SKAT havde oprindelig i 2012 truffet afgørelse om, at overførsler mellem sagsøgerne var indkomstskattepligtige. Efterfølgende viste det sig, at overførslerne var gaveafgiftspligtige.  

Ved afgørelse af 18. marts 2016 foretog SKAT en skønsmæssig ansættelse af gaveafgift for indkomstårene 2008-2010, jf. boafgiftsloven § 26, stk. 3. Hjemmelen til foretagelse af skønsmæssig ansættelse af boafgift blev indført ved Lov nr. 1354 af den 21. december 2012, men bestemmelsen havde først virkning for gaver modtaget fra den 1. januar 2013. Spørgsmålet var, om SKATs afgørelse skulle anses som en nullitet, eller om afgørelsen blot var anfægtelig.  

Retten fandt ikke, at manglen ved SKATs afgørelse var så åbenbar, at den medfører nullitet. Retten lagde i den forbindelse afgørende vægt på, at SKAT faktisk på det pågældende tidspunkt i medfør af boafgiftslovens § 26, stk. 3, var kompetent til at foretage skønsmæssige ansættelser af gaveafgift, for så vidt angår afgiftspligtige gaver, der opfyldte ikrafttrædelsesbestemmelsens krav til deres tidsmæssige foretagelse. Retten lagde endvidere vægt på, at den bestemmelse, der blev uretmæssigt anvendt af SKAT, vedrører en myndigheds kompetence og funktionsmåde og ikke umiddelbart eksistensen af en ret eller pligt for borgeren. Da der ikke var tale om en tilsidesættelse af væsentlige interesser, var manglen heller ikke grov.   

Forfaldstidspunktet for gaveafgiften var henholdsvis den 1. maj 2009, 1. maj 2010 og 1. maj 2011, jf. boafgiftslovens § 30, stk. 1, jf. § 26, stk. 1.  

Retten fandt, at SKAT først i forbindelse med det oplysningsgrundlag, der forelå ved en afgørelse af 15. februar 2016 fra Landsskatteretten, havde den fornødne kundskab til sagsøgernes status af samlevende, hvorfor forældelsesfristen på 3 år i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 1, skulle regnes fra den 15. februar 2016, jf. § 3, stk. 2. Retten fandt endvidere, at klagen over SKATs afgørelse af 18. marts 2016  – og Landsskatterettens afgørelse af 11. juni 2019 – vedrørte fordringens størrelse, og at betingelsen i forældelseslovens § 21, stk. 2, om, at sagen skal være “indbragt” for en administrativ myndighed, er opfyldt, når Landsskatteretten faktisk træffer realitetsafgørelse på grundlag af klagen, uanset at det senere fastslås, at skattemyndighederne under de konkret foreliggende omstændigheder ikke var kompetente.   

Da Skatteministeriet havde anlagt sag mod sagsøgerne den 10. juni 2020 med henblik på at pålægge disse at indgive gaveanmeldelser for gaverne ydet i indkomstårene 2008, 2009 og 2010, var forældelsen herved afbrudt.  

Skatteministeriet blev herefter frifundet.