Skatteretten er fyldt med fristregler, herunder fristregler for Skattestyrelsen til at foretage ansættelser, genoptage indkomstår, både ordinære og ekstraordinære, klagefrister, frister for anlæggelse af sager, og en uendelig række af andre frister.

Men, hvad så, når sagen er slut, ved domstolene, og skatteyderen vinder – ?

Se, det er det interessante, idet skattesager ved domstolene anlægges som såkaldte anerkendelsessøgsmål, det vil sige, at Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at skatteyderen skal have medhold i sin påstand.

Får skatteyderen ret heri, skal der efterfølgende ske en ansættelse af skatteyderens indkomst, moms eller afgiftstilsvar.

Og, det er her, de dyre lærepenge kommer i spil, hvis ministeriet taber, og sagen er principiel. I de tilfælde, hvor sagen udløser en praksisændring, udarbejdes et styresignal, der beskriver hvordan retstilstanden nu skal forstås og administreres og henset til, at myndighederne har tabt, vil det medføre nedsættelser af skat, moms eller afgifter.

Eller sagt med andre ord, skatteyderen skal have pengene tilbage, og det er med renter der ligger på + 8 % p.a., hvilket sådan set er fair nok, eftersom vippen vipper den anden vej, hvis myndighederne har krav på efterbetaling.

Problemstillingen er blot, at der ikke er nogen, frister for, hvornår myndighederne skal have styresignalet klart således at Skattestyrelsen kan administrere efter den nye praksis, og at der i den periode der går fra dommen er afsagt og indtil styresignalet er klart, påløber renter, der kan undgås / reduceres, hvis man er hurtig med at få styresignalet klar.

Det burde være relativt oplagt, at forrentning af krav med 8 % gør, at man opper sig for at den periode, hvor der sker forrentning, bliver så kort som det overhovedet er muligt, i og med at der er tale om mange, mange penge.  

Dette gælder idet en praksisændring jo netop gør, at alle der har været omfattet af den nu underkendte praksis har krav på genoptagelse, enten ordinær, eller ekstraordinær, således at de beløb, der trækker renter hurtigt, bliver meget, meget høje.

Men, er der så et problem? Tjah, lad os se på et par eksempler:

Genoptagelse – praksisændring som følge af SKM2018.5.VLR – ”fyrer i kombination” – affaldsvarme-, tillægs- og CO2-afgift ved forbrænding af affald samt energi- og CO2-afgifter ved forbrænding af andre brændsler. Dommen blev afsagt af Vestre Landsret d. 26. oktober 2017, og styresignalet offentliggjort d. 17. marts 2020.

Højesteret afsagde d. 4. oktober 2018 dom i en sag, der underkendte Skattestyrelsens ret til at tilbagekalde tilladelse til en skattefri omstrukturering. Styresignalet blev offentliggjort d. 18. december 2020.

Genoptagelse – praksisændring vedr. overskudsvarmeafgift, når overskudsvarmen afsættes. Skatterådets bindende svar af d. 24. oktober 2017, Styresignal d. 3. april 2020.

El-patronordningen – genoptagelse og ændring af praksis vedrørende dokumentation for mængden af varme fremstillet ved anvendelse af afgiftspligtigt brændsel og afgiftspligtig elektricitet – praksis underkendt af Landsskatteretten d. 6. september 2018, styresignal d. 31. marts 2020

Som det ses, går der ofte årevis før Styresignalerne er klar – og der er mange flere eksempler end ovenstående, og Skattestyrelsen herefter kan begynde at administrere iht. den nye praksis, og få sagerne afgjort. I alt den tid forrentes skatteydernes krav med + 8 %, hvilket med det renteniveau vi har i samfundet p.t. unægtelig, er en ganske god forrentning.

Problemstillingen er blot, at det påfører samfundet temmelig store udgifter, og det undrer mig såre, at der ikke er mere fokus på, at få styresignalerne offentliggjort ASAP, henset til, at der i øvrigt inden for skatteretten, som jeg startede med at skrive, er regler for alt mellem himmel og jord.

Det kunne være uhyre interessant at se en oversigt over, hvor mange (unødvendige) renter skatteyderes krav har trukket i den periode, hvor myndighederne har arbejdet på styresignalerne, eller sagt på en anden måde, hvor mange penge der i snit kan spares for hver dag, sagsbehandlingstiden reduceres. Min påstand er, at det er mange gange, de udgifter der medgår til at speede processen op.