kan understøtte hans forklaring. Han har forklaret, at der er tale om mindre beløb, men samlet beløber indsættelserne i 2013 sig til 358.981 kr. Der er derfor tale om indsætninger af en sådan størrelse, at det må kræves, at der kan redegøres for, at der er tale om allerede beskattede midler eller ikke skattepligtige beløb.

Klager har endvidere oplyst, at han har et højt privatforbrug, så det forhold, at privatforbruget er positivt og af en rimelig størrelse findes ikke at godtgøre, at der er tale om låneforhold, som ikke skal påvirke klagers skattepligtige indkomst, hvorfor den fremsendte privatforbrugsopgørelse ikke ændrer på vurderingen.

Det forhold, at straffesagen er bortfaldet ændrer ikke ved, at klageren er skattepligtig af beløbene, idet der gælder andre krav til bevisets styrke i straffesager end i skatteansættelsessager, jf. f.eks. SKM 2009, 172 VLR.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

…”

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A.

A har forklaret, at han er 48 år. Han kommer fra Y1-land. Han kom til Danmark i maj 1993. Han kom som flygtning sammen med andre fra Y1-land. De har et tæt sammenhold. De er som en familie, og de støtter hinanden. Sagsøger forklarede videre, at han er gift og har 3 børn samt et barn i Y3-land. Han har ingen uddannelse. Han har arbejdet med alt muligt. Han kører i dag bus og gør rent. Han forsøger sin familie her og sin familie i Y1-land. Han har optaget lån for at dække nogle behov, han og hans familie havde. Han har også lånt penge ud.

Foreholdt oversigt over indsættelser på hans konto, bilag 2, side 3, forklarede sagsøger, at der er overførsler til hans private konto. De stammer fra venner og familie i Danmark. De har betalt lån fra ham tilbage til hans private konto. Han har selv bedt dem om at overføre pengene til kontoen, så der var penge til at betale overtræk på hans masterkort, der var knyttet til en kassekredit, sidst på måneden eller den 1. i næste måned, når betalingerne blev trukket på kontoen. Han kan trække rentefrit på sit masterkort, men hævninger, der er sket inden den 20. i måneden, skal betales tilbage senest den 1. i næste måned. Overførslerne til hans konto stammer for en del fra tilbagebetaling af lån. Han har bedt sine venner tilbagebetale inden den 1. i måneden, så der var dækning for de penge, han havde hævet. Pengene stammer for en del også fra lån, han har optaget hos sine venner. De har aldrig underskrevet lånedokumenter. I deres kultur stoler de på hinanden. De indgik mundtlige aftaler.

Sagsøger forklarede videre, at navnene, der er anført ud for overførslerne, alle er folk, han kender. VK og MK er indkaldt som vidner, men de har ikke reageret. Hans kone, KC, overførte også penge til hans konto, men hun står ikke på listen i bilag 2, side 3. Det accepterede Skat, så de stregede hendes indbetalinger. Han havde hele regnskabet i hovedet. Han tænkte ikke, at der ville blive et problem. Han var naiv og havde tre job på en gang. De folk, der overførte penge til ham, kunne spores. Han har ikke tabt penge ved lånene, men nogle var længe om at betale. Hans venner lånte af ham, fordi de så op til ham og ikke selv kunne låne penge i banken. Ofte var det fordi, de skulle sende penge til deres familier i Y4-kontinent. Han hjalp sine venner. Han kan huske forløbet i 2013.

Adspurgt af sagsøgtes advokat forklarede sagsøger, at hans kones løn og børnefamilieydelser ikke fremgår af oversigten over indsættelser. Det er rigtigt, at han ind imellem måtte tage kviklån. Det var fordi, han havde lånt penge til sine venner. Det var en dårlig forretning, men han følte, han måtte hjælpe vennerne. Disse kviklån er optaget før 2013. Han ydede lånene, fordi han kunne låne rentefrit på sin kassekredit forudsat, at pengene blev betalt tilbage senest den 1. Aftalen med vennerne var blot, at de skulle betale tilbage, når de kunne. Der var ingen fast aftale om tilbagebetaling. Når han havde hævet på mastekortet, og man nåede frem til den 1. i måneden, opfordrede han dem til at sende, hvad de havde, for at dække “hullet”.

Foreholdt, at indbetalingerne er kommet løbende hen over månederne og ikke sidst på måneden eller den 1. i en måned, forklarede sagsøger, at de blot betalte, når de kunne. I praksis foregik det således, at han hævede kontanter og gav til vennerne. Han lagde også penge ud for betaling af telefonkort. Han sagde, at de skulle betale til hans lønkonto. Det var nemmere end at betale kontant. Nogle boede også langt væk. Han kunne ikke overføre penge fra sit masterkort, betale i butikker med det eller sætte penge ind. Pengene skal komme via hans lønkonto.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

“…

Ad In dubio pro reo

Det bemærkes, at Landsskatteretten har fundet, at der må sondres mellem bevisbedømmelsen i civilesåvel som straffesager, hvilket er korrekt eftersom princippet om in dubio pro reo medfører en uskyldsformodning, jf. EMRK, art. 6, stk. 2, og er en grundsætning i dansk ret, der dog ikke er nedskrevet i lovgivningen, jf. fx UfR 1988.948 V.

EMRK, art. 6, stk. 2 er krænket “if, without the accused having previously been proved guilty according to law, a judicial decision concerning him reflects an opinion that he is guilty.”, jf. JB, SM and JJ (1988, præmis 91).

I nærværende sag(kontrolsagen) foretages der en vurdering af de selvsamme omstændigheder, som straffeenheden subsumerede over i straffeenhedens vurdering.

Straffeenheden nåede frem til, at der ikke forelå strafbare forhold, jf. Bilag 2, s. 2. Dermed må afgørelsen ifølge Bilag 2 ikke afspejle den opfattelse, at sagsøger har gjort noget strafbart, hvilket vil være tilfældet, såfremt det ikke lægges til grund, at der foreligger låneforhold.

Baggrunden herfor er, at grundsætningen om “in dubio pro reo” alene finder anvendelse ved konstateringen af de almindelige gerningsbestemmelsers opfyldelse. Dette betyder bl.a., at tiltalte selv må dokumentere eller i det mindste sandsynliggøre tilstedeværelse af straffefrihedsgrunde, jf. PJ udtaler i Skatte & afgiftsstrafferet side 62 som gengivet i SKM2013.652.BR, hvor der ligeledes er henvist til SKM2004.316.VLR.

Sagsøger har ved forklaringerne ved mødet den 12. januar 2016 netop påvist straffrihedsgrunden materiel atypicitet, jf. Kommenteret straffelov – Almindelig del, VV m.fl., 10. omarbejdede udgave, 2013, s. 125-126 hvilket førte til, at sagen blev afsluttet med en henstilling, jf. Bilag 2. At den konkrete sagsbehandler IK efterfølgende den 2. oktober 2018 tilkendegiver, at der i straffesager som udgangspunkt er omvendt bevisbyrde i forhold til kontrolsager ændrer ikke herved, idet der foreligger en generel tilkendegivelse uden relation til nærværende sags specifikke indhold.

Såfremt man i nærværende sag når frem til, at straffrihedsgrunden ikke foreligger, vil man modsætningsvist nå den slutning, at sagsøger har foretaget en strafbar handling.

Dermed kan man i nærværende sag ikke nå frem til, at straffrihedsgrundene (altså låneforholdene) ikke foreligger, uden at dette vil være stridende imod in dubio pro reo, jf. JB, SM and JJ (1988, præmis 91). Det skal her præciseres, at in dubio pro reo netop ikke blot angår straffesagen, men også andre juridiske beslutninger herunder civile domme, hvilket eksplicit fremgår af det ovenfor citerede i JB, SM and JJ (1988, præmis 91). Sagsøgte henviser i duplik af den 6. marts 2020 til bemærkningerne i svarskriftet afsnit 3.3 vedrørende in dubio pro reo og supplerer med, at JB, SM and JJ (1988) fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrør en Y5-landsk straffesag og dermed ikke er relevant for nærværende sag, som er en civil sag.

Sagsøgte har i svarskrift af den 5. november 2019 henvist til U.2011.1458H, TfS 2000.80 V, TfS 2001.825 Ø og TfS 1999.103 V, hvorefter sagsøgte finder, at såvel opgivelse af at rejse strafferetlig tiltale som frifindende straffedomme ikke præjudicerer afgørelsen af den civile skattesag.

Ligeledes angiver sagsøgte i svarskrift af den 6. november 2019, s. 6:

“Bortset herfra er det af sagsøgeren anførte under alle omstændigheder uden betydning for sagen, idet undladelsen af at rejse strafferetlig tiltale ingen betydning har for den civilretlige vurdering af sagen, jf. ovenfor.” (egen fremhævning ved understregning)

Af NJ, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dansk ret, 2. udgave 2006, s. 191 (Bilag 5), fremgår:

“I sin yderste konsekvens måtte uskyldsformodningen føre til, at man i enhver henseende skulle anses som uskyldig, hvis man ikke var blevet dømt ved en domstol.

(…)

EMD har da også afvist en så absolut udlægning af uskyldsformodningen. Godt nok må man ikke lægge til grund, at en tidligere anklaget er skyldig, hvis han aldrig er blevet dømt, jf. JB, SM and JJ (1988, para. 91), hvorefter Artikel 6(2) er krænket, >>if, without the accused having previously been proved guilty according to law, a judicial decision concerning him reflects an opinion that he is guilty<<. Derimod er det ikke i alle tilfælde uforeneligt med Artikel 6(2), at der, trods frifindelse eller opgivelse af sagen før dom, træffes afgørelser baseret på en fortsat mistanke om skyld; dette synes kun absolut udelukket, hvor den anklagede er blevet frifundet på grund af utilstrækkelige beviser for, at han har begået kriminalitet.” (egen fremhævning af “i enhver henseende” ved understregning) (egen anvendelse af understregning, hvor der i det citerede er anvendt kursiv)

Spørgsmålet er herefter hvorledes retstilstanden er i de mellemliggende tilfælde, hvor uskyldsformodningen ikke er absolut, men hvor der ligeledes ikke foreligger en frifindelse på baggrund af utilstrækkelige beviser. Sagsøger skal dog allerede nu fremhæve, at en lignende situation tangeres i nærværende sag ifølge sagsøgtes opfattelse af retsfaktum ifølge Bilag 3 og 4, da følgende fremgår af svarskrift af den 5. november 2019, s. 6:

“SKATs straffesagsenhed opgav at føre en straffesag, fordi det blev vurderet, at den (strengere) strafferetlige bevisbyrde for, at sagsøgeren havde begået noget strafbart, ikke kunne løftes, jf. bilag 3 og 4.”

NJ belyser ikke nærmere de mellemliggende tilfælde, hvorved sagsøger i tilknytning hertil skal fremhæve følgende i KJ, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 4. udgave, 2017, s. 654-655 (Bilag 6):

“Det vil udgøre en krænkelse af uskyldsformodningen, hvis en domstolsafgørelse vedrørende en person, der er anklaget for en forbrydelse, udtrykker eller afspejler en opfattelse af, at vedkommende er skyldig, før end denne skyld er godtgjort eller bevist i overensstemmelse med loven. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at der er grund til at antage, at domstolen anser vedkommende

for skyldig, selvom der ikke foreligger en formel afgørelse herom. En sådan “domstolsafgørelse” kan træffes både forud for, i forbindelse med og efter den egentlige domfældelse i straffesagen.

(…)

Det kan udgøre en krænkelse, hvis en domstol begrunder en afgørelse i en civil sag på en måde, der sår tvivl om partens uskyld, selv om en straffesag mod parten er endt med påtaleopgivelse.” (egen anvendelse af understregning, hvor der i det citerede er anvendt kursiv)

Se endvidere KJ, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 4. udgave, 2017, s. 654-655, note 1427-1442 for den righoldige praksis, der lægger til grund for betragtningerne i øvrigt vedrørende domstolsafgørelser der afspejler skyld og mistanke, og herunder navnlig Teodor mod Rumænien, dom af 18.10.16, §§ 30-33 i note 1439. Primært er afgørelserne afsagt efter JB, SM and JJ (1988), hvorved sagsøger finder, at JB, SM and JJ (1988) afgørelse udgør det ledende præjudikat, hvor rationalet i præmis 91 mutatis mutandis har været anvendt i de nævnte relevante afgørelser.

Dermed er det ikke korrekt når sagsøgte angiver, at undladelsen af at rejse strafferetlig tiltale ingen betydning har for den civilretlige vurdering af sagen, jf. svarskrift af den 6. november 2019, s. 6.

Det er dog korrekt, at såvel opgivelse af at rejse strafferetlig tiltale som frifindende straffedomme ikke præjudicerer afgørelsen af den civile skattesag. Synspunktet modificeres dog af de ovennævnte og udførligt fremhævede caveat i retslitteraturen, idet Retten ikke uden videre i nærværende civilretlige sag kan formulere sine præmisser uden hensyntagen til uskyldsformodningen i et menneskeretligt lys.

Ad opfordring 1 og 2

Foruden at sagsøgtes opfordring 1 og 2 med rette burde have været opfordring A og B, skal sagsøger i relation til opfordring 1 bemærke, at en besvarelse heraf vil forelægge under hovedforhandlingen ved partsforklaringen.

Umiddelbart er det vanskeligt at afklare telefonisk og kræver en nærmere gennemgang mellem sagsøger og rettergangsfuldmægtig, som kræver fysisk samvær grundet sproglige udfordringer.

Det fysiske samvær er dog ikke muligt grundet corona.

I relation til opfordring 2 fremgår VK allerede af Bilag E, s. 2:

“Revisor har supplerende forklaret, at én af de personer, der figurerer på klagers kontoudtog, VK, tidligere har arbejdet hos ham. Han er startet som selvstændig – og lånet er formentlig taget i forbindelse med denne opstart eller i forbindelse med en flytning i 13/14.”

Vedrørende de bevismæssige temaer vil de angå den økonomiske relation mellem sagsøger og VK, såvel som en beskrivelse af det Y1-land netværket, som er angivet i Bilag E, s. 1.

I forhold til MK vil vidnetemaerne være de samme som for VK.

Ad Indkomst eller lån

Sagsøger finder ikke, at de konkrete indsættelser på sagsøgers konto udgør indkomst omfattet af indkomstbegrebet ifølge statsskattelovens § 4 og personskattelovens § 3.

Der er på intet tidspunkt hverken af SKAT eller landsskatteretten taget begrundet stilling til det anførte om, at sagsøgers kone har overført konens løn såvel som børnefamilieydelsen som familien modtager til sagsøgers konto.

Sagsøger finder, at der i lyset af den fri bevisbedømmelse efter retsplejelovens § 344, stk. 1, som næppe ændres af enkelte domme afsagt på det skatteretlige område må lægges vægt på, de nye beviser samt sagsøgers vidneudsagn således som disse vil udforme sig under hovedforhandlingen i overensstemmelse med og præciserende af sagsøgers udtalelser ved mødet den 12. januar 2016, jf. Bilag 2.

I øvrigt er sagsøgte uforstående overfor sagsøgtes argumentation, hvorefter en del af beløbene er skæve og således ikke skulle have en beløbsmæssig karakter, der indikerer, at beløbene har karakter af lån, jf. svarskrift af den 5. november 2019, s. 4. Der er umiddelbart intet til hinder for, at et lån kan bestå af et hvilket som helst beløb, og at indbetalingerne har en hvilken som helst størrelse, så længe indbetalingerne samlet svarer til lånebeløbet.

Yderligere er det irrelevant, at beløbene blev indsat løbende henover den konkrete måned, når betingelsen fra sagsøgers bank netop var, at tilbagebetalingen senest skulle ske i slutningen af måneden, sml. svarskrift af den 5. november 2019, s. 4. Selvom betalingerne sker løbende, er betalingerne således stadig sket inden slutningen af måneden, hvorved betingelsen er opfyldt.

Ad Sagsøger har ikke ændret forklaring

Blot fordi sagsøger i nærværende sag endnu ikke har fremhævet at have optaget dyre kviklån for at være i stand til at udlåne penge til sine venner, medfører dette ikke, at der foreligger en ændret forklaring.

Ved ikke at gentage disse yderligere og supplerende faktiske omstændigheder, kan det ikke sluttes modsætningsvist, at sagsøger herefter finder, at det ikke forholder sig således, at sagsøger har optaget dyre kviklån for at være i stand til at udlåne penge til sine venner.

Højesterets dom af 19. januar 2009, 114/2007 (SKM2009.124.HR), som blot stadfæster landsrettens dom i Østre Landsrets dom af 18. januar 2007, 4. afdeling, B2406-05 (SKM2007.143.ØLR), omhandler endvidere en partsforklaring i forbindelse med en hovedforhandling fra personen “A” og dermed ikke angivelser i et processkrift.

Tilsvarende kan fremhæves vedrørende UfR 2009.230 H, hvori angives:

“LP har supplerende forklaret bl.a., at WK boede i lejligheden fra primo januar 1995 til ultimo februar 1995. Hun flyttede ind, da de prøvede at få deres forhold til at fungere igen.

(…)

Han har ikke nærlæst sit supplerende processkrift for landsretten og har ikke hæftet sig ved, at der står, at han har beboet 1.-salen frem til 30. januar 1995. Det er en skrivefejl. Det er en fejl, når det oplyses, at han i februar 1995 boede i stuelejligheden. Han må have husket forkert. Lejligheden stod tom, da KT så lejligheden den 20. februar 1995, så på det tidspunkt boede han der ikke.” (egen anvendelse af understregning hvor der i dommen er anvendt kursiv)

Af UfR 2009.230 H fremgår således også, at et processkrift i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at fastslå at der foreligger en ændret forklaring. Der må ligeledes være en partsforklaring. Hertil kommer, at både UfR 2009.230 H og SKM2009.124.HR vedrør den situation at parten ændrer sin forklaring således at faktum gengives på to forskellige måder. I nærværende sag er faktum ikke gengivet på forskellige måder, herimod foreligger der blot supplerende faktum, som ikke ændrer det hidtidige faktum.

Følgerne af sagsøgtes rationale vedrørende angivelserne i et processkrift ville ligeledes i yderste konsekvens medfører, at alt skulle angives i henholdsvis stævning og svarskrift, ellers ville yderligere og supplerende faktiske omstændigheder fremhævet i nye processkrifter medføre, at der var ændret forklaring og dermed skærpet bevisbyrde.

AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER

På baggrund af ovenstående kan det således konkluderes, at SKAT og herefter Landsskatterettens afgørelser ikke er korrekte, og sagsøgte derfor skal anerkende nedsættelse af sagsøgers skattepligtige indkomstgrundlag med 358.981 kr. i indkomståret 2013.

…”

Skatteministeriet Departementet har i sit påstandsdokument anført følgende:

“… 

3.  ANBRINGENDER

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren har bevisbyrden for, at indsætningerne på hans bankkonto på i alt 358.981 kr., som sagsøgeren er blevet beskattet af, stammer fra allerede beskattede eller skattefrie midler eller vedrører beløb, der ikke tilkommer ham, og at sagsøgeren ikke har løftet denne bevisbyrde, hvorfor han skal beskattes af beløbene, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1.

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, og det påhviler skatteyderen at selvangive sin indkomst, jf. den dagældende skattekontrollovs § 1, stk. 1.

Det fremgår af udskrifter for sagsøgerens bankkonto for perioden 1. januar – 31. december 2013 (bilag D), at der i indkomståret 2013 løbende er blevet indsat adskillige større beløb, uden at det er muligt at identificere hvad beløbene vedrører. I løbet af indkomståret 2013 er der således – blandt andet – indsat 358.981 kr. fordelt på 88 indsætninger, jf. opregningen i SKATs afgørelse (bilag 2, side 3-5), som er de konkrete indsætninger, sagsøgeren er blevet beskattet af i denne sag.

Da de omhandlede beløb er indsat på sagsøgerens bankkonto, er det klare udgangspunkt, at indsætningerne må anses for skattepligtige indtægter for sagsøgeren, medmindre sagsøgeren godtgør, at beløbene hidrører fra allerede beskattede eller skattefrie midler eller vedrører beløb, der ikke tilkommer ham, jf. f.eks. U.2009.163 H, U.2010.415/2 H og SKM2016.327.ØLR.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet, og det er derfor med rette, at sagsøgeren er blevet beskattet af indsætningerne.

Sagsøgeren har gjort gældende, at de omhandlede indsætninger dels vedrører tilbagebetaling af lån (afsnit 3.1), dels vedrører hans kones løn og børnefamilieydelser til sagsøgerens familie (afsnit 3.2), jf. stævningen, side 2. Herudover har sagsøgeren påberåbt sig princippet in dubio pro reo (afsnit 3.3).

3.1 Sagsøgeren har ikke godtgjort, at indsætningerne dækker over tilbagebetaling af lån

Sagsøgeren har anført, at indsætningerne på hans konto blandt andet vedrører tilbagebetaling af lån til venner og familie (stævningen, side 2, pkt. 1), dog uden at specificere hvilke konkrete indsætninger der ifølge sagsøgeren er tilbagebetaling af lån.

En forklaring om, at et modtaget beløb vedrører tilbagebetaling af lån, kan kun lægges til grund, hvis forklaringen er tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, jf. f.eks. U.2009.476/2 H og U.2011.1599 H.

Sagsøgeren har ikke fremlagt dokumentation i form af skriftlige låneaftaler med beskrivelse af lånevilkårene eller anden objektiv dokumentation for, at indsætningerne vedrører lån.

Sagsøgeren har forklaret, at han ikke fandt det nødvendigt at udarbejde lånedokumenter, da udlånene blev finansieret gennem overtræk på sagsøgerens bankkonto, og da overtrækket og udlånene var rentefrie, hvis overtrækket og lånene var dækket henholdsvis tilbagebetalt inden næste måned (stævningen, side 2, pkt. 1).

Denne forklaring bestrides som udokumenteret. Sagsøgeren har intet fremlagt, som støtter forklaringens rigtighed.

Sagsøgerens forklaring er ikke understøttet af oplysninger om pengestrømme – tværtimod.

De indsatte beløb modsvares ikke af hævninger eller overførsler af tilsvarende beløb fra sagsøgerens bankkonto, som kan dække over udbetaling af de hævdede lån til sagsøgerens venner og familie. Der er i det hele taget ingen dokumentation for sagsøgerens udbetaling af de hævdede lånebeløb.

Sagsøgerens forklaring stemmer heller ikke overens med, at de omhandlede beløb er blevet indsat på sagsøgerens konto løbende hen over månederne (bilag 2, side 3-5, og bilag D) og altså ikke i slutningen af månederne, hvor beløbene, som Skatteministeriet forstår sagsøgerens forklaring, angiveligt senest skulle være tilbagebetalt på kontoen, så sagsøgeren undgik at betale renter af det overtræk, der havde været på kontoen i løbet af måneden.  

Hertil kommer, at en del af beløbene er “skæve” og således ikke har en beløbsmæssig størrelse, der indikerer, at beløbene har karakter af lån. Eksempelvis er der den 2. februar overført 840 kr., og den 28. februar er der overført 1.040 kr., jf. bilag 2, side 3-5, og bilag D.

I øvrigt er det også udokumenteret, at sagsøgeren som hævdet har haft adgang til at foretage et rentefrit overtræk på sin konto, hvis blot overtrækket var dækket inden næste måned.

Da sagsøgerens forklaring om, at de indsatte beløb vedrører tilbagebetaling af lån, på ingen måde er bestyrket af objektive kendsgerninger – nærmere tværtimod – er det med rette, at han er blevet beskattet af indsætningerne som skattepligtige indtægter.

3.2 Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at indsætningerne vedrører hans kones løn eller børnefamilieydelser

Sagsøgeren har anført, at en del af indsætningerne på sagsøgerens konto vedrører hans kones løn, som konen har overført til sagsøgerens konto, samt børnefamilieydelser (stævningen, side 2, pkt. 2, og side 4, 5. afsnit).

Sagsøgeren er som nævnt ovenfor blevet beskattet af de indsætninger på hans konto, jf. bilag D, som er opregnet i SKATs afgørelse af 27. marts 2015 (bilag 2, side 3-5). Det fremgår af sagsøgerens kontoudtog (bilag D), at der er overført følgende beløb med posteringsteksten “KC, Y6-BOPÆL, Y2-BY”, der, som Skatteministeriet forstår det, er sagsøgerens kone:

Dato:

Beløb:

01.01

3.800,00

18.01

9.000,00

31.01

15.000,00

28.02

6.000,00

28.03

7.000,00

15.04

3.500,00

19.04

9.500,00

30.04

9.000,00

31.05

6.000,00

29.06

7.000,00

10.07

400,00

20.07

9.000,00

01.08

6.000,00

01.09

6.000,00

01.10

5.000,00

19.10

7.000,00

31.10

6.000,00

29.11

6.500,00

Ingen af disse beløb er blandt de indsætninger, som sagsøgeren er blevet beskattet af i denne sag, jf. bilag 2, side 3-5.

Sagsøgeren har ikke specificeret, hvilke konkrete indsætninger som ifølge sagsøgeren vedrører konens løn og børnefamilieydelser. Skatteministeriet opfordrede derfor i svarskriftet, side 5, sidste afsnit, sagsøgeren til dels at specificere, hvilke indsætninger som ifølge sagsøgeren dækker over overførsler af konens løn og modtagne børnefamilieydelser, dels fremlægge dokumentation herfor i form af lønsedler for sagsøgerens kone og kontoudskrifter for konens bankkonto, hvortil lønnen er blevet indbetalt og derfra overført til sagsøgerens konto, samt opgørelser eller lignende fra de relevante myndigheder vedrørende den hævdede udbetaling af børnefamilieydelse.

Sagsøgeren besvarede ikke Skatteministeriets opfordring i sin replik, hvilket ministeriet fremhævede i duplikken, side 1, næstsidste afsnit.

Opfordringen er fortsat ikke besvaret.

Det bestrides på den baggrund som udokumenteret, at de indsætninger, som sagsøgeren er blevet beskattet af, helt eller delvist skulle vedrøre overførelser fra sagsøgerens kone af hendes løn eller modtagne børnefamilieydelser. Der er – på trods af Skatteministeriets gentagne opfordringer – intet fremlagt til støtte for sagsøgerens forklaring herom. Det burde være en enkel sag for sagsøgeren at fremkomme med den efterspurgte specifikation og dokumentation, som ville kunne dokumentere hans forklaring.

3.3 Den stedfundne beskatning er ikke i strid med princippet in dubio pro reo

Skatteministeriet forstår sagsøgerens processkrifter sådan, at sagsøgeren gør gældende, at den stedfundne beskatning af sagsøgeren er i strid med princippet in dubio pro reo.

Princippet in dubio pro reo er først og fremmest et strafferetligt princip, der følger af EMRK artikel 6, stk. 2, og som indebærer, at der er en formodning for uskyld, når en person anklages for en lovovertrædelse i en straffesag.

Den foreliggende sag er ikke en straffesag, men en civil sag om, hvorvidt sagsøgeren skal beskattes af indsætninger af en række beløb på hans bankkonto. En afgørelse i den foreliggende sag om, at sagsøgeren skal beskattes af de indsatte beløb, ændrer ikke på den nævnte formodning for, at sagsøgerne ikke har begået noget strafbart, allerede fordi afgørelsen af den foreliggende sag ikke indebærer en afgørelse af, om sagsøgeren har handlet (groft) uagtsomt eller forsætlig. Dertil kommer, at der jo netop ikke er rejst en straffesag mod sagsøgeren i anledning af de omhandlede forhold, og der er dermed ikke nogen straffesag, som den foreliggende sag kan få betydning for.

Sagsøgeren påberåber sig Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 6. december 1988 i sagen JB, SM and JJ (sag 10590/83) til støtte for sit synspunkt om, at princippet in dubio pro reo ikke kun har relevans for straffesager.

Den påberåbte dom ændrer ikke på afgørelsen af den foreliggende sag, allerede fordi hverken SKATs afgørelse eller Landsskatterettens afgørelse om, at sagsøgeren er skattepligtig af de omhandlede indsætninger på sagsøgerens bankkonto, “reflects an opinion that he is guilty”, jf. dommens præmis 91. Der er således ikke tale om, at SKAT eller Landsskatteretten ved afgørelserne lægger til grund – eller at afgørelserne i øvrigt udtrykker eller afspejler en opfattelse af – at sagsøgeren er skyldig i en strafbar handling, hvilket SKAT og Landsskatteretten da heller ikke har kompetence til at tage stilling til.

En dom fra retten i den foreliggende sag om, at sagsøgeren er skattepligtig af de omhandlede indsætninger i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse, vil heller ikke være udtryk for eller afspejle en opfattelse af, at sagsøgeren har begået en strafbar handling.

Det forhold, at en straffesag er endt med frifindelse eller påtaleopgivelse, er ikke til hinder for, at en domstol i en civil sag foretager en selvstændig pådømmelse af de faktiske forhold, der lå til grund for tiltalen eller sigtelsen, jf. også det af sagsøgerens fremlagte litteraturuddrag i bilag 6, side 3, højre spalte.

Det følger således også af fast retspraksis, at såvel opgivelse af at rejse strafferetlig tiltale som frifindende straffedomme ikke præjudicerer afgørelsen af den civile skattesag, jf. eksempelvis U.2011.1458H, TfS 2000.80 V, TfS 2001.825 Ø og TfS 1999.103 V.

Princippet in dubio pro reo og EMRK artikel 6, stk. 2, er på den baggrund ikke til hinder for, at sagsøgeren beskattes som sket.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Det lægges efter de foreliggende oplysninger til grund, og er heller ikke bestridt af sagsøger, at der på sagsøgers bankkonto er indsat beløb svarende til den af skattemyndighederne foretagne forhøjelse af sagsøgers indkomst for indkomståret 2013.

Henset til at der løbende over en længere periode er indsat mange beløb af en sammenlagt betragtelig størrelse på sagsøgers konto, påhviler det sagsøger at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler.

Efter bevisførelsen finder retten ikke, at sagsøger har godtgjort, at de omhandlede beløb hidrører fra tilbagebetalinger af lån, som han har ydet venner, og/eller lån, som han selv har optaget. Retten har herved lagt vægt på, at sagsøgers forklaring herom ikke er bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af lånedokumenter, oplysninger om pengestrømme eller nogen anden dokumentation. Det bemærkes, at sagsøgers forklaring om, at man i hans kultur stolede på hinanden og derfor ikke indgik skriftlige aftaler om lånene, ikke kan føre til et andet resultat, da det skatteretlige dokumentationskrav gælder uanset kulturel baggrund.

Det forhold, at sagsøger har bevisbyrden for, at de omhandlede indsættelser på hans bankkonto stammer fra allerede beskattede eller skattefrie midler indebærer, at den omstændighed, at Skats straffesagsenhed afsluttede sagen med en henstilling og uden sanktion, er uden betydning for den civilretlige vurdering af sagen.

Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr. Skatteministeriet er ikke momsregistreret.

THI KENDES FOR RET:

Skatteministeriet Departementet frifindes.

A skal til Skatteministeriet Departementet betale sagsomkostninger med 35.000 kr.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.