Afgørelse af 15. juni 2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2014

Kapitalindkomst

Ejendomsavance ved salg af

[adresse1]

357.500 kr.

0 kr.

0 kr.

Indkomståret 2015

Kapitalindkomst

Ejendomsavance ved salg af

[adresse2]

237.500 kr.

0 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren var i indkomstårene 2014 og 2015 omfattet af bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold.

Klageren og klagerens ægtefælle købte i oktober 2012 en projektlejlighed på [adresse3], [by1]. Projektlejligheden på [adresse3], skulle ifølge planerne være klar til overtagelse til september 2014, hvorfor ægteparrets daværende bolig beliggende på [adresse4], [by1], blev sat til salg. Ejendommen [adresse4] blev den 4. oktober 2013 solgt til en uafhængig tredjemand. Ejendommen blev overdraget for en kontant købesum på 4.600.000 kr. med overtagelse den 1. december 2013.

Projektlejligheden på [adresse3], [by1] blev ikke færdig til september 2014 som planlagt. Overdragelsen blev af entreprenøren udskudt til ultimo 2014.

Den 29. november 2013 indgik ægteparret en aftale med [virksomhed1] ApS (herefter selskabet) om køb af villalejligheden beliggende [adresse1], [by2]. Det fremgår af købsaftalen, at lejligheden blev overdraget for en kontant købesum på 1.450.000 kr. med overtagelse pr. 1. december 2013. Klageren og klagerens ægtefælle købte lejligheden i fællesskab.

Den 5. juli 2014 solgte klageren og klagerens ægtefælle ejendommen [adresse1], [by2] til en uafhængig tredjemand. Af købsaftalen fremgår, at ejendommen blev overdraget for en kontant købesum på 2.325.000 kr. med overtagelse pr. 1. august 2014.

Klageren og klagerens ægtefælle indgik den 29. juli 2014 en aftale med selskabet om køb af villalejligheden beliggende [adresse2], [by2] for en kontant købesum på 1.575.000 kr. med overtagelse pr. 1. august 2014. De købte lejligheden i fællesskab.

I januar 2015 flyttede ægteparret ind i projektlejligheden på [adresse3]., [by1].

Ægtefællerne solgte den 10. februar 2015 ejendommen [adresse2], [by2] til en uafhængig tredjemand. Af købsaftalen fremgår, at ejendommen blev overdraget for en kontant købesum på 2.585.000 kr. med overtagelse pr. 1. juni 2015.

Ifølge Det centrale Personregister har klageren haft bopæl på følgende adresser:

Adresse

Periode

[adresse3], [by1]

01.02.2015 –

[adresse2], [by2]

28.07.2014 – 01.02.2015

[adresse1], [by2]

29.11.2013 – 28.07.2014

[adresse4], [by1]

15.11.1991 – 29.11.2013

SKAT har den 21. november 2016 efter anmodning herom modtaget en redegørelse fra selskabets revisor for hændelsesforløbet vedrørende køb og salg af ejendommene startende med salg af [adresse4] i december 2013.

Ved afgørelse af 25. september 2017 for klagerens ægtefælle har SKAT ansat handelsprisen for [adresse1], pr. 1. december 2013 til 1.600.000 kr. SKAT har samtidig ansat handelsprisen for [adresse2], pr. 1. august 2014 til 2.100.000 kr. Klagerens ægtefælle påklagede afgørelsen til Skatteankestyrelsen, hvor sagen fik sagsnr. […]. Landsskatteretten har i afgørelsen for klagerens ægtefælle stadfæstet SKATs skøn over handelsprisen for [adresse1], og [adresse2].

SKAT sendte den 7. juni 2017 forslag til klageren om at ændre grundlaget for klagerens skat for indkomstårene 2014 og 2015. Det fremgår heraf, at SKAT foreslår at forhøje klagerens kapitalindkomst som følge af skattepligtige ejendomsavancer ved salg af [adresse1], og [adresse2]. Den 25. september 2017 traf SKAT afgørelse i sagen i overensstemmelse med det fremsendte forslag.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens kapitalindkomst med 357.500 kr. for indkomståret 2014 og 237.500 kr. for indkomståret 2015.

SKAT har begrundet afgørelsen med følgende:

”Vi har fastholdt vores forslag til afgørelse.

Det er jeres opfattelse, at avancer ved salg af [adresse1], og [adresse2], er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

I har ved indsigelse mod SKATs forslag gjort gældende, at der på det tidspunkt, hvor den enkelte ejendom tages i brug som bolig, ikke er andre boliger til rådighed. I mener derfor ikke at afgørelserne i SKM2009.762.ØLR og SKM2010.725.BR finder anvendelse, idet der i disse afgørelser var rådighed over flere boliger på samme tid.

Det er derimod jeres opfattelse, at jeres situation matcher faktum fra SKM2003.285.LSR fuldt ud, idet der her ikke var andre boliger til rådighed, og idet der alene var tale om beboelse i 1 måned.

Ved skrivelse af 6/7-17 har I redegjort for, at der ikke har været andre boliger til rådighed:

Da man erhverver projektlejligheden på projektstadiet, kan man reelt ikke vide, om man så også vil bo der. Der kan jo indtræde masser af omstændigheder fra underskriften på kontrakten til færdiggørelsen og leveringen af lejligheden. Så det forhold, uanset om det er korrekt eller ej, at [person1] og ægtefælle havde planer om at flytte i projektlejligheden, er ikke afgørende for, om [adresse1] eller for den sags skyld [adresse2], kan sælges skattefrit. Det afgørende her er, at de ikke ved indflytningen i [adresse1], henholdsvis [adresse2], råder over andre boliger egnet til helårsbeboelse. Det er også det, som kommer til udtryk i SKM2003.285.LSR og SKM2009.763.ØLR modsætningsvis og SKM2010.725.BR modsætningsvis.

Vi er enige i, at SKM2009.762.ØLR og SKM2010.725.BR ikke er direkte sammenlignelige med denne sag. Dog er det vores opfattelse, at grunden til at man i sagerne ønsker at få fastslået, om der har været andre boliger til rådighed, er fordi man vil nå frem til, hvad hensigten med indflytningen har været. Følgende fremgår derfor af Den juridiske vejledning, afsnit C.H.2.1.15.7: Der stilles krav om, at hensigten med indflytningen skal være at tage varigt ophold. Se SKM2009.762.ØLR og SKM2010.725.BR.

Ifølge Den juridiske vejledning kan det udledes af SKM2003.285.LSR, at hvis det er sandsynliggjort, at hensigten med indflytningen er at tage varigt ophold, og der reelt er sket indflytning, så er varigheden uden betydning.

Det er derfor vores opfattelse, at det er hensigten med indflytningen som har afgørende betydning for, om en eventuel avance bliver omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Hvis der i SKM2003.285.LSR, eksempelvis havde været fremlagt oplysninger om, at der var underskrevet slutseddel vedrørende ny ejendom (skøde af 20/6-97 uden forudgående slutseddel) før indflytning den 1/6-97, havde sagen måske fået et andet udfald.

Som sagen foreligger belyst, har vi ikke fundet det sandsynliggjort, at hensigten med indflytningerne i ejendommene [adresse1], den 29/11-13, og [adresse2], den 28/7-14, har været at tage varigt ophold.

Det er således fortsat vores opfattelse, at ejendommene har tjent som midlertidige boliger, indtil der kunne ske indflytning i projektlejligheden [adresse3].

Vi har lagt vægt på, at slutseddel vedrørende [adresse3] er underskrevet før, der sker indflytning i ejendommene [adresse1] og [adresse2], sammenholdt med det beskrevne hændelsesforløb ved skrivelse af 21/11-16 fra [virksomhed2].

På det foreliggende grundlag har vi opgjort ejendomsavancerne således, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 1:

[adresse1]

   

Kontant afståelsessum 1/8-14

 

2.325.000

Kontant anskaffelsessum 1/12-13 fastsat af SKAT

1.600.000

 

Tillæg, ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 1

+10.000

1.610.000

Skattepligtig avance 2014

 

715.000

Din andel udgør 50 %

 

357.500

[adresse2]

   

Kontant afståelsessum 1/6-15

 

2.585.000

Kontant anskaffelsessum 1/8-14 fastsat af SKAT

2.100.000

 

Tillæg, ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 1

+10.000

2.110.000

Skattepligtig avance 2015

 

475.000

Din andel udgør 50 %

 

237.500

Ejendomsavancerne for 2014 og 2015, henholdsvis 357.500 kr. og 237.500 kr., er skattepligtige i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, og beskattes som kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 14.

Ligningsfrist indkomstår 2014

Som udgangspunkt, er du omfattet den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22/5-13. Det vil sige, at fristen for ændring af din skatteansættelse for 2014 udløb den 30/6-16.

Det er dog vores opfattelse, at vi kan genoptage din skatteansættelse for 2014 med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 (§ 26, stk. 1), idet vi mener, at den manglende selvangivelse af ejendomsavancen som minimum kan henføres til grov uagtsomhed. Vi kan henvise til SKM2017.91.BR. ”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på vegne af klageren nedlagt påstand om, at klagerens kapitalindkomst for indkomstårene 2014 og 2015 nedsættes med hhv. 357.500 og 237.500 kr.

Til støtte herfor er anført:

Indkomståret 2014 – ejendomsavance [adresse1]

Ejendomsavancebeskatningslovens (EBL) § 8, som definerer parcelhusreglen, og dermed hvornår en ejendom kan sælges skattefrit, har følgende ordlyd:

“Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke. “

Modsat tidligere stilles der ikke krav til ejer- eller beboelsestidens længde, jf. hertil L 1989 888. Der stilles således ikke krav om, at skatteyderen skal have beboet ejendommen i ejerperioden i et bestemt antal dage. Den pågældende skal derimod kunne bevise, at denne har beboet ejendommen i en periode, hvor betingelserne i stk. 1 har været opfyldt.

SKAT anfører i deres begrundelse følgende:

“Ifølge praksis er det ikke nok, at have taget midlertidigt ophold. Vi skal henvise til Den juridiske vejledning afsnit C. H. 2. 1. 15. 7.”

Herefter gengives afsnittet fra Den juridiske vejledning:

“Varigheden

Der stilles krav om, at hensigten med indflytningen skal være at tage varigt ophold. Se SKM2009. 762.ØLR, SKM2010. 725.BR og SKM2017.91.BR.

Der stilles dog ikke krav om længden af den periode, hvor ejendommen skal have tjent som bolig. En kortere periode i ejendommen kan være tilstrækkelig.

En landsskatteretssag vedrørte en ejer, der havde udlejet en ejerlejlighed til sin kæreste og efterfølgende flyttede ind hos denne. Efter 1 måneds fælles ophold i ejerlejligheden flyttede de begge til en anden fælles bolig. Da ejeren ikke havde haft anden bolig til rådighed under det fælles ophold, blev ejerlejligheden anset for at have tjent som bolig, og fortjenesten var derfor skattefri. Se SKM2003.285.LSR.”

Kravet om varig beboelse har ikke hjemmel i lovens ordlyd, lovens bemærkninger eller skatteministerens svar (se nedenstående). De i juridisk vejledning nævnte afgørelser SKM.2009.762 og SKM.2010.725.BR er begge kendetegnet ved, at der er mere end en bolig til rådighed på samme tid, hvilket ikke gør sig gældende i den konkrete situation eller situationen i SKM2003.285, som også er nævnt yderligere nedenfor.

I begrebet ‘varig beboelse’ ligger ikke, at man skal have til hensigt at bebo boligen i en vis årrække. Det er derimod en forudsætning, at man har til hensigt at bo i lejligheden på anskaffelsestidspunktet. Denne hensigt bortfalder, hvis man eksempelvis har andre boliger til rådighed. Det er det, praksis viser. Indfortolkningen af begrebet “varig beboelse” ses da også kun i de situationer, hvor der er flere boliger til rådighed, herunder særligt i sagerne vedrørende forældrekøbslejligheder.

Efter EBL § 8, stk. 1, skal fortjeneste ved afståelse af parcelhusejendomme ikke medregnes til den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har ”tjent til bolig” for ejeren eller dennes husstand. Det er således ikke umiddelbart et krav, at ejendommen tjener til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet.

Ved afgørelse af, hvorvidt en ejendom har ”tjent til bolig”, kan vejledning søges i et svar afgivet af skatteministeren i folketingsåret 1989/90 i tilknytning til behandlingen af lov nr. 888 af 28/12 1989.

Skatteministeren udtalte i denne forbindelse:

“Det vil være overordentlig sjældent, at der vil kunne rejses tvivl om, hvorvidt en skatteyder har beboet en ejendom. Selv meget kortvarige beboelsesperioder vil blive godkendt. Den altovervejende hovedregel vil således være, at skatteyderens oplysninger lægges til grund for den skattemæssige behandling af en eventuel ejendomsavance.”

Praksis viser, at anerkendelse af en ejendoms anvendelse som bolig i EBL § 8’s forstand ikke blot baseres på skatteyderens oplysninger og formel anmeldelse til folkeregistret. Det kræves tillige, at det er muligt at dokumentere, at ejendommen rent faktisk har været beboet. I den konkrete situation er det et faktum, at [person1] og [person2] har beboet de pågældende ejendomme. SKAT har endvidere anerkendt, at de har boet i de pågældende ejendomme.

Det er derfor vores helt klare opfattelse, at avancen ved salget af ejendommen er skattefri, da betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 er opfyldt. Det er i den forbindelse vores opfattelse, at afgørelserne i SKM2009.762.ØLR og SKM2010.725.BR ikke kan anvendes i denne situation, da faktum i disse to sager adskiller sig væsentligt fra vores klients skattemæssige situation.

Fortjeneste ved afståelse af en- eller tofamilieshuse og ejerlejligheder er i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, fritaget for beskatning, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller i hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen. Betingelserne skal være opfyldt inden det tidspunkt, hvor der indgås endelig og bindende aftale om salg af ejendommen, uanset om ejendommen først er overdraget senere, jf. cirkulære nr. 166 af 12. september 1994, afsnit 3, samt Østre Landsrets dom af 11. marts 1999 refereret i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 1999, nr. 318.

Det er et faktum i denne sag, at [person1] og [person2] har beboet ejendommen i ejertiden. Det er ligeledes et faktum, at de ikke havde andre boliger til rådighed for beboelse i den periode, hvor de beboede [adresse1]. Det forhold, at de havde underskrevet købekontrakt på en projektlejlighed, som endnu ikke var overtaget eller for den sags skyld indflytningsklar, ændrer ikke på det anførte om faktum. Det er altså et konkret faktum, at i perioden fra den 1. december 2013 til den 1. august 2014 har [person1] og ægtefælle ikke haft andre boliger til deres rådighed, og at de i denne periode rent faktisk har beboet ejendomme. Deres situation matcher derfor faktum fra SKM2003.285.LSR fuldt ud. De har beboet ejendommen i 8 måneder. I sagen ved Landsskatteretten var der alene tale om beboelse i 1 måned. Endvidere må der lægges vægt på Skatteministerens svar, jf. ovenstående om, at selv kortere ejerperioder kan føre til skattefrihed, når blot ejeren kan dokumentere, at ejendommen reelt har været anvendt som beboelse for husstanden.

SKAT henviser endvidere til SKM2009.762.ØLR. Som tidligere nævnt gør vi gældende, at denne afgørelse ikke er sammenlignelig. Faktum i sagen fra 2009 er, at man fra 1. januar 2006 tager ophold i Danmark efter endt ophold i udlandet. Pr. denne dato råder man over et parcelhus, der blev fraflyttet ved udstationeringen og en forældrelejlighed, som tidligere havde været udlejet til børn. I denne situation, hvor man valgte at bo i forældrelejligheden i 4 måneder, før man igen flyttede i parcelhuset, fik man ikke medhold i, at forældrelejligheden kunne sælges skattefrit som følge af, at den havde været beboet i de 4 måneder. I denne sag havde parterne altså mulighed for at vælge mellem to ejendomme og valgte reelt dem begge. I [person1] og [person2] situation er der ikke nogen valgmulighed, idet der kun er en ejendom til rådighed, hvilket som nævnt også var tilfældet i SKM2003.285.LSR.

I SKM2010.725.BR er der ligeledes tale om mere end 1 bolig. På et tidspunkt, hvor skatteyderen i forvejen ejede og beboede en anden ejendom (ejendom 1), havde han fået udlagt en ejendom (ejendom 2) ved arveudlæg. Skatteyderen og hans ægtefælle flyttede deres folkeregisteradresser i en ca. 6-måneders-periode til ejendom 2, hvorefter de flyttede til en ny ejendom (ejendom 3), som var erhvervet, efter de havde meldt folkeregisteradresse til den arveudlagte ejendom (ejendom 2). Skatteyderen havde imidlertid ikke opgivet sin hidtidige bolig (ejendom 1), som han sammen med ægtefællen havde beboet i en lang årrække, og denne bolig blev således først sat til salg, efter de havde købt og overtaget ejendom 3. Igen altså et faktum, som ligger langt fra de omstændigheder, der gør sig gældende for [person1] og [person2].

SKAT lægger vægt på, at det fra starten var ægtefællernes hensigt at flytte til projektlejligheden, og denne skulle være deres bolig. Da man erhverver projektlejligheden på projektstadiet, kan man reelt ikke vide, om man så også vil bo der. Der kan jo indtræde masser af omstændigheder fra underskriften på kontrakten til færdiggørelsen og leveringen af lejligheden. Så det forhold, uanset om det er korrekt eller ej, at [person1] og [person2] havde planer om at flytte i projektlejligheden, er ikke afgørende for, om [adresse1] eller for den sags skyld […] kan sælges skattefrit. Det afgørende her er, at de ikke ved indflytningen i [adresse1], henholdsvis […], råder over andre boliger egnet til helårsbeboelse. Det er også det, som kommer til udtryk i SKM2003.285.LSR og SKM2009.763.ØLR modsætningsvis og SKM2010.725.BR modsætningsvis.

Vi skal yderligere henvise til SKM.2008.40.SR, hvor der er anmodet om bindende svar på, hvorvidt en lejlighed (tidligere udlejet til datter) kan afstås skattefrit. Forældrene flytter ind i lejligheden på et tidspunkt, hvor de samtidig i en anden by har en helårsbolig med fritidsstatus. De ville sælge lejligheden og flytte i huset, idet man ønskede at søge arbejde i den anden by. Lejligheden beboes derfor kun i en kort periode. I de bindende svar indstiller SKAT skattefrihed, hvilket Skatterådet tiltræder. I afgørelsen kan man bl.a. læse følgende:

“Ved en vurdering af om en ejendom har tjent som bolig for ejeren eller dennes husstand undersøger SKAT den faktiske beboelse af ejendommen. Det følger af praksis, at faktisk beboelse af en ejendom, kan sandsynliggøres (dokumenteres) eksempelvis ved folkeregistertilmelding, avisabonnement, el-, gas- og varmeforbrug m.v. Der ses endvidere på, om ejeren har anden bolig til rådighed.

Det er således en samlet vurdering af ejerens faktiske beboelse, der er afgørende for, hvorvidt en ejendom kan anses for at have tjent som bolig for ejerne eller dennes husstand.

I den konkrete sag finder SKAT, at det ved det fremsendte materiale er dokumenteret, at spørger reelt er flyttet ind i lejligheden i 8-gade med vilje til at bo der frem til fraflytning til …, samt at han ikke samtidig har haft anden bolig til rådighed. SKAT finder således, at ejendommen reelt kan anses for at have tjent som bolig for spørger i den omhandlede periode.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares bekræftende.”

Lægges ovenstående kriterier fra det bindende svar til grund i den her verserende sag, ja så kan man alene nå frem til, at der skal være skattefrihed ved salget af [adresse1].

Det er derfor vores påstand, at [person1] ikke skal beskattes af avance ved salg af [adresse1] for indkomståret 2014. [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2014 skal derfor nedsættes til det selvangivne.

Indkomståret 2015 – Avance ved salg af […].

Det er vores opfattelse, at avancen ved salget af ejendommen er skattefrit. Vi henviser til ovenstående begrundelse.

Det er derfor vores påstand, at [person1] ikke skal beskattes af avance ved salg af […] for indkomståret 2015. [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2015 skal derfor nedsættes til det selvangivne. ”

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skattestyrelsen har udtalt følgende til Skatteankestyrelsens indstilling i sagen:

”Skatteankestyrelsen foreslår, at SKATs afgørelse af 25. september 2017, hvorved klagers skattepligtige indkomst for 2014 og 2015 er forhøjet, bortfalder som følge af ugyldighed, da SKAT ikke har overholdt ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. punktum.

Vi kan af de grunde, der er anført af Skatteankestyrelsen erklære os enige i forslaget. ”

s afgørelse

Ejendomsavancebeskatning

Efter ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, skal fortjeneste ved salg af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal dog ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, stiller ikke krav om beboelsens udstrækning. Opholdet på ejendommen skal dog have haft karakter af reel beboelse med henblik på permanent ophold og ikke blot midlertidigt ophold. Det fremgår bl.a. af Højesterets dom af 24. januar 2007, offentliggjort i SKM2007.74.HR, og Østre Landsrets dom af 23. november 2009, offentliggjort i SKM2009.762.ØLR.

Det fremgår desuden bl.a. af Vestre Landsrets dom af 29. februar 2012, offentliggjort i U.2012.1922, at det i forhold til beboelseskravet i ejendomsavancebeskatningsloven ikke i sig selv kan føre til skattefritagelse, at ejeren, i perioden hvori denne har ejet ejendommen, ikke har haft rådighed over anden bolig.

Klageren og klagerens ægtefælle købte i oktober 2012 projektlejligheden [adresse3]. Projektlejligheden blev erhvervet med henblik på, at den skulle tjene som bolig for ægtefællerne. Det har derfor formodningen imod sig, at de ved indflytningen i lejlighederne [adresse1], og [adresse2], har haft til hensigt at tage varigt og permanent ophold i lejlighederne. Bl.a. derfor finder retten det ikke godtgjort, at [adresse1], og [adresse2], reelt har tjent til bolig for klageren eller klagerens husstand i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Ejendomsavancen ved salget af [adresse1], og [adresse2], er derfor skattepligtig. Avancen fastsættes i overensstemmelse med det af SKAT opgjorte.

Landsskatteretten skal herefter tage stilling til, om SKATs afgørelse er ugyldig på grund af forældelse.

Fristerne for skatteansættelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel som nævnt i § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, fremgår, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. fremgår, at en ansættelse kun kan foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Af 2. pkt. fremgår, at en ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt.

Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal SKAT afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Af § 3 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 fremgår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Skatteforvaltningslovens § 27 gælder i så fald for de punkter i ansættelsen, der omfattes heraf. For de øvrige dele gælder den korte ligningsfrist.

Det følger af Østre Landsrets dom af 13. oktober 2017, offentliggjort i SKM2017.623.ØLR, at § 3 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 skal forstås således, at også de tidsmæssige betingelser i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, gælder ved en ekstraordinær ansættelse omfattet af bekendtgørelsens § 3.

Landsskatteretten finder, at klagerens manglende selvangivelse af fortjenesten ved afståelsen af [adresse1], og [adresse2], der bevirkede, at skatteansættelsen blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, herefter må tilregnes hende eller nogen, der har handlet på hendes vegne, som i hvert fald groft uagtsomt. Det tiltrædes derfor videre, at SKAT havde adgang til at foretage ekstraordinær ansættelse ifølge bekendtgørelsens § 3, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

SKAT modtog den 21. november 2016 en redegørelse for hændelsesforløbet vedrørende købet og salget af [adresse1], og [adresse2]. Da SKAT må indrømmes en vis rimelig tid til at bearbejde de modtagne oplysninger, finder retten, at SKAT tidligst den 21. december 2016 fik tilstrækkeligt kundskab om det forhold, som giver grundlag for en ekstraordinær ansættelsesændring. Eftersom SKATs forslag til ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2014 og 2015 er udsendt den 7. juni 2017, er varslingen således foretaget inden for reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

I medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. udløb SKATs ansættelsesfrist den 7. september 2017. SKAT traf afgørelse i sagen den 25. september 2017. Dermed var 3 måneders-fristen fra varslingen af 7. juni 2017 udløbet ved afgørelsens afsendelse.

SKATs forhøjelse af klagerens kapitalindkomst med 357.500 kr. for indkomståret 2014 og 237.500 kr. for indkomståret 2015 er herefter forældet.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse og nedsætter forhøjelsen i 2014 og 2015 til 0 kr.