Kendelse af 24. juli 2013

Klagen vedrører beskatning af kørselsgodtgørelse, udbetalt med fast månedligt beløb.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2010

SKAT har anset klageren for skatte-

pligtig af modtaget skattefri kørsels-

godtgørelse med 20.007 kr.

Indkomståret 2011

SKAT har anset klageren for skatte-

pligtig af modtaget skattefri kørsels-

godtgørelse med 24.002 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKAT´s afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren har i perioden marts 2010 – medio 2012 været ansat hos [virksomhed1], [adresse1], [by1].

SKAT har konstateret, at klageren i hele ansættelsesperioden hver måned har fået udbetalt skattefrie kørepenge med 2.000 kr. Klagerens arbejdsgiver har ikke over for SKAT fremlagt underliggende bogføringsbilag/kørselsrapporter, der kan dokumentere de udbetalte skattefrie kørepenge. Desuden er det oplyst af klagerens arbejdsgiver, at han ugentlig havde en fast kørselsrute i [by2]-området plus besøg af nye kunder, og for denne erhvervsmæssige kørsel i egen bil var der udbetalt fast 2.000 kr. pr. måned. Klageren har anført, at den erhvervsmæssige kørsel skulle have foregået i [by1]/[by3]-området.

Klageren har den 15. januar 2013 meddelt SKAT pr. telefon, at han ikke selv har nogen kørselsspecifikationer liggende, men ville høre sin arbejdsgiver herom. Klageren har den 28. juni 2013 pr. telefon givet udtryk for, at der ikke hver måned var lavet kørselsrapporter, men at han selv holdt lidt styr på antal erhvervsmæssige kilometer set i lyset af de 2.000 kr., som han modtog hver måned.

Klagerens repræsentant har i mail af 12. februar 2013 til SKAT oplyst følgende:

“Vi lønsedlen modtog [person1] i 2010 og 2011 et skattefrit beløb, der skulle dække kørsel i egen bil i arbejdsgivers tjeneste i 2010 og 2011.

Taksten for 2010 var 3,56 kr/km og taksten for 2011 var 3,67 kr/km.

Det betyder at der for 2010 skulle køres mindst 6.741 km og i 2011 var det 6.539 km, svarende til 146,5 km om ugen.

Den ugentlige arbejdsgang var planlagt således, at [person1] 4 dage om ugen kørte ud fra firmaadressen i lastbilen og lod sin private bil stå på firmaets adresse. Den sidste dag anvendte [person1] sin egen bil til serviceopgaver i [by1] og [by3]s opland. Fadølsanlæg skulle efterses, renses mm. Til disse opgaver var der i gennemsnit 146,5 km til rådighed til at løse disse opgaver. Det er ikke meget, når man ved, at der er 40 km mellem [by1] og [by3]. Enkelte ture kunne også gå nordpå mod [by4].

[person1] er ikke længere i besiddelse af et decideret kørselsregnskab, da opgørelserne blev afleveret i firmaet.

Udover disse arbejdsopgaver stod [person1]s private bil til rådighed for arbejdsgiver i de fire dage, hvor han selv kørte i lastbilen. Arbejdsgiver har flere gange i ansættelsesperioden været til møder i bl.a. [by2], hvor han har anvendt [person1] private bil.

Da vi ikke længere er i besiddelse af kørselsopgørelserne, kan vi derfor ikke dokumentere tallene. Men vi har sandsynliggjort, at der har været kørt et antal kilometer, som der er udbetalt kørselsgodtgørelse for. Der har højst sandsynligt også været kørt flere kilometer, men det kan vi jo heller ikke dokumentere.”

SKAT´s afgørelse

SKAT har anset klageren for skattepligtig af modtaget skattefri kørselsgodtgørelse med henholdsvis 20.007 kr. og 24.002 kr. for indkomstårene 2010 og 2011.

Der er lagt vægt på, at der ikke har været ført den fornødne kontrol med de foretagne skattefrie udbetalinger, ligesom alle udbetalinger er foretaget med “faste” månedlige beløb. Klagerens kørepenge er udbetalt med en “fast” månedlig befordringsgodtgørelse på 2.000 kr. i hele perioden, og det fremgår af § 4, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1088 af 10. november 2009 (erhvervsmæssig kørsel for år 2010) og bekendtgørelse nr. 1321 af 16. november 2013 (erhvervsmæssig kørsel for år 2011) om udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring, at fast månedlig eller årlig befordringsgodtgørelse er aldrig skattefri, men medregnes ved indkomstopgørelsen. Der foreligger ikke dokumentation for, at klageren netop har kørt erhvervsmæssigt hver enkelt måned med et antal kilometer der omregnet svarer til 2.000 kr.

Klageren har oplyst, at han ikke længere er i besiddelse af et decideret kørselsregnskab, da opgørelserne blev afleveret i firmaet. Ved telefonsamtale den 28. januar 2013 med SKAT gav klageren udtryk for, at der ikke var/blev lavet kørselsrapporter hver uge/måned. SKAT fastholder, at der ikke foreligger den fornødne og krævede fyldestgørende dokumentation for, at de skattefrie kørepenge, klageren har modtaget, opfylder gældende regler for at kunne udbetales som værende skattefrie – altså opfylder reglerne i ligningslovens § 9 og § 9 B.

SKAT kan ud fra de foreliggende oplysninger konstatere, at hverken klageren eller hans arbejdsgiver er i besiddelse af nærmere specifikation/kørselsregnskab, der kan dokumentere de af arbejdsgiveren udbetalte skattefrie kørepenge i årene 2010 – 2011 og 2012.

SKAT har drøftet med klagerens revisor, hvorvidt klagerens erhvervsmæssige kørsel var i [by2]-området eller i [by1]/[by3]-området. Dertil skal nævnes, at områderne ikke kan anses at ændre ved det faktuelle i sagen – herunder at der mangler underliggende dokumentation for de modtagne skattefrie kørepenge.

Klagerens A-indkomst/personlige indkomst for 2010 forhøjes dermed med i alt +20.007 kr., og for år 2011 forhøjes klagerens A-indkomst/personlige indkomst med +24.002 kr.

Der anses ikke at være grundlag for at godkende yderligere befordringsfradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Der kan i øvrigt henvises til byretsdom af 2. juni 2010, offentliggjort i SKM2010.495.BR, hvor betingelserne for udbetaling af skattefrie kørepenge ikke anses for opfyldt. Byrettens dom er stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 6. juli 2011, offentliggjort i SKM2011.495.ØLR.

I skatteforvaltningslovens § 26 er der fastsat frister for skattemyndighedernes ordinære mulighed for at foretage ændring af en indkomstansættelse. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, giver hjemmel til at foretage en ekstraordinær ansættelse ud over disse tidsfrister, når “den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag”.

SKAT vurderer, at det er mindre groft uagtsomt, at der ikke er ført den fornødne kontrol med de skattefrie kørepenge. Desuden er der tale om samme forhold igennem hele klagerens ansættelse hos firmaet [virksomhed1]. SKAT har derfor ændret grundlaget for klagerens skat efter den ordinære ligningsfrist.

Klagerens påstand og argumenter

SKAT har anset klageren for skattepligtig af modtaget skattefri kørselsgodtgørelse med henholdsvis 20.007 kr. og 24.002 kr. for indkomstårene 2010 og 2011.

Klageren blev i 2010 ansat hos [virksomhed1], [by1]. Klageren bor privat på [adresse2], [by2]. Der foreligger ingen egentlig ansættelseskontrakt, og de fleste arbejds- og lønforhold blev derfor aftalt mundtligt. Dette er meget uheldigt for klageren i denne sag, da klageren og dennes repræsentant jo ikke kan dokumentere deres synspunkter 100 pct., men det kan SKAT jo egentlig heller ikke.

I den mundtlige ansættelsesaftale blev det bestemt, at klageren en gang ugentligt skulle servicere virksomhedens kunder, når der var problemer med de anlæg, der var stillet op hos dem. Denne service foregik i klagerens private bil. Der blev hovedsagelig kørt ud til kunder i [by1] og [by3] området. Udgangspunktet for kørslen var altid virksomhedens adresse i [by1].

For denne kørsel skulle klageren hver måned over sin lønseddel modtage et à conto-beløb på 2.000 kr. Dette beløb skulle så gøres op, når der blev afleveret køresedler fra klageren til virksomheden. Disse kørselsopgørelser blev desværre ikke afleveret regelmæssigt, nogle gange var der kørsel for en uge, adskillige gange for to uger, men i flere perioder kunne der også godt gå længere tid, inden kørselssedlerne blev afleveret.

Klageren er ikke længere i besiddelse af de originale kørselsbilag, men klageren har prøvet at genskabe en sådan, der er indsendt til Landsskatteretten.

Som det fremgår heraf, blev kørsel for den pågældende dag opgjort i henhold til reglerne.

Problemet for klageren var, at virksomheden ikke havde den fornødne kontrol med disse bilag. Virksomheden lavede ikke de aftalte refusioner over lønsedlen, og det er jo ikke klagerens opgave at sørge herfor.

Dette fremgår af bekendtgørelse nr. 1088 af 10. november 2009 § 4. Her er betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse opremset.

Opmærksomheden henledes specielt på stk. 4:

“…Der kan udbetales forskud på den skattefri befordringsgodtgørelse med acontobeløb for hver enkelt kørsel med ugentlige eller månedlige acontobeløb. Forskuddet skal være afpasset med modtagerens forventede erhvervsmæssige kørsel.”

I henhold til denne bekendtgørelse opfyldte klageren de betingelser, der blev stillet for, at kørselsgodtgørelsen kunne udbetales med et månedligt à contobeløb.

Det er vel ikke klagerens ansvar, at virksomheden ikke efterfølgende behandlede de afleverede kørselsrapporter efter fortjeneste.

Som repræsentanten har anført i sin mail til sagsbehandleren ved SKAT, har de opgjort, at den gennemsnitlige kørsel for hver kørselsdag i 2010 – 2012 var på ca. 145 km pr. dag. Der er redegjort for, at klageren med udgangspunkt i virksomhedens adresse i [by1] besøgte kunder i lokalområdet rundt om [by1] og [by3]. På den gendannede køreseddel fra februar 2012 kører klageren den ene uge 167 km og den anden uge 155 km. Altså begge uger et kilometerantal over det ønskede.

Som repræsentanten også skriver, kan de ikke producere de originale kørselsrapporter, da de er blevet afleveret i virksomheden. Men de har efter bedste evne sandsynliggjort, at der har været kørt et antal kilometer, der, jf. bekendtgørelsen “… har været afpasset modtagerens forventede erhvervsmæssige kørsel.”

Arbejdsgiveren vil også kunne bekræfte, at han på de øvrige arbejdsdage lånte klagerens private bil til erhvervsmæssige formål, når klageren var på firmakørsel i virksomhedens lastbil. Denne kørsel skulle indehaveren selv afregne over for klageren, hvilket dog ikke skete.

Derudover kunne klageren i enkelte tilfælde blive kaldt ud til en servicereparation i weekenden, hvis denne reparation lå i [by2]-området. Det er vel sket 3 – 4 gange i den 3 års periode, hvor ansættelsen varede. Klageren har heller ikke modtaget kørselsgodtgørelse for disse weekendkørsler.

Sagsbehandleren henviser i øvrigt til SKM2010.495.BR. (Byrettens dom er stadfæstet ved Østre Landsrets dom af 6. juli 2011, offentliggjort i SKM2011.495.ØLR.) Ved nærlæsning af denne SKM kan der dog ikke drages paralleller til denne sag, ud over at der i begge sager henvises til den føromtalte bekendtgørelse. I den omtalte sag er det indehaveren selv, der udbetaler sig selv skattefri kørselsgodtgørelse. Dokumentationen for denne udbetaling lader dog også meget tilbage at ønske, og flere regler for denne udbetaling er direkte overtrådt.

I denne sag har klageren, dog ikke altid rettidigt, afleveret kørselsopgørelser til arbejdsgiveren. At arbejdsgiveren så ikke har behandlet disse opgørelser korrekt, kan klageren ikke drages til ansvar for.

På baggrund af den føromtalte bekendtgørelse nr. 1088 af 10. november 2009 § 4, stk. 4, fastholdes herefter, at klageren har opfyldt de krav, der er stillet til ham som lønmodtager i denne sag. At arbejdsgiveren så ikke opfylder de krav, der er stillet til virksomheden, er jo ikke klagerens ansvar.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren/hvervgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil eller på lønmodtagerens egen motorcykel. Erhvervsmæssige befordringsudgifter kan ikke dækkes ved udlæg efter regning. Fast månedlig eller årlig befordringsgodtgørelse er aldrig skattefri, men medregnes ved indkomstopgørelsen. Der kan udbetales forskud på skattefri befordringsgodtgørelse med àcontobeløb for hver enkelt kørsel eller med ugentlige eller månedlige àcontobeløb. Forskuddet skal være afpasset modtagerens forventede erhvervsmæssige kørsel.

Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål.

5) Angivelse af antal kørte kilometer.

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Er der udbetalt forskud, skal den endelige opgørelse og afregning af den skattefri befordringsgodtgørelse, som lønmodtageren har ret til, være foretaget ved udgangen af den måned, som følger efter måneden, hvor den erhvervsmæssige kørsel er foretaget.

Dette følger af § 2, stk. 1, 2 og 5, i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Efter de foreliggende oplysninger kan betingelserne i § 2, stk. 1, 2 og 5, i Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse ikke anses for opfyldt.

SKAT´s afgørelse stadfæstes derfor.