Regeringens seneste initiativer i forhold til grøn omstilling, viser igen, at biler der tankes med fossile brændsler, bliver dyrere, og at elbilerne tilgodeses.

Dette er naturligvis en politisk beslutning, men det er umiddelbart svært at se, at en Porsche Taycan Turbo med 625 hk og en egenvægt på 2.305 kg. redder mange isbjørne.

Og, det er den helt store udfordring med elbilerne, mange af dem ligger i en prisklasse, som er uden for rækkevidde for den almindelige dansker, eller i hvert fald over det niveau mange ønsker at anvende på en pendlerbil.

Realistisk set er det dog ikke en Porsche Taycan Turbo, eller en Tesla S 100P, der anvendes af pendlere, der meget ofte kører i billige biler, hvor værditabet ved nedslidningen er håndterbart.

Omvendt vil investering i store og dyre elbiler, jo ikke gavne miljøet, i og med at de ofte, se f.eks. på Bilbasen, ikke kører nær så mange kilometer, som de ældre pendlerbiler – og det er jo de gamle udslidte og forurenende biler, der kører mange kilometer, der bør udskiftes først.

Mit forslag er derfor, at vi bruger skattesystemet til at hjælpe denne udvikling på vej, og hvordan kan vi så gøre det?

For det første ved vi, hvor mange kilometer, der pendles til/fra arbejde, i og med at det fremgår af de fradrag der er givet for kørsel til/fra arbejde. Denne nødvendige kørsel giver det efter min opfattelse, mening at understøtte.

Dette gælder særligt for borgere bosat i områder med dårlig offentlig transport. De oplysninger har vi tilfældigvis også tilgængelige i og med, at det fremgår af folkeregistret – og Skattestyrelsens oplysninger, hvor folk er bosiddende.

Dernæst kan man vælge at understøtte lavindkomstgrupperne, der vælger at pendle til og fra arbejde, oplysningerne herom fremgår af årsopgørelserne, og er således også tilgængelige.

Dernæst kan man evt. begrænse en ordning til de personer, der har været registreret ejer af en gammel udtjent og forurenede bil i f.eks. mere end 1-3 år (for at undgå misbrug) og de oplysninger er meget belejligt tilgængelig i CMR-registret og i forbindelse med syn af bilerne, hvor man kan se, hvor gamle bilerne er, hvor meget de har kørt og hvor meget de forurener.

Med andre ord, alle oplysningerne er tilgængelige for at kunne lave en nålestiksløsning, der meget præcist vil kunne fjerne de ældste og mest forurenede biler på vejene, og vel at mærke de biler, hvor ejeren har et reelt behov for en bil, og ikke blot har den for sin egen fornøjelses skyld. Man kan yderligere lave ordningen, hvor det er lavindkomstgrupperne, der tilgodeses.

Laver man en sådan ordning undgår vi, at det er den nordsjællandske direktør der køber en Porsche Taycan for sin egen fornøjelses skyld, uden afgifter, og uden nogen miljømæssig gevinst henset til, hvor få kilometer sådan en bil kører.

Derfor giver det selvfølgelig mening, at en ordning derudover alene tilgodeser elbiler, der er miljømæssigt optimale, og ikke direktørens Porsche Taycan, som i sagens natur er langt mindre grøn end en mindre elbil.

Med andre ord, ejerafgift på elbilerne, der er målrettet hvor meget de forurener, således at de mindst grønne belastes betydeligt hårdere end de reneste modeller – som vi kender det fra fossile biler, samt højere afgift på disse forholdsvist meget forurenende elbiler.   

Henset til, at elbilerne er billigere i brændstof og vedligehold, vil der allerede der være en besparelse, men udfordringen er naturligvis købsprisen, som vil gøre, at mange ikke vil kunne skifte, med mindre der er en yderligere støtte.

En mulighed kunne være, at staten ganske simpelt lavede en ordning, hvor borgere der opfyldte ovenstående betingelser, f.eks. en skattepligtig indkomst på under kr. 200.000, en bil, der har kørt mere end 250.000, er mere end 12 år gammel og som har mere end 10.000 km. kørsel til/fra arbejde, kunne leje en bil af godkendte leverandører – altså biler der opfylder de krav staten stiller, og at staten ydede et tilskud, der modsvarer den merpris, den månedlige betaling ville medføre, f.eks. i forbindelse med et øget befordringsfradrag.

Med andre ord, staten ville kunne sige, at de leverandører, der kunne stille med en elbil, der opfylder de normer man nu ønsker til en pris på maksimalt det beløb, man nu finder er det korrekte, vil kunne komme på en positivliste over godkendte biler til ordningen.

Det skal nok presse leverandørerne ned i en rimelig pris, hvis de vidste at de kunne komme på en statsgodkendt positivliste, med en meget lang række potentielle kunder.

Dermed vil udgiften være neutral (eller så tæt på, som staten ønsker) for borgeren, og man sikrer at de midler der anvendes på den grønne omstilling fuldstændig præcist, går til at udskifte de biler, der forurener mest, som kører mest, og anvendes der, hvor der er et reelt behov.

Som reglerne er nu, er der langtfra nogen som helst garanti for, at de omkostninger, vi anvender giver nogen reel gevinst, i og med at produktion af elbilerne udgør en stor miljømæssig belastning, og købes de som supplement til eksisterende køretøjer, udskiftning af nyere køretøjer og kører elbilerne ikke særligt mange kilometer, går det regnestykke ikke op.

Dernæst tilgodeser de nuværende regler højindkomstgrupperne, der har råd til at købe elbilerne, medens lavindkomstgrupperne, der er afhængige af deres biler til kørsel til/fra arbejde, bosiddende i udkantsområder, ikke får nogen reel mulighed for at skifte.

Med andre ord, jeg foreslår en ordning, hvor bilerne udskiftes fra bunden af, i og med at det tillige er de biler, der repræsenterer den mindste værdi, således at vi også undgår et betydelig værditab og dermed tab for borgerne af de penge, der er bundet i bilparken.