Du har båret dig for dumt ad reglen er nok en lidt provokerende benævnelse for principper, der ikke umiddelbart er lovfæstet, men følger af praksis på en række områder.

Du har båret dig for dumt ad reglen er min egen benævnelse for en række handlinger, der i Skattestyrelsens optik er så ”dumme” at de skal være for skatteyderens egen regning, eller sagt på anden vis, samfundet skal ikke være med til at betale en del af regningen i form af fradrag, for de tab der lides.

Lad mig komme med et par eksempler:

Vi har et grundlæggende princip om, at der kun er fradrag for underskud, der er oparbejdet, som led i erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand. Anses den underskudsgivende aktivitet ikke for erhvervsmæssig i skattemæssig forstand kan underskuddet ikke fratrækkes.

Og, det er her, Du har båret dig for dumt ad reglen kommer ind i billedet. Hvis jeg nu f.eks. fantaserede mig til, at der må være en guldrandet forretning i drømmetydning for hunskildpadder under 1 år, og afholder en lang række udgifter for at drive en virksomhed indenfor dette område, ja så vil jeg ganske givet ikke kunne få fradrag for underskuddene, når det efter en periode, højest overraskende, viser sig, at en sådan forretning ikke er gangbar.

Dette tilfælde er selvfølgelig karikeret, men illustrativt for problemstillingen: Er en aktivitet startet på et så løst grundlag og uden nogen reel udsigt til at blive overskudsgivende (hvad det selvfølgelig er nemt for Skattestyrelsen at påstå, eftersom en sag alene vil opstå, hvis aktiviteten reelt set har givet underskud) ja, så er der ikke fradrag for underskuddet, eller sagt på anden vis, du har båret dig for dumt ad til at få fradrag, og har man båret sig så letsindigt ad, så betaler man selv hele regningen.

Et andet eksempel kan f.eks. være fradrag for tab på fordringer. Der er efterhånden utallige sager om borgere, der er blevet snydt af Internetsvindlere, og tabt mange penge.

Her kommer Du har båret dig for dumt ad reglen igen i spil, idet mange af sagerne er tabt, blandt andet fordi debitorerne ikke er kendte, hvilket selvfølgelig er en ret væsentlig del af konceptet, idet de kriminelle i sagens natur gør alt for at undgå at blive opdaget.

Landsskatteretten har i en række sager afvist fradrag blandt andet ud fra en betragtning om, at der skal være tale en fordring, der kan gøres gældende ved domstolene, hvilket ikke er muligt, da man ikke ved, hvem den reelle debitor er. Igen, har du overført betydelige midler uden at sikre dig i nødvendigt omfang, kommer vi tilbage til princippet: det er så letsindigt, at du selv må betale hele regningen.

Et tredje eksempel kan være skattefrie godtgørelser. Har du f.eks. lavet det fineste og bedste kørselsregnskab, der opfylder alle betingelserne og sørget for, at det bliver kontrolleret, risikeres alligevel beskatning, hvis der er fejl i kontrollen.

Altså en afart af, Du har båret dig for dumt ad reglen, idet Skattestyrelsen ikke tillader mange fejl, hvis nogen overhovedet. Man kan med andre ord være for ”dum” til efter Skattestyrelsens opfattelse af kunne gennemføre en kontrol, der er effektiv nok iht. Skattestyrelsens krav til standarder – ironisk nok.

Et fjerde eksempel, der bliver mindre og mindre relevant, er de erhvervsdrivende, der ligger inde med store kontantbeholdninger, der overstiger, hvad driften tilsiger.

Ovenstående er naturligvis karikerede eksempler, og kun udtryk for ganske få af de tilfælde, hvor Du har båret dig for dumt ad reglen kommer i spil, og lidt provokerende sat op, men essensen af tankegangen er ganske valid, idet der er en klar tendens til, at praksis i en række tilfælde har lagt sig fast på, at der er grænser for, hvor ”dum” en adfærd samfundet skal være med til at finansiere igennem fradrag for tab og underskud.

Pointen med ovenstående er grundlæggende set at opfordre til at gennemtænke transaktioner og aktiviteter, der kan risikere at ende ud med underskud, som der ønskes fradrag for, en ekstra gang, og altid have Du har båret dig for dumt ad reglen i baghovedet:

Hvad vil tredjemand, der uden at vide det, og uden at have været involveret i beslutningen om transaktionen / aktiviteten, tænke om efterfølgende at skulle være med til at betale en del af tabet?  

Det er i realiteten det man beder om, når man ønsker fradrag m.v. for en aktivitet, der er gået galt, og det er klart, at tredjemand (Skattestyrelsen) i en række tilfælde nægter at være med, pakket ind i skatteretlige termer som: ikke erhvervsmæssig virksomhed, ikke udslag af sædvanlig driftsrisiko, ikke et krav, der kan gøres gældende ved domstolene osv. osv.

Alt sammen pæne betegnelser for, hvad der reelt er på spil: du har båret dig for dumt ad til at kunne få fradrag – og må tage hele tabet selv!