Dato for udgivelse

21 Apr 2021 11:07

Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal

25 Mar 2021 22:32

SKM-nummer

SKM2021.220.ØLR

Myndighed

Østre Landsret

Ansvarlig styrelse

Motorstyrelsen

Sagsnummer

BS-53858/2019-OLR

Dokument type

Dom

Overordnede emner

Skat

Overemner-emner

Processuelle bestemmelser

Emneord

Autocamper, sikkerhed, afgiftskrav, erkendt, ikke bestå, erstatningsansvarlig, beslaglæggelsesperioden.

Resumé

Sagen drejede sig om erstatning for beslaglæggelse af en autocamper, som var beslaglagt til sikkerhed for et afgiftskrav, som senere viste sig ikke at bestå.

Landsretten fandt, at forældelsesfristen ikke kunne anses for foreløbigt afbrudt i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 2, ved, at den erstatningssøgendes advokat havde rettet henvendelse til SKAT og rejst kravet. Da den erstatningssøgende desuden ikke havde bevist, at der har været tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet, var forældelsen heller ikke foreløbigt afbrudt i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 5.

Landsretten fandt derfor – i modsætning til byretten – at kravet var forældet og frifandt derfor Skattestyrelsen.

Reference(r)

Forældelseslovens § 21

Henvisning

Den Juridiske Vejledning 2021-1, afsnit A.A.9.5.1


Parter

Skattestyrelsen 
(v/Kammeradvokaten v/advokat Søren Horsbøl Jensen)

mod

A

(v/advokat Finn Roger Nielsen)

Københavns Byret har den 24. juni 2019 afsagt dom i 1. instans (sag BS-12639/2018-KBH).

Landsdommerne Louise Saul, Karen Hald og Ulrich Vorstrup Rasmussen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande
Appellanten, Skattestyrelsen, har med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket byrettens dom og gentaget sin påstand om frifindelse således, at indstævnte, A, til Skattestyrelsen skal betale 40.324,06 kr., subsidiært et lavere beløb, med tillæg af renter fra den 27. november 2019, til betaling sker.

Det er oplyst, at Skattestyrelsen har opfyldt byrettens dom ved til A at betale domsbeløbet med tillæg af renter og sagsomkostninger med i alt 40.324,06 kr., og at Skattestyrelsens påstand for landsretten således er et krav om tilbagebetaling af dette beløb med tillæg af renter fra indgivelsen af ankestævningen den 27. november 2019.

A har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen tilpligtes til hende at betale 43.498,18 kr., subsidiært et mindre beløb, men større end det af byretten fastsatte beløb, alt forrentet med 8 % p.a. fra den 22. januar 2017, til betaling sker. Mest subsidiært har A påstået stadfæstelse og frifindelse for Skattestyrelsens tilbagebetalingspåstand.

As principale påstand for landsretten svarer beløbsmæssigt til den nedlagte påstand for byretten, men skal forstås således, at der påstås krav om godtgørelse for tort, i det omfang landsretten ikke måtte give hende medhold i de øvrige krav, som var gjort gældende for byretten.

Sagsfremstilling

A kvitterede den 30. august 2012 over for det daværende SKAT for beslaglæggelse samme dag i medfør af toldlovens § 83 af hendes bil, en Mercedes reg.nr. Q1, som var indregistreret på nedsat registreringsafgift efter reglerne for campere. Af kvitteringsskrivelsen fremgår bl.a., at beslaglæggelsen skete “til sikkerhed for betaling af bøde, afgifter og eventuelle sagsomkostninger.”

SKAT traf den 14. november 2012 afgørelse om opkrævning af 173.370 kr. i registreringsafgift. Sidst i afgørelsen blev det anført, at “sagen efterfølgende vil blive overdraget til SKATs juridiske afdeling til vurdering af et evt. strafansvar.”

A betalte den 30. januar 2013 den yderligere registreringsafgift og fik den 8. februar 2013 bilen udleveret. A indbragte den 11. februar 2013 SKATs afgørelse for Landsskatteretten. Det er oplyst, at der aldrig er indgivet politianmeldelse af A.

Landsskatteretten stadfæstede den 20. april 2016 SKATs afgørelse, og A indgav herefter den 16. juni 2016 stævning mod Skatteministeriet med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at SKATs og Landsskatterettens afgørelser skulle ophæves, og den af A indbetalte ekstra registreringsafgift skulle tilbagebetales.

Ved byrettens dom af 13. december 2016 blev As påstand taget til følge, efter at Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle under sagen.

I en mail af 15. december 2016 besvarede Skatteministeriets advokat en henvendelse fra As advokat og anførte bl.a., at man snarest muligt ville indbetale sagsomkostningsbeløbet til As advokat, og at SKAT ville stå for tilbagebetaling af den omhandlede ekstra registreringsafgift. Endvidere blev det anført, at hvis A mente at have et erstatningskrav mod SKAT, skulle henvendelse herom ske til SKAT, idet advokaten alene var bemyndiget til at repræsentere Skatteministeriet under den anlagte retssag.

Samme dag bad As advokat om oplysninger om, hvortil han skulle rejse et erstatningskrav. Dette blev samme dag besvaret af Skatteministeriets advokat, der foreslog, at kravet blev sendt til det kontor hos SKAT, der havde truffet afgørelsen om beslaglæggelsen, idet dette kontor formentlig kunne videresende kravet til rette kontor.

Den 22. december 2016 sendte As advokat et krav til SKAT i anledning af bl.a. værditab, afholdte udgifter til forsikring og vægtafgift samt lagerleje. Ved besked af samme dag til A meddelte SKAT, at beløbet for ekstra indbetalt registreringsafgift, 173.370 kr., samt transport- og lagerlejeomkostninger, 16.466 kr., var anvist til udbetaling, ligesom der ville blive beregnet rentegodtgørelse af beløbene frem til udbetalingstidspunktet.

Den 6. september 2017 oplyste SKAT, at der nu var anvist tilbagebetaling for afholdte udgifter til henholdsvis prøveplader (100 kr.), G1 omregistreringssyn (440 kr.) og nye nummerplader (1.380 kr.), i alt 1.920 kr. Af brevet fremgik endvidere, at “Erstatningskrav i øvrigt er under behandling.”

Den 25. september 2017 afviste SKAT, Juridisk Administration, over for As advokat at betale erstatning. Afvisningen er sålydende:

“Omkostninger i forbindelse med beslaglæggelse af camper – As krav om erstatning – SKATs tilkendegivelse

I henvendelse af 22. december 2016 har du som repræsentant for A (herefter AA) krævet erstatning i forbindelse med beslaglæggelse af hendes autocamper af mærket Mercedes, registreringsnummer Q1, stelnummer XXX…………61. Du  har opgjort krav for en række poster til 46.618,14 kr. og 3.119,71 kr.

Du har vedlagt domsudskrift af 13. december 2016, beregning af procesrente i perioden 8. februar 2013 til 12. januar 2017, Rigsadvokatens meddelelse af 8. januar 2014 om Erstatning i henhold til retsplejelovens kapitel 93 a og kammeradvokatens mail af 15. december 2016 om visse beløb.

SKAT anser de ovennævnte krav for AAs erstatningskrav på i alt 49.737,85 kr. Den 12. januar 2017 kvitterede vi for modtagelsen af kravet, der behandles af Juridisk Administration under journalsag nr. xx-xxxxx3.

SKAT kan ikke imødekomme kravet om erstatning.

Civilret og erstatningsret
I sager om erstatning anvendes civilretlige regler. Du kræver erstatning og skal derfor bevise/godtgøre, at betingelser for erstatning er opfyldte, herunder at SKAT har et ansvar, og at AA har lidt et erstatningsberettiget tab.

SKAT er som part i den civile sag om erstatning ikke forpligtet til at medvirke til oplysning af sagen. Vi giver loyalt gerne vores eventuelle, faktiske oplysninger, som vi formoder, at du ikke kender, og som efter vores skøn har betydning for vurdering af ansvar eller tab. Vi vurderer din argumentation og dokumentation i lyset af SKATs oplysninger om hændelsesforløbet og tager stilling til kravet om erstatning i en tilkendegivelse. Erstatningskravet kan indbringes for domstolene.

Retspraksis har fastlagt en række betingelser for erstatning. Der er i lovgivningen særregler på visse, begrænsede områder. SKAT har ikke pligt til at vejlede om gældende regler om erstatning. Vi har overordnet nævnt de almindelige betingelser for, at der foreligger et erstatningsansvar:

    • Der skal foreligge et ansvar. SKAT skal som hovedregel have udvist culpa; der er dog enkelte bestemmelser om objektivt ansvar, f.eks. i forbindelse med, at hunde har lavet skader. Culpabegrebet er udtryk for, at en adfærdsnorm er overtrådt, og at adfærden kan bebrejdes; der foreligger dog ikke i sig selv et ansvarsgrundlag, fordi der ikke er handlet optimalt. Retspraksis om culpa kan ikke sammenfattes til en præcis beskrivelse.
    • Ansvaret må ikke kunne fortrænges af egen skyld hos skadelidte.
    • Der skal være årsagssammenhæng mellem SKATs fejl og den lidte skade.
    • Skaden skal være en påregnelig følge af fejlen.
    • Der skal være lidt et tab i erstatningsmæssig forstand. Det er fx SKATs opfattelse, at rentereglerne gør udtømmende op med kompensation for fravær af kapital, og derfor er udgift til overtræksrente på en kassekredit ikke et tab erstatningsretligt.
    • Skadelidte skal have begrænset tabet mest muligt.

SKATs beskrivelse af hændelsesforløbet

    • 18. – 23. december 2016 tilbagebetalte SKAT indbetaling for omkostningerne ved afhentning og lagerleje angående camperen på 6.982,50 kr., 4.500,00 kr. og 3.483,75 kr. og indbetaling for registreringsafgift med renter.

6. SKATs begrundelse og resultat
Herefter meddeler SKAT vores tilkendegivelse i sagen:

Principielle forhold
SKATs beslaglæggelse af AAs camper er ikke sket som led i strafferetlig forfølgning. Det er derfor vores opfattelse, at AAs erstatningskrav i brevet af 22. december 2016 skal behandles af os, da vi har kompetencen vedrørende krav om erstatning fra SKAT, der ikke efter retsplejeloven hører under Rigsadvokaten.

Ansvarsgrundlag

Om afgørelserne om beslaglæggelse og om yderligere registreringsafgift

Vi gør opmærksom på, at AA accepterede beslaglæggelsen og ikke ønskede den indbragt for retten, og at der efterfølgende ikke er påvist et ansvar for SKAT.

Skat finder det ikke godtgjort, at der i denne sag i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder som forudsætning for, at SKAT har handlet culpøst.

Tab
SKAT har til din omkostningsopgørelse oplyst, at AAs betalinger for omkostningerne afhentning og lagerleje på hhv. 6.982,50  kr., 1.500,00 kr., 4.500,00 kr. og 3.483,75 kr., i alt 16.466,25 kr. er blevet tilbagebetalt af SKAT.

Med hensyn til AAs betaling af omkostninger til prøveplader, omregistreringssyn og nye nummerplader på hhv. 100,00 kr., 440,00 kr. og 1.380,00 kr. har den pågældende enhed oplyst, at den nu betaler disse beløb på i alt 1.920,00 kr. plus renter tilbage til AA; der henvises til SKATs brev af 6. september 2017.

Til kravet for omkostning på 1.391,88 kr. ved oprettelse af banklån, bemærker vi, at det er den almindelige regel i dansk ret, at såkaldt “tab”, som følge af skadelidtes manglende likviditet ikke erstattes. Et tab ved oprettelsen af lån er derfor ikke et tab i erstatningsmæssig henseende.

Også på ovennævnte grundlag afvises krav for disse opgjorte omkostninger, da der ikke foreligger noget tab angående disse poster.

Vi vurderer, at der ikke i materialet fra dig foreligger tilstrækkelig beskrivelse af og dokumentation for de angivne tab vedrørende køretøjets værdi, vægtafgift og forsikring og for opfyldelse af tabsbegrænsningspligten; vi bemærker, at fx krav for værditab indgår i flere poster. Også på denne baggrund afvises disse krav.

Øvrige betingelser for erstatning
… På dette grundlag finder vi det ikke dokumenteret, at betingelserne om årsagssammenhæng og påregnelighed (kausalitet og adækvans) er opfyldte i denne sag, og vi tager herefter ikke på nuværende stilling til, hvorvidt der faktisk kan være udvist egen skyld.

Det videre forløb
Denne tilkendegivelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, heller ikke i SKAT. Såfremt I måtte ønske at fortsætte sagen, henvises I derfor til at indbringe sagen for domstolene. SKAT tager forbehold for ethvert yderligere argument.”

A indbragte kravet for domstolene ved stævning af 12. april 2018. Byretten traf den 10. december 2018 afgørelse om, at kravet ikke var forældet og afsagde den 24. juni 2019 den indankede dom.

A har støttet sit krav om erstatning for værditab på en graf fra Bilbasen.dk, der viser, hvor hurtigt en bil i gennemsnit mister værdi. På den lodrette akse angives således værditabet i procent fra 1 til 100, mens bilens alder fra 1 til 12 år angives på den vandrette akse. Fra en bil er 1 til 12 år gammel, falder dens værdi således ifølge grafen gennemsnitligt fra 81 % til 16 % i forhold til nyprisen.

Forklaringer

IV har afgivet supplerende forklaring for landsretten og herunder forklaret navnlig, at bilen vist var 5 år og 8-9 måneder gammel, da den blev beslaglagt. På baggrund af bilens alder kan man af grafen fra Bilbasen.dk se, hvad værditabet har været i den angivne periode. Der er sammenfald indenfor få promiller mellem SKATs beregninger og grafen. Grafen viser i øvrigt, at man i starten af ejerskabet har et relativt stort værditab på en bil. Grafen viser også, at bilen ved udlevering fra SKAT i februar 2013 havde en mindre værdi, end den havde ved beslaglæggelsen i august 2012. Han mener at have lidt et tab, fordi de ikke i den periode, hvor SKAT havde beslaglagt bilen, havde nytteværdi af den. Beslaglæggelsen har endvidere forkortet bilens levetid, da den ikke blev brugt i et halvt år. Der er endvidere flere udgifter forbundet med at have en gammel bil.

Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten, herunder både de anbringender der blev gjort gældende i forbindelse med byrettens afgørelse af 10. december 2018 om forældelse, og de anbringender, der blev gjort gældende i forbindelse med den indankede dom.

Skattestyrelsen har herudover om forældelse anført, at man er enig med byretten i, at forældelsesfristen skal regnes fra beslaglæggelsen den 30. august 2012 og derfor som udgangspunkt udløb den 30. august 2015, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Skattestyrelsen er endvidere enig med byretten i, at fristen blev afbrudt ved klagen til Landsskatteretten den 11. februar 2013 og ved sagens indbringelse for retten den 16. juni 2016, og at forældelse således tidligst indtrådte 1 år efter dommen af 13. december 2016, det vil sige den 13. december 2017, medmindre A forinden havde afbrudt forældelsesfristen på ny. Skattestyrelsen er imidlertid uenig med byretten i, at A ved brevet af 22. december 2016 “indbragte” erstatningskravet for en administrativ myndighed i § 21, stk. 2’s forstand, og at forældelse derfor indtrådte 1 år efter, at SKAT den 25. september 2017 gav meddelelse om sin “afgørelse”. Det er således en forudsætning for § 21, stk. 2’s anvendelse, at den administrative myndighed ved lov er tillagt kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen, hvilket netop ikke er tilfældet for Skattestyrelsen i sager om erstatning på civilretligt grundlag. Det spiller ingen rolle for spørgsmålet om forældelse, om erstatningskravet er stiftet ved en skadegørende forvaltningsakt eller ej.

Kravet er heller ikke suspenderet efter forældelseslovens § 21, stk. 5, idet der ikke er indledt forhandlinger mellem parterne. Retspraksis kræver således meget for, at der er tale om reelle forhandlinger, hvilket slet ikke er tilfældet her. Endvidere skal Skattestyrelsen have udvist imødekommenhed i forhold til de enkelte krav, hvilket man heller ikke har gjort her.

Hvis landsretten måtte finde, at As erstatningskrav ikke er forældet, har Skattestyrelsen taget bekræftende til genmæle for så vidt angår kravet om afsavnserstatning, mens de øvrige krav bestrides.

Over for As påstand for landsretten om betaling af godtgørelse for tort har Skattestyrelsen anført, at der i nærværende sag hverken er sket tvangsfuldbyrdelse eller frihedsberøvelse, ligesom A ikke har været udsat for strafferetlig forfølgning. Der er derfor ikke hjemmel til at tilkende hende godtgørelse for tort efter principper i retsplejelovens § 505, § 1018 b eller § 1018h. Under alle omstændigheder er kravet ikke fremsat for domstolene inden for 3-månedersfristen i § 505, stk. 3. Det bestrides endvidere, at der på andet grundlag er krav på godtgørelse, ligesom et eventuelt krav er forældet.

A har herudover anført, at en eventuel forældelsesfrist på 1 år fra byrettens dom af 13. december 2016 i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 2, må anses for suspenderet, idet SKATs behandling af kravet og afgørelsen af 25. september 2017 fremstår som en afgørelse, som i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 2, er truffet af en kompetent myndighed. Skattestyrelsen må anses for at have accepteret en sådan suspension af forældelsen, mens sagen blev behandlet hos Skattestyrelsen. Subsidiært har der været tale om et forhandlingsforløb, jf. § 21, stk. 5, hvor A med rette har fæstet lid til suspension af forældelsesfristen. Desuden kan den verserende behandling af kravet hos Skattestyrelsen gennem længere tid, hvorunder der er udbetalt aconto, anses som en suspensiv hindring i medfør af forældelseslovens § 14.

Endvidere er det for landsretten gjort gældende, at der som følge af det uberettigede tvangsindgreb svarende til en uberettiget gennemført fogedsag eller arrestforretning skal betales godtgørelse for tort i medfør af princippet i retspleje lovens § 505, § 1018 h og § 1018 b, jf. også erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, idet indgrebet har medført en langvarig ulempe udover, hvad der er omfattet af tortbegrebet. Kravet må tillige anses for at indeholde en delvis kompensation for ulempe, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Det forhold, at A ikke klagede over beslaglæggelsen, kan ikke afskære hende fra at kræve erstatning for tab, tort, forstyrrelse eller ulempe.

A har endelig for så vidt angår sagsomkostningerne anført, at det i fald, hun får medhold, må tillægges betydning, at sagen er juridisk kompleks navnlig i relation til forældelse. Skattestyrelsen kan ikke få medhold i sin betalingspåstand, som henset til sagens principielle karakter må reduceres med sagsomkostningerne, hvis Skattestyrelsen får medhold.

Landsrettens begrundelse og resultat
A har som følge af den uretmæssige beslaglæggelse af hendes bil den 30. august 2012 rejst erstatningskrav for afsavn, afholdte udgifter til oprettelse af lån, værditab, afholdte udgifter til vægtafgift og forsikring samt godtgørelse for tort.

Sagen handler for landsretten i første række om, hvorvidt As krav er forældet. Hvis kravet ikke er forældet, skal der dernæst tages stilling til, om og i hvilket omfang der er grundlag for de enkelte erstatningsposter, idet Skattestyrelsen dog i så fald ikke har bestridt kravet vedrørende afsavnserstatning.

For så vidt angår spørgsmålet om forældelse bemærkes indledningsvis, at byrettens dom af 10. december 2018, hvorefter kravet ikke var forældet, rettelig skulle have været afsagt i kendelsesform.

Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. For så vidt angår fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold, regnes forældelsesfristen fra skadens indtræden, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4. Efter § 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år.

Den skade, som A kræver erstatning for, er følgerne af den uretmæssige beslaglæggelse af hendes bil. Da A i umiddelbar forlængelse af beslaglæggelsen kunne konstatere følgerne heraf, må skaden anses for indtrådt ved beslaglæggelsen. Forældelsesfristen på 3 år for erstatningskravet begyndte således at løbe fra beslaglæggelsen den 30. august 2012.

A afbrød imidlertid foreløbigt forældelsesfristen ved sin klage over SKATs afgørelse til Landsskatteretten den 11. februar 2013, jf. forældelseslovens § 21, stk. 2, og efterfølgende ved at indbringe Landsskatterettens afgørelse for domstolene, jf. § 21, stk. 1. Forældelse indtrådte herefter tidligst 1 år efter byrettens dom af 13. december 2016, det vil sige den 13. december 2017.

Spørgsmålet er herefter, om forældelsesfristen kan anses for foreløbigt afbrudt i medfør af forældelseslovens § 21, stk. 2, ved, at As advokat den 22. december 2016 rettede henvendelse til SKAT og rejste kravet. Af de særlige bemærkninger til § 21, stk. 2, fremgår bl.a., at den omstændighed, at sagen skal være »indbragt« for en administrativ myndighed, indebærer, at det er en forudsætning, at den pågældende myndighed har kompetence til at træffe realitetsafgørelse i sagen. Da Skattestyrelsen ikke som administrativ myndighed er tillagt kompetence til at træffe realitetsafgørelse vedrørende As krav, der hviler på erstatning på civilretligt grundlag, er forældelsesfristen således ikke afbrudt i medfør af § 21, stk. 2.

Spørgsmålet er dernæst, om forældelsesfristen kan anses for afbrudt i medfør af lovens § 21, stk. 5, hvorefter forældelse tidligst indtræder et år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for afsluttet, såfremt der inden forældelsesfristens udløb er indledt forhandlinger mellem skyldneren og fordringshave re. Af de særlige bemærkninger til § 21, stk. 5, fremgår bl.a., at der skal være tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet eller grundlaget for dette således, at kreditor har føje til at antage, at det ikke er nødvendigt at iværksætte retslige skridt for at undgå forældelse. Det følger af Højesterets dom af 7. november 2019 optrykt i UfR 2020.191, at der ved vurderingen heraf navnlig kan lægges vægt på, om skyldneren har tilkendegivet en sådan grad af imødekommenhed over for det fremsatte krav, at der for fordringshaveren var rimelig udsigt til, at parterne ville kunne nå en forligsmæssig løsning. Endvidere fremgår det af forarbejderne til § 21, stk. 5, at kreditor som udgangspunkt har bevisbyrden for, at der er indledt forhandlinger.

Landsretten finder, at A ikke har bevist, at der har været tale om egentlige forhandlinger mellem parterne om kravet. A har derfor ikke haft føje til at antage, at det ikke var nødvendigt at iværksætte skridt for at undgå forældelse. Dette gælder, selvom Skattestyrelsen ved brevet af 6. september 2017 meddelte, at man havde betalt en mindre del af As krav.

Da forældelsesfristen heller ikke på andet grundlag er suspenderet, herunder på grund af en hindring, som ikke beror på As forhold, jf. forældelseslovens § 14, finder landsretten, at As erstatningskrav i anledning af beslaglæggelsen var forældet, da hun den 12. april 2018 indbragte kravet for domstolene.

Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til, om der i øvrigt måtte være grundlag for de af A rejste krav.

Landsretten ændrer på denne baggrund byrettens dom således, at Skattestyrelsen frifindes.

Som følge heraf, og da landsretten ikke finder grundlag for at imødekomme As synspunkter i forhold til tilbagebetaling af sagsomkostninger, skal A tilbagebetale det beløb, som hun har modtaget i anledning af byrettens dom. Dette beløb udgør ubestridt 40.324,06 kr.

Landsretten tager på denne baggrund Skattestyrelsens principale påstand til følge.

Efter sagens værdi, forløb og udfald skal A i sagsomkostninger for begge retter betale 45.620 kr. til Skattestyrelsen. 44.000 kr. heraf er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms, og 1.620 kr. er til dækning af retsafgift.

T H I  K E N D E S  F O R  R E T :

Skattestyrelsen frifindes.

A skal til Skattestyrelsen tilbagebetale 40.324,06 kr. med tillæg af renter fra den 27. november 2019, til betaling sker.

I sagsomkostninger for begge retter skal A inden 14 dage betale 45.620 kr. til Skattestyrelsen. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.