Det kommer vel dårligt som en overraskelse for nogen, at det nye ejendomsvurderingssystem er blevet forsinket og mange, mange gange dyrere end oprindeligt planlagt.

Det er ligeledes for ganske nyligt kommet frem, at præcisionen i vurderingerne ikke ligefrem er prangende, ligesom de løbende driftsudgifter bliver meget høje. Faktisk ser det pt. ud til, at det kun er 69 % af vurderingerne der ligger inden for den 20 % sikkerhedsmargin, som der er lagt ind i vurderingerne.

Dette synes ikke overraskende, henset til, at automatiserede vurdering af boliger er en meget vanskelig opgave, henset til det nærmest uanede antal parametre, der skal tages højde for.

To huse, der ligger ganske, ganske tæt, kan have voldsom stor forskel på værdien afhængig af om der er vandudsigt, eller ej, samt et nærmest uendeligt antal øvrige parametre, som det er uhyre vanskeligt maskinelt at tage højde for.

Derfor opererer man jo også med denne ret betydelige sikkerhedsmargin for at undgå en tsunami af klagesager, således at vurderingen under alle omstændigheder ligger i et meget bredt spænd for de ca. 2.2 mio. ejendomme, systemet skal kunne håndtere.

Det rejser det helt grundlæggende spørgsmål, hvorfor bruge flere mia. kroner på at udvikle et system, der alligevel ikke er specielt præcist, og hvor der ganske givet vil blive meget betydelige løbende driftsudgifter, pt. arbejder omkring 500 mand på projektet, og spørgsmålet er, hvor mange der bliver behov for, for at vedligeholde og opdatere systemet, 50, 100, 150, 200 eller endnu flere, vi ved det ikke.

Har man overhovedet overvejet det manuelle alternativ?

Det virker ikke sådan, da der tilsyneladende har været et ensidigt ønske om at digitalisere og automatisere området.

Men, hvorfor egentligt?

Hvad ville det koste at ansætte et korps af vurderingsmænd, der løbende kunne vurdere landets ejendomme med minimum den grad af præcision, som det nye ejendomsvurderingssystem?

Forestiller vi os 250 vurderingsmænd, der vurderer 10 ejendomme om dagen, vil de kunne være igennem alle landets ejendomme hvert 4 år. Min påstand er, at behovet endog er mindre end 250, når først ejendommene er vurderet én gang, da de fremover alene skal reguleres. Derfra skal yderligere fratrækkes de ejendomme, som sælges mellem uafhængige parter, hvor den objektive værdi kan konstateres. Det skal selvfølgelig kontrolleres, da der kan være handler mellem nærtstående.

Men, lad os holde os til 250 vurderingsmænd, med omkostninger på kr. 500.000 pr. mand, altså 125 mio. kr. årligt. Gad vide om driftsomkostningerne til ejendomsvurderingssystemet når det endeligt er færdigudviklet overhovedet kan holdes på dette niveau?

Det kræver ikke speciel meget erfaring for professionelle vurderingsmænd at vurdere en ejendom med 20 % nøjagtighed, hvis de har kendskab til det område, hvor ejendommen er beliggende, er min påstand. Det forekommer ej heller som en opgave, der burde være voldsomt tidskrævende, hvis kravene til præcision ikke er højere.

Man kunne kombinere dette med, at der i forbindelse med salg blev efteropkrævet f.eks. 5 års manglende skatter, tilbagereguleret med den gennemsnitlige udvikling i kvadratmeterpriserne, hvis det viste sig, at ejendommen har været vurderet for lavt og omvendt, hvis vurderingen har været for høj. Dermed bliver der ikke behov for nye vurderinger i tide og utide, men kun hvert 5 år. (- rent bortset fra, at dette ganske givet ville medføre risiko for fusk med salgspriserne i en mindre række tilfælde, men det er en helt anden snak.)

Hvad ville det koste med vurderingsmænd, hvis staten selv ansatte dem, sammenholdt med udviklingsomkostningerne og de løbende driftsomkostninger til det digitale system?

Hvad ville man få ind i merprovenu ved vurderinger, der var mere præcise end den 20 % sikkerhedsmargin, som man nu er tvunget til at operere med?

Hvor mange ressourcer kan spares i klagesystemet i forbindelse med de automatiserede vildskud? Dette gælder særligt, hvis differencen mellem vurderingerne og den reelle konstaterede salgsværdi (dog ikke til nærtstående) udmønter sig i regulering af betalte ejendomsskatter.

Min påstand er, at man kunne få mere præcise vurderinger for færre penge og langt færre klager, når det endelige regnestykke gøres op.