Afgørelse af 17. august 2021

Selskabet har i indkomståret 2016 taget fradrag for hensættelser til erstatninger på samlet 50.700.000 kr. Selskabet har i forbindelse med klagen nedlagt påstand om, at beløbet er fradragsberettiget. Subsidiært at en forsikringssum på 12.500.000 kr. ikke skal indtægtsføres i indkomståret 2016, såfremt der ikke godkendes fradrag for hensættelserne.

Selskabet har efterfølgende ændret den primære påstand til fradrag for hensættelser på samlet 19.266.885 kr.

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for hensættelser, men har fundet at forsikringssummen udgør en indtægt for selskabet i klageåret.

Landsskatteretten finder, at der ikke kan godkendes fradrag for hensættelser til erstatninger, men at den forventede forsikringssum på 12,5 mio. kr. ikke skal indtægtsføres i indkomståret 2016. Selskabets subsidiære påstand tages således til følge.

Faktiske oplysninger

Selskabet med CVR-nr. […1] blev startet den 1. oktober 1989 og beskæftiger sig med fremstilling og salg af gødningsstoffer og nitrogenprodukter.

Af selskabets årsrapport for 2016 fremgår følgende om selskabets aktiviteter:

”Hovedaktiviteten har bestået i produktion og salg af flydende gødning. Salget går primært til selskabets egne aktionærer på normale markedsvilkår. Datterselskabet [virksomhed1] ApS’ aktivitet omfatter udlejning af tanke og lagerlokaler, såvel koncerninternt som eksternt.

Ca. 90 % af de etablerede danske grovvareselskaber er medejere af selskabet.”

Resultater

Selskabets regnskabsår følger kalenderåret.

I indkomståret 2016 har selskabet opgjort årets resultat til 12.166 kr. mod 6.193.926 kr. i indkomståret 2015.

I resultatet for 2016 er indregnet ”Andre driftsindtægter” på 47.989.309 kr. og ”Andre driftsomkostninger” på 50.700.000 kr.

Hensættelser til erstatning

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2016 fratrukket hensættelser til erstatninger på i alt 50.700.000 kr.

Erstatningsansvaret udspringer af, at en gyllebeholder på [virksomhed2] kollapsede under fyldning, hvorved der opstod væsentlige materielle og miljømæssige skader på havnen. Uheldet fandt sted den 3. februar 2016 på [adresse1] i [by1].

Af Ledelsesberetning i årsregnskabet for 2016 fremgår:

”Udviklingen i aktiviteter og økonomiske forhold

Koncernens resultat før skat udgør 12 t.kr. mod 8.168 t.kr. i 2015.

Den 3. – 4. februar 2016 blev virksomheden ramt af et tankkollaps på en nyrenoveret tank. Et kollaps, som igangsatte en kædereaktion af hændelser, herunder efterfølgende brand i palmeolie tilhørende virksomheden [virksomhed3] A/S.

Hændelserne forårsagede store skader hos såvel selskabet som nabovirksomheder på havnen.

Denne hændelse har i sagens natur påvirket årsregnskabet for koncernen markant i 2016.

Årsagen til tankkollapset er endnu ikke fastslået. Udskårne dele af den først kollapsede tank er af politiet sendt til Teknologisk Institut til nærmere undersøgelser. Undersøgelserne er oplyst afsluttet, men resultatet er for nærværende ikke gjort tilgængeligt.

Selskabet har indgået aftale med sit forsikringsselskab om kontant erstatning fra bygnings- og løsøreforsikring. Endvidere er der givet tilsagn om, og aconto afregning af, dækning under selskabets erhvervsansvarsforsikring.

Disse er indregnet i selskabets årsrapport for 2016.

En række kreditorer har rejst eller varslet krav mod selskabet og mod [virksomhed3] A/S som følge af uheldet.

[by1] Kommune har meddelt – og selskabet har opfyldt – et undersøgelsespåbud i relation til eventuel jordforurening. På baggrund af afrapporteringen har [by1] Kommune ønsket supplerende undersøgelser, og selskabet har efter regnskabsårets afslutning modtaget og accepteret at skulle opfylde også et supplerende undersøgelsespåbud. Der pågår endvidere en proces i relation til afklaring af, om der ved uheldet måtte være forvoldt skade på havmiljøet.

Omfanget af de samlede, mulige krav mod selskabet og [virksomhed3] A/S kendes fortsat ikke, men på baggrund af ledelsens skøn er der i selskabets årsrapport afsat kr. 51 mio. til dækning af krav som følge af uheldet.

(…)

Som følge af, at omfanget af de samlede, mulige krav ikke kendes, har selskabet efter afslutningen af gødningssæsonen 2016 afstået fra at påtage sig forpligtelserne og risikoen ved henholdsvis at afgive indkøbsordrer til leverandører og optage salgsordrer fra kunder. (…)

Væsentlige begivenheder efter statusdagen.

Som omtalt under udviklingen i aktiviteter og økonomiske forhold er alle forhold som følge af uheldet den 3. februar 2016 ikke fuldt afklaret. Endelig afklaring heraf – der vil kunne have lange udsigter – vil kunne påvirke selskabets status og driftsforhold efter statusdagen væsentligt.

Fremtiden

Selskabet aflægger årsregnskabet pr. 31. december 2016 under forudsætning af fortsat drift.

Forudsætningen herfor er, at forholdet vedrørende det overfor beskrevne uheld, herunder mulige krav på oprensning, genopretning eller lignende, som kan udgøre et potentielt voldsomt stort krav, samlet afklares inden for selskabets finansielle kapacitet, herunder det allerede hensatte beløb, regres- og forsikringsdækninger, selskabets egenkapital og den fremadrettede indtjeningsevne, idet der i modsat fald vil være en betydelig usikkerhed om selskabets evne til fortsat drift, medmindre selskabet kan tiltrække ny kapital.

(…)”

Til støtte for hensættelsen har selskabet fremlagt en beregning over anmeldte krav pr. 3. februar 2017. Det fremgår heraf, at der er opgjort et anslået muligt bruttokrav på samlet 86.604.790 kr., der efter vægtning forventes at udgøre samlet 92.096.000 kr., hvilket fordeles med 50.791.000 kr. til selskabet og 41.305.000 kr. til [virksomhed3] A/S. Efter forsikringsdækning udgør det beregnede nettokrav for selskabet 38.291.000 kr.

Skattestyrelsen har efterspurgt, hvilke krav der var anmeldt til selskabet i indkomståret 2016. I denne forbindelse har selskabet fremsendt følgende oversigt:

”Foreløbig oversigt over anmeldte krav – [virksomhed2] (primo januar 2017)

 


Anmelder

Beløb

1

[virksomhed4] A/S kr.

12 – 17.000.000

(skønsmæssigt varslet)

2

[virksomhed5] A/S

?

3

[virksomhed6]

v. [person1], Viceberedskabsdirektør

?

4a

[by1] Kommune

v. advokat [person2]

Jord: Oprensning

Skader på vejanlæg m.v.

720.000

4b

Miljø- og Fødevareministeriet

?

5

[virksomhed7] ApS

kr. 6.749.700

(stævningsbeløb, inkl. moms)

(5.400.000 eksl. moms)

6a

[virksomhed8] A/S Biler:

kr. 5.000.000

Bygning + løsøre: kr. 600.000,00

(dem estimeret)

6b

[virksomhed8] A/S

Jordforurening?

7

[virksomhed9] AIS, [virksomhed2] A/S m.fl opgjort:

4.043.255 (ex. Moms)

Yderligere: skønnet 500.000

Retablering af sporarbejder kr.

14.045.535

Skader på spuns:?

8

[virksomhed10]

“Adskillige millioner”

Overlap til #3

9

[virksomhed11]

kr. 200.000

10

[person3]

kr. 56.000

11

[virksomhed12] A/S

Oprydningsarbejder for 980.000

12

[virksomhed13] GmbH

?

13

? (v. [virksomhed14] A/S)

?

14

[virksomhed15] A/S

kr. 700.000

15

[virksomhed16]

?

16

[by2] Kommune

?

17-20

Diverse (10+ biler)

biler m.v.

21

Dansk [virksomhed17]

? (ventepenge)

22

[virksomhed18] A/S

? (bomlift)

A

[virksomhed19]

?

C

[virksomhed20] og energi A/S

?

I Revisionsprotokollat af 3. april 2017 under skatterisici anføres:

”Skatterisici

Vi har med ledelsen drøftet, hvordan skatterisici identificeres og vurderes. Baseret herpå er nedenstående risici identificeret:

Andre hensatte forpligtelser

I [virksomhed21] indgår andre hensatte forpligtelser på samlet 50.700 tkr. som er forbundet med den tidligere omtalte skade.

Det er ledelsens vurdering, at indkomstopgørelsen 2016 skal indeholde skattemæssigt fradrag for det estimerede hensættelsesbeløb til omkostninger, som er forbundet med den indtrådte skade.

Det vor vurdering at forholdet er forbundet med en ikke ubetydelig procesrisiko. Det kan ikke udelukkes, at SKAT ved en senere ligning af forholdet vil nægte fradragsretten for hensættelsen. Restskatten vil blive opkrævet med tillæg af et restskattetillæg på 3,4 % og rente på p.t. 0,7 % pr. påbegyndt måned regnet fra og med det normale forfaldstidspunkt for selskabsskatten den 20. november 2017.

I selskabets aktuelle sag synes der at foreligge flere forsvarlige argumenter for fradraget, såsom skaden er indtrådt og forsikringsselskabet har givet tilsagn om, at skader er forsikringsdækkende.”

Selskabet har fremlagt et brev fra deres advokat til deres revisor, dateret den 7. februar 2017, hvori advokaten redegør for selskabets status i relation til uheldet. Følgende fremgår af brevet:

”Årsagen til tankkollapset er endnu ikke fastslået. Udskårne dele af den først kollapsede tank, tank 7, er som tidligere oplyst beslaglagt af politiet og sendt til [virksomhed22] til nærmere undersøgelser. Undersøgelserne er efter det oplyste afsluttet, men resultatet ikke gjort tilgængeligt.

[virksomhed21] har indgået en aftale med [virksomhed23] A/S om dels en kontant erstatning stor kr. 40 mio., hvilket erstatningsbeløb er afregnet, dels dækning under den tegnede erhvervsansvarsforsikring for op til kr. 25 mio. (dog under en fælles paraplydækning med andre selskaber, herunder [virksomhed3] A/S, og med en ikke endelig afklaring af om der er tale om en eller to forsikringsbegivenheder, hvilket – nok mest teoretisk – kan udvide den samlede ansvarsdækning for [virksomhed21] og [virksomhed3] fra samlet kr. 25 mio.).

Der er p.t. fremskredne forhandlinger med [virksomhed9] /[virksomhed2] om vilkårene for ikke alene en fortsættelse, men også en forlængelse til 30 år af [virksomhed21]s lejekontrakt på havnen i [by1]. Der er enighed om ordlyden af en aftale, men den endelige tiltrædelse fra havnens side afventer en teknisk afklaring af risikoen for tæring af havnens spunsvægge grundet påvirkning med gødningsvand fra landsiden.

Der er mod [virksomhed21] kun udtaget en stævning og dette for et krav fra et selskab, [virksomhed7] ApS, der har gjort rent og ryddet op på havnen. Stævningspåstanden udgør kr. 5,4 mio. ekskl. moms. Der pågår forligsdrøftelser herom, men kravet forventes ikke reduceret væsentligt.

En række andre kreditorer har rejst eller varslet et krav mod [virksomhed21] (og/ eller [virksomhed3]) som følge af ulykken. Kravene er beregningsmæssigt behandlet i vedlagte bilag, der i al væsentlighed bygger videre på den med brev af 9. juni 2016 til Dem fremsendte oversigt. Med undtagelse af kravene fra [virksomhed9] /Havnen og [virksomhed7] er kravene skønnede eller blot indvarslede.

Der er miljørelaterede krav i to relationer, henholdsvis (a) jordforurening og (b) havmiljø.

I forhold til jordforurening er de påbudte undersøgelser afsluttet og afrapporteret til [by1] Kommune, der p.t. arbejder på at tage stilling til eventuelle supplerende undersøgelser og mulige oprensnings- eller afværgetiltag.

I forhold til miljøskade på havmiljøet har [virksomhed24] udarbejdet en analyse af de til havmiljøet tilførte mængder af gødningsvand (N-16 og N-32).

Der er endvidere ud fra foreliggende målinger af havmiljøet af [virksomhed25] foretaget en vurdering af sandsynligheden for, at der kan fastslås en skade på havmiljøet.

Samlet ses vurderingen at være, at der må forventes et krav til afholdelse af omkostninger (kr. 1-2 mio.) til foretagelse af en modellering af havmiljøpåvirkningerne. Herudover ses et krav på oprensning, genopretning eller lignende på det på nuværende tidspunkt foreliggende grundlag at have meget begrænset sandsynlighed, men kan – navnlig afhængig af resultatet af en modellering – udgøre et potentielt voldsomt stort krav.

Omfanget af de samlede, mulige krav mod [virksomhed21] (og [virksomhed3]) kendes således fortsat ikke, men skønnes i bilaget til minimum kr. 87 mio. ekskl. krav vedrørende Beredskabet og eventuelle skader på havmiljøet.

Inklusiv en skønsmæssig forpligtelse over for Beredskabet, men fortsat eksklusiv havmiljøet, jf. særskilte bemærkninger herom ovenfor, viser beregningseksemplet, der er opstillet i samarbejde med selskabets ledelse, samlede forpligtelser for [virksomhed21] og [virksomhed3] under et på kr. 92 mio. Heraf kan samlet kr. 25 mio. forventes dækket af ansvarsforsikringen, medens kr. 67 mio. skal dækkes af selskaberne.

Der er mellem [virksomhed21] og [virksomhed3] indgået en suspensionsaftale med henblik på først at afklare de interne regresforhold, når de eksterne krav alle er afklaret. Den skitserede fordeling af de enkelte ansvarskrav m.v. er således med forbehold for begge selskabers adgang til hver især at revurdere det enkelte selskabs erstatningsretlige stilling, herunder omkring ansvar, årsagssammenhæng, kravdokumentation samt indbyrdes fordeling af erstatningsansvaret. Det præciseres i denne forbindelse, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at anerkende, at [virksomhed21] har handlet culpøst i forbindelse med til tankkollapset. Da visse krav ikke forudsætter ansvarspådragende adfærd, men hviler på objektivt (lov-)grundlag er spørgsmålet om ansvarspådragende adfærd dog ikke i sig selv afgørende for vurderingen. Uanset om der kan etableres et ansvarsgrundlag på enten objektivt grundlag eller som følge af culpa, er årssagssammenhæng og kravsopgørelser fortsat behæftet med betydelig usikkerhed og selskabet vil naturligvis også efterprøve de rejste krav i disse relationer, hvis der må anerkendes et ansvarsgrundlag.

De nævnte kr. 67 mio., der ifølge beregningen skal dækkes af [virksomhed21] og [virksomhed3], kan ud fra hvem kravene er rejst imod og hvilket af de to selskaber, der er nærmest relateret til kravene, fordeles med cirka kr. 29 mio. som krav, der vurderes aktualiseret mod [virksomhed3] og cirka kr. 38 mio. mod [virksomhed21]. Denne fordeling er også vist i bilaget.

På nuværende tidspunkt og på det foreliggende grundlag udgør de i bilaget anførte beløb det bedste bud på, hvilken regnskabsmæssig hensættelse af forpligtelserne som følge af ulykken, der svarer til de krav begivenhederne med sikkerhed vil føre til udbetaling af.

Når dette er sagt, forudsættes det således, at der i ledelses årsberetning anføres, at der er medtaget krav som følge af ulykken i regnskabet, men at kravene kan blive større end det i regnskabet afspejlede. Formuleringer om usikkerheden svarende til det i årsrapporten for [virksomhed21] for 2015 indeholdte bør således medtages i såvel ledelsens årsberetning som i revisionspåtegningen.

De fremadrettede omkostninger til rådgivning, herunder modellering af havmiljøet, anslås under usikkerhed til kr. 2.500.000.

Afslutningsvis henledes opmærksomheden på, at [virksomhed21] med virkning fra 1. oktober 2016 ikke har afgivet indkøbsordrer eller taget imod ordrer fra kunder. [virksomhed21] har med virkning fra dette tidspunkt indgået produktionsaftale og administrationsaftale med [virksomhed26] A/S på tilsvarende vis, som [virksomhed21] har aftaler med [virksomhed3].”

Yderligere er der fremlagt en forligsaftale mellem selskabet og [virksomhed7] ApS, som er underskrevet den 14. september 2017. Forliget lyder på 4.200.000 kr. ekskl. moms.

Selskabet har fremlagt oversigter over afholdte udgifter til 3.-mands krav som følge af ulykken for årene 2017-2018. I 2017 er der kun posteringer vedr. forliget med [virksomhed7] ApS.

I 2018 er der posteringer på samlet 1.931.665,43 kr. ekskl. moms.

I 2019 er der posteringer på samlet 4.302.703,60 ekskl. moms.

I 2020 er der posteringer på samlet 800.000 kr. ekskl. moms.

Selskabet har fremlagt en suspensionsaftale, der er indgået mellem selskabet og [virksomhed3] A/S. Aftalen er ikke underskrevet. Den har et præprintet årstal 2016 som datering, men resten af dateringen er ikke udfyldt.

Den har følgende indhold:

”(…)

1.BAGGRUND

1.1.Onsdag den 3. februar 2016, ca. kl. 21:10 kollapsede [virksomhed21]s tank 7 i forbindelse med påfyldning, hvorved tankens indhold af N32-gødning flød ud. Kollapset medførte et havari på enkelte andre af [virksomhed21]s tanke og på enkelte af [virksomhed3]s tanke indeholdende palmeolie, alt resulterende i at betydelige mængder af gødning og palmeolie flød ud på havneområdet m.v. Ca. kl. 22:00 udbrød brand i palmeolien

1.2.Tankkollapset og de efterfølgende begivenheder medførte skader på – foruden [virksomhed21] og [virksomhed3]s egen ejendom – ejendomme og løsøre tilhørende tredjemand, ligesom det har afstedkommet udgifter til oprydning, miljøundersøgelser m.v.

1.3.Årsagen til tankkollaps et (og den efterfølgende brand) er endnu ikke klarlagt, og der er ikke på nuværende tidspunkt foretaget en endelig afklaring af Parternes eventuelle solidariske ansvar over for skader på tredjemand / miljøet, og heller ikke en eventuel adgang til regres i det indbyrdes forhold mellem Parterne.

2.FORSIKRINGSFORHOLD

2.1.Dan Gødning og [virksomhed3] har en fælles “erhvervs- og produktansvarsforsikring” ved [virksomhed27] og hver en “all risks forsikring” hos [virksomhed28] Amba. Alle 3 forsikringer er tegnet i henhold til en samarbejdsaftale mellem hhv. [virksomhed27] og [virksomhed28] Amba på den ene side og [virksomhed23] på den anden side.

2.2.[virksomhed23] har den 11. maj 2016 over for [virksomhed3] meddelt dækningstilsagn (under begge forsikringer) og ved forligsaftale af 16. juni 2016 meddelt dækningstilsagn til [virksomhed21] under den fælles erhvervs- og produktansvarsforsikring og med et fikseret beløb også dækning under all risks forsikringen. [virksomhed23] har i forbindelse med forligsaftalens indgåelse meddelt et regresfrafald, hvorved [virksomhed23] frafalder at gøre regreskrav gældende fra [virksomhed3] mod [virksomhed21], idet omfang sådanne krav måtte udspringe af [virksomhed23]s betalinger under [virksomhed3]s all risks forsikring.

2.3.Der er ikke indgået nogen aftale mellem [virksomhed21] og [virksomhed3], som sikrede under den fælles erhvervs- og produktansvarsforsikring, om fordeling af dækningssummen i tilfælde af, at der ikke er dækning nok til samtlige krav. Parterne er enige om, at hver Part forbeholder sig sin retsstilling ift. sin respektive andel af dækningssummen og at eventuelle frister i den henseende suspenderes i overensstemmelse med pkt. 4.

3.PROCES – BEHANDLING AF TREDJEMANDSKRAV

3.1.Der er indgået aftale med [virksomhed23] om, at [virksomhed23] skadesbehandler alle krav fra tredjemand, der rejses mod Parterne. Hovedparten af kravene er rejst mod [virksomhed21], enkelte krav er rejst mod [virksomhed3], og andre er rejst mod både [virksomhed21] og [virksomhed3].

3.2.[virksomhed23] skadebehandler samtlige krav med den relevante Parts egne interesser for øje og i henhold til aftale med den relevante Part.

3.3.Såfremt en Part ved domstolene bliver pålagt eller øvrigt indrømmer et erstatningsansvar over for tredjemand, afskærer det ikke Parten muligheden for at gøre et regreskrav gældende mod den anden Part, jf. pkt. 4 om suspension af frister herfor.

3.4.Blandt andet som følge af et vist personsammenfald i bestyrelsen (og tillige blandt ejerne) orienterer Parterne gensidigt hinanden om udviklingen i tredjemandskravene og sagen i øvrigt.

4.SUSPENSION AF FRISTER

4.1.Senest med virkning fra underskriften på nærværende aftale suspenderes samtlige forældelsesfrister og passivitetsvirkninger vedrørende krav Parterne imellem (herunder særligt regreskrav), som måtte udspringe af ulykken på [virksomhed2] den 3. februar 2016.

4.2.Bestemmelsen i pkt. 4.1. om suspension omfatter ikke krav, der allerede forud for denne aftales underskrift måtte være fortabt som følge af forældelse eller passivitet.

(…)”

Der er yderligere fremlagt en engelsksproget endelig version af ovenstående aftale. Denne er underskrevet og med en delvist præprintet dato i marts 2020. Datoen er dog ikke udfyldt.

Endelig er der fremlagt en forligsaftale mellem selskabet og [virksomhed10], dateret den 8. oktober 2020, vedr. forsikringsselskabets udbetaling af forsikringsbeløb til [virksomhed6] m.fl. som følge af ulykken.

Forsikringssum

Selskabet har indtægtsført forsikringssummer vedr. ulykken på samlet 43.285.091 kr. i indkomståret 2016.

Af 3. note i årsregnskabet for 2016 fremgår følgende vedrørende særlige poster:

”Særlige poster

Særlige poster omfatter væsentlige indtægter og omkostninger, der har en særlig karakter i forhold til selskabets indtjeningsskabende driftsaktiviteter, såsom omkostninger til omfattende strukturering af processer og grundlæggende strukturmæssige tilpasninger samt eventuelle afhændelsesgevinster og -tab i tilknytning hertil, og som over tid har væsentlig betydning. I særlige poster indgår også andre væsentlige beløb af engangskarakter.

Som omtalt i ledelsesberetningen er årets resultat påvirket af et uheld i en del af selskabets anlæg. Dette forhold afviger fra, hvad ledelsen vurderer som en del af den primære drift, og er derfor medtaget i denne note.

Særlige poster for året erspecificeret nedenfor, herunder hvor disse er indregnet i resultatopgørelsen.

Indtægter

2016

2015

Forsikringserstatning vedrørende uheld

30.785.091

0

Forsikringserstatning

12.500.000

0

 

43.285.091

0

Omkostninger

   

Nedskrivning på varelager m.v., som følge af uheld

25.352.077

0

Lejeomkostninger, analyse, undersøgelse m.v.

4.959.412

0

Ekstraordinær vedligeholdelse driftsmidler og inventar

151.093

0

Personale og interne omkostninger

12.159

0

øgede forsikringer

22.169

0

Rejseomkostninger m.v.

27.303

0

Advokatomkostninger

3.228.141

0

Konsulent m.v.

42.301

0

Øvrige administrative omkostninger

61.092

0

Hensat omkostninger angående

50.700.000

0

 

84.555.747

0

Særlige poster indgår på følgende linjer i årsregnskabet

   

Produktionsomkostninger

-30.496.910

0

Distributionsomkostninger

-27.303

0

Administrationsomkostninger

-3.331.534

0

Andre driftsindtægter

43.285.091

0

Andre driftsomkostninger

-50.700.000

0

Resultat af særlige poster, netto

-41.270.656

0

Skatteankestyrelsen har opfordret repræsentanten til at indsende dokumentation for sammenhængen mellem den udbetalte forsikringssum på 40 mio. kr. og den bogførte forsikringssum på 30,7 mio. kr.

Som svar herpå har repræsentanten fremsendt følgende:

”Ved brev af 28 maj 2021 spørger Skatteankestyrelsen til en redegørelse samt dokumentation for hvordan de 40 mio. kr. vedr. selskabets All risk forsikring med Policenummer […16] er bogført i regnskabet herunder bogføring der viser hvordan den udbetalte forsikring relaterer sig til den indtægtsførte forsikringssum 30.785.091 kr.

Det bemærkes først at de 40 mio. kr. ikke har forbindelse til skattesagen. De 40 mio. kr. er vedrørende forsikring af selskabets aktiver. Skattesagen og forsikringen på 12,5 mio. kr. der blev indtægtsført i 2016 med modpost i en hensættelse på 50,7 mio. kr., vedrører derimod erstatning for og forsikring mod krav fra 3. mand.

Erstatningen på 40 mio. kr. er regnskabsmæssigt behandlet dels som indtægt under andre driftsindtægter dels ved modregning i bogført værdi af skadede aktiver og dels som avance ved salg af aktiver og modregning i omkostninger til tankeftersyn.

Erstatning

40.000.000

Erstatning bil

207.500

Erstatning aktiver i alt

40.207.500

Erstatning kan afstemmes til

bogført Brandskadeerstatning ekscl. anlægsaktiver således

 

Bogført bil til bogført værdi

-104.176

   

Bogført værdi bygninger

-408.258

   

Bogført værdi driftsmidler

-6.441.679

   

Modregning tankeftersyn

-2.468.295

   

Indtægtsført regnskabsmæssigt

30.785.092

Afstemning til skatteopgørelse

Indtægtsført regnskabsmæssigt

30.785.092

   

Modregnet omkostning tankeftersyn

2.468.295

   

Tillagt driftmiddelsaldo maskiner

6.441.679

   

Tillagt driftmiddelsaldo bil

207.500

   

Modregnet skattemæssigt saldo

 

Bygninger

408.258

Tilbageført avance bil

-103.324

 

40.207.500

Selskabet har fremlagt et forlig indgået mellem selskabet og 3 forsikringsselskaber, herunder [virksomhed23] A/S, med følgende indhold:

”Til fuld og endelig afgørelse af et hvert krav, der kan anmeldes under All Risk forsikring med policenummer […16] vedrørende skaden efter tankkollaps og brand af 3. februar 2016 på [adresse1] i [by1] betaler [virksomhed23] A/S, kr. 40.000.000,00 (skriver kroner fireti millioner) til [virksomhed21].

Som led i forliget afholder hver part samtlige egne rådgiveromkostninger / sagsomkostninger ([virksomhed23] A/S afholder selv omkostningerne til bl.a. [virksomhed29], […], [virksomhed30] advokatfirma, [virksomhed31], [virksomhed32] m.v., mens [virksomhed21] selv afholder omkostningerne til bl.a. [virksomhed33], [virksomhed34] samt [virksomhed35] m.v.). I det omfang momsen på de af [virksomhed23] A/S afholdte omkostninger kan trækkes fra i [virksomhed21] A/S’ momsregnskab, jf. momslovens§ 37, betaler [virksomhed21] momsbeløbet.

Forliget forudsætter accept fra 100 % af de deltagende reassurandører på genforsikringsbeskyttelsen kr. 300 mio. xs 100 mio. Hvis [virksomhed23] A/S ikke senest 14 dage fra forligets underskrift af samtlige aftalepartere har meddelt [virksomhed21], at der foreligger accept fra 100 % af de deltagende reassurandører, bortfalder forliget i sin helhed, og forligets betingelser vil være uden præjudice for en fortsættelse af sagen.

Forligsbeløbet forfalder til betaling senest 14 dage efter ovennævnte accept fra 100 % af reassurandørerne forligger.

Forliget indebærer samtidigt, at der overfor [virksomhed21] meddeles dækningstilsagn under selskabets erhvervs- og produktansvarsforsikring med policenummer […17] i forhold til krav som følge af tankkollapset af 3. februar 2016 på [adresse1] i [by1].

Forligsaftalen er fortrolig, og det er mellem parterne aftalt, at det udadtil kun oplyses, at skaden over for [virksomhed21] er forsikringsdækket.

Forligsaftalen er underlagt og styret af dansk ret.”

Forligsaftalen er underskrevet den 16. juni 2016.

Selskabet har fremlagt en aftale med [virksomhed23] A/S om forsikringsudbetaling, dateret den 4. december 2019. Heraf fremgår blandt andet:

”(…)

[Parterne] har herved indgået aftale om [virksomhed23]s udbetaling af forsikringssummen under police nr. I […17] (“Ansvarsforsikringen”) til [virksomhed21], idet [virksomhed21] samtidige påtager sig en forpligtelse til på de hed anførte vilkår at tilbagebetale til [virksomhed23] beløb, som [virksomhed23] som følge af ulykken den 3. februar 2016 måtte blive forpligtet til at udbetale til skadelidte under Ansvarsforsikringen, og idet [virksomhed36], [virksomhed37] og [virksomhed38] påtager sig at tilbagebetale de pågældende beløb, hvis [virksomhed21] ikke måtte være i stand til at opfylde sin forpligtelse hertil.

(…)

2. FORSIKRINGSUDBETALING

2.1. [virksomhed23] udbetaler – trods de ikke forældede krav – den fulde Ansvarsforsikringssum i anledning af Ulykken, stor 25 mio. kr., til [virksomhed21] ved kontooverførsel til [virksomhed21]s konto i [finans1](reg.nr. […] og konto.nr. […98]), idet [virksomhed21] og [virksomhed3] har dækket krav som overstiger forsikringssummen, og idet [virksomhed21], [virksomhed36], [virksomhed37] og [virksomhed38] påtager sig de i pkt. 3 anførte tilbagebetalings forpligtelser.

3. TILBAGEBETALINGSFORPLIGTELSE

3.1. [virksomhed21] påtager sig herved at tilbagebetale til [virksomhed23] beløb svarende til de beløb, som [virksomhed23] som af Ulykken måtte blive forpligtet til at udbetale til skadelidte under Ansvarsforsikringen, idet tilbagebetalingspligten aldrig kan overstige udbetalingen i henhold til pkt. 2.1, stor 25 mio. kr., og idet tilbagebetalingspligten alene omfatter beløb, som [virksomhed23] har udbetalt efter forudgående skriftligt samtykke fra [virksomhed21] eller i henhold til dom, som er afsagt over for [virksomhed23], og hvor [virksomhed23]s betalingspligt er opgjort i overensstemmelse med forsikringsaftalelovens § 95, stk. 3.

3.2. [virksomhed36], [virksomhed37] og [virksomhed38] påtager sig solidarisk at tilbagebetale de beløb, som [virksomhed21] måtte være forpligtet til at tilbagebetale i medfør af 3.1, hvis [virksomhed21] ikke måtte være i stand til at opfylde sin forpligtelse i medfør af pkt. 3.1. 3.3. I det indbyrdes forhold mellem [virksomhed36], [virksomhed37] og [virksomhed38] skal en betalingspligt i henhold til pkt. 3.2 fordeles i forhold til deres aktiebesiddelse i [virksomhed21].

(…)”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for hensættelser til erstatninger på 50.700.000 kr. i indkomståret 2016.

Skattestyrelsen har derimod anset den omtvistede andel på 12.500.000 kr. af forsikringssummen for en indtægt for selskabet i indkomståret 2016.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”Ikke godkendt fradrag for hensatte omkostningerforårsaget af et tankkollaps på en nyrenoveret tank, den 3. – 4. februar 2016. Udgiften hertil skal påvirke indkomstopgørelsen, ”når der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale beløbet, og når det kan opgøres endeligt”. Det hensatte beløb udgør 50.700.000 kr.

Forsikringserstatningen på 12.500.000 kr. skal indtægtsføres i indkomståret 2016, da det følger af retspraksis, at en indtægt i almindelighed indtægtsføres på tidspunktet for den endelige erhvervelse af retten dertil jf. statsskattelovens § 4.

Efter modtagelse af mail/brev af 3. december 2018 fra selskabets revisor, har Skattestyrelsen foretaget en ny vurdering af fradrag for hensættelsen og herunder selskabets subsidiær påstand om, at den skattepligtige indkomst skal nedsættes med 12.500.000 kr. i forhold til den foreslåede ansættelse.

I selskabets brev af 3. december 2018 anføres, at der i tidens løb er opstået en række undtagelser, der må antages at have hjemmel i loven og selskabet opremser flere angivne undtagelsespunkter. Statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a rummer således mulighed for fradrag for hensættelser, hvis hensættelsen må anses at vedrøre årets indkomst.

Selskabet oplyser, at ingen af de ovenfor angivne undtagelsespunkter vedrører dog situationen, hvor en skattepligtig, som led i sin virksomhed, bliver erstatningsansvarlig overfor tredjemand.

Vi er enig i, at ingen af de anførte undtagelsespunkter vedrører situationen, hvor en skattepligtig, som led i sin virksomhed, bliver erstatningsansvarlig overfor tredjemand. Da der er tale om undtagelsespunkter, der ikke anses at være sammenligneligt med nærværende sag, har vi ikke tillagt de anførte undtagelsespunkter betydning.

Til de af selskabet anførte afgørelser i øvrigt, har vi følgende bemærkninger til.

Sag TfS 1996, 174

I sagen havde skatteyderen pådraget sig erstatningsansvar og at kravenes størrelse ville svare til, hvad de respektive varelagre kunne indbringe. Erstatningskravene var fremsat i 1988, hvor der reelt forelå en anerkendelse af disse.

Sagen adskiller sig fra nærværende sag, da de i sagen anførte erstatningskrav var fremsat og der forelå reelt en anerkendelse af disse i fradrags året. Vi finder, at sagen således adskiller sig fra nærværende sag, da de i sagen anførte erstatningskrav var fremsat og der forelå reelt en anerkendelse af disse i fradragsåret. I nærværende sag er erstatningskravene ikke endelig fremsat og de er ikke anerkendt af selskabet, hvorfor vi ikke har tillagt afgørelse betydning.


LSR 1964. 20067

Sagen omhandler, at uanset at alle de for erhvervet sædvanlige forsikringer var tegnet, stadig var skaderisici, for hvilke det ikke var muligt at dække sig forsikringsmæssigt ind.

Landsskatteretten fandt imidlertid, at det var tvivlsomt, om og i hvilket omfang, skatteyderen ville blive erstatningsansvarlig i forbindelse med fremtidige erstatningskrav.

Vi finder at denne sag ikke adskiller sig fra nærværende sag. I sagen var de anførte erstatningskrav tvivlsomme, og om og i hvilket omfang, skatteyderen ville blive erstatningsansvarlig i forbindelse med fremtidige erstatningskrav. De samme forhold, gør sig gældende i nærværende sag, idet der er usikkerhed om og i hvilken omfang, der rejses erstatningskrav.

Vi er enig med selskabet i, at der er tale om betydelige udgifter, som med sikkerhed for en dels vedkommende vil blive aktualiseret. Men selskabet har ikke fremlagt dokumentation for, at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale, og at udgiften kan gøres endeligt op. Dette hænger sammen med, at hjemmelen til fradrag er statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a, der henviser til årets udgifter. I forholdet, at det er årets udgifter, lægges der normalt til grund, at der skal være opstået en pligt i året, der kan gøres op med sikkerhed.

U1987.126 Højesterets dom af 16. januar 1987 i sagen I 368/1985

Sagen vedrørte, om en advokat havde fradrag for erstatningskrav, der var opstået som følge af hans kompagnons behandling af en betalingsstandsning. Sagen vedrørte om der var fradrag.

Her var den skadegørende handling sket i 1973. Advokaten accepterede dog først, at der var et ansvarsgrundlag i 1976 kr. og fradraget blev givet i 1976.

Periodiseringsspørgsmålet var ikke under pådømmelse ved Højesteret.

Sagen viser efter vores opfattelse, at det ved erstatninger, der hviler på et ansvarsgrundlag, er praksis, at fradrag kan tages i det år, hvor følgende betingelser er opfyldt:

•  der er sikkerhed for, at der er et ansvarsgrundlag,
•  der med sikkerhed vil føre til en udgift
•  og at udgiften kan gøres endeligt op og accepteret af skadevolder.

Vi finder ikke, at selskabets forhold er tilsvarende denne afgørelse, da selskabets udgifter ikke kan gøres endeligt op og at udgifterne ikke er accepteret af selskabet og dermed opfylde de anførte krav for fradrag.


TFS 1988.70

Sagens omhandler ganske særlige omstændigheder, hvor Ligningsrådet fandt, at beskatningen af avancer ved branderstatning for beholdninger, besætning og småinventar kunne udskydes til et senere indkomstår end det år, hvor skaden var indtrådt. Sagen omhandler en avance beskatning således at indkomsten i dette år ville blive meget stor i forhold til det sædvanlige. Indkomsten i reetableringsåret ville blive meget lav.

Vi finder ikke, at selskabets forhold falder inde under tilsvarende ganske særlige omstændigheder, idet selskabets forhold ikke vedrører beskatning af konstaterede avancer på omsætnings- og anlægsaktiver.

Ad subsidiær påstand

[virksomhed21] har i sit regnskab i 2016 samlet indtægtsført forsikringserstatning med

43.285.091 kr. Denne forsikringserstatning er kun delvist en tingskadeerstatning for egne skader. 12.500.000 kr. dækker imidlertid skader på andres ejendom m.v. Dette beløb tilkommer derfor ikke [virksomhed21].

De 12.500.000 kr. vil således alene komme til betaling i det omfang, der rejses krav fra tredjemand.

Denne regnskabsmæssige indtægtsførelse af den potentielle udbetaling fra forsikringsselskabet skal ses i sammenhæng med, at der udgiftsføres en hensættelse til betaling af erstatning, der ikke alene omfatter det beløb, [virksomhed21] selv skal udrede, men også det beløb der er forsikringsdækket.

I selskabets brev af 3. december 2018 oplyses, ”at forsikringsselskabet klart accepterer, at kravet overstiger det forsikringsdækkede, viser, at tabet utvivlsomt er større end de 12,5 mio, kr. for [virksomhed21].”

Vi er enig med selskabet i, at der er tale om betydelige udgifter, som med sikkerhed for en dels vedkommende vil blive aktualiseret. Dette har selskabets forsikringsselskab også vurderet som oplyst bl.a. i selskabets brev af 3. december 2018.

Det er vores opfattelse, at det følger af retspraksis, at en indtægt i almindelighed indtægtsføres på tidspunktet for den endelige erhvervelse af retten dertil jf. statsskattelovens § 4. Der henvises til SKM2007.552.BR og SKM2011.389.VLR, samt Den juridiske vejledning afsnit C.C.2.1.2.1 Indtægter, SL § 4 Retserhvervelsesprincippet og afsnit C.C.2.5.3.2.9 Erstatninger.

Det er vores opfattelse, at forsikringserstatningen på 12.500.000 kr. skal indtægtsføres i indkomståret 2016, da indtægtsførelsen skal ske på tidspunktet for den endelige erhvervelse af retten dertil jf. statsskattelovens § 4. Vi finder, at selskabet har erhvervet ret til erstatningen i 2016 og vi har herved henset til:

•  at erstatningen er indtægtsført regnskabsmæssigt i årsregnskabet 2016 med henholdsvis 30.785.091 kr. som forsikringserstatning vedrørende uheld og 12.500.000 kr. som forsikringserstatning. Selskabet har således selv anset at have erhvervet ret til beløbet.
•  at der i forligsaftale af juni 2016 mellem selskabet og dets forsikringsselskaber fremgår:
  Til fuld og endelig afgørelse af et hvert krav, der kan anmeldes under All Risk forsikring med policenummer […16] vedrørende skaden efter tankkollaps og brand af 3. februar 2016 på [adresse1] i [by1] betaler [virksomhed23] A/S, kr. 40.000.000,00 (skriver kroner fireti millioner) til [virksomhed21].
……
Forliget indebærer samtidigt, at der over for [virksomhed21] meddeles dækningstilsagn under selskabets erhvervs- og produktansvarsforsikring med policenummer […17] i forhold til krav som følge af tankkollapset af 3. februar 2016 på [adresse1] i [by1].
  at forsikringsselskabet klart har accepteret, at kravet overstiger det forsikringsdækkede.

Der udsendes afgørelse, der er identisk med forslag til afgørelse af 7. november 2018. idet de fremførte synspunkter ikke har ændret Skattestyrelsens opfattelse.”

Klagerens opfattelse

Selskabet har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for hensættelser til erstatninger på 50.700.000 kr. i indkomståret 2016.

Påstanden er efterfølgende ændret til 19.266.885 kr.

Subsidiært har selskabet påstået, at en forsikringssum på 12.500.000 kr., der er bogført i forbindelse med hensættelserne, ikke udgør en skattepligtig indtægt for selskabet i indkomståret, såfremt der ikke godkendes fradrag for hensættelserne.

Klageren har som begrundelse for påstandene anført følgende:

”Vores påstande

Principalt

At SKAT skal acceptere fradrag for hensættelsen på 50.700.000 kr.

Subsidiært

At SKAT accepterer, at den del af den indtægtsførte forsikringsdækning for erhvervsansvarsforsikring, der ikke er modtaget, og som alene dækker de omkostninger, der er indeholdt i ovenfor anførte hensættelse, ikke indtægtsføres i 2016 men periodiseres til de år, hvor der erhverves ret til beløbet ved, at der opstår en betalingsforpligtelse overfor skadelidte.

Ad principal påstand

Det bemærkes indledningsvist, at hensættelsen vedrører udgift til erstatninger. Hensættelsen er en direkte følge af en erstatningsbegivenhed, der indtraf den 3. februar 2016 under opfyldning af en af selskabets tanke med handelsgødning. Antageligt som følge af en fejl i en svejsning bristede tanken og startede en kaskadeeffekt, der medførte omfattende skader på omkringliggende bygninger, anlæg og materiel.

Skaden var så betydelig, at [virksomhed21] var i fare for at måtte standse sin virksomhed, og produktionsanlæggene var sat ud af drift. Der blev derfor i regnskabet for 2016 rejst tvivl om selskabets mulighed for at fortsætte. Selskabets regnskab blev dog aflagt under forudsætning af fortsat drift, idet selskabets egenkapital og den fremadrettede indtjeningsevne blev vurderet at kunne dække de opståede erstatningskrav.

Som begrundelse for at nægte fradrag for hensættelse til erstatning for den skadegørende handling, henviser SKAT til forskellige afgørelser vedrørende hensættelser.

SKAT er reel, men ikke fuldstændig, i sin beskrivelse af praksis, der viser, at udgangspunktet er, at der er en restriktiv praksis vedrørende fradrag for hensættelser.

Dette hænger sammen med, at hjemmelen til fradrag er statsskattelovens § 6a, der henviser til årets udgifter.

I forholdet, at det er årets udgifter, lægges der normalt til grund, at der skal være opstået en pligt i året, der kan gøres op med sikkerhed.

Der er dog i tidens løb opstået en række undtagelser, der må antages at have hjemmel i loven. Statsskattelovens § 6a rummer således mulighed for fradrag for hensættelser, hvis hensættelsen må anses at vedrøre årets indkomst. Som eksempel på disse undtagelser kan nedenstående nævnes:

•  Fradrag for udgift til feriepenge (uanset at pligten ikke kan gøres endeligt op, da den afhænger af om medarbejderen holder ferie – hvis funktionær).
•  Fradrag for hensættelse til serviceforpligtelser, altså, hvor en maskine leveres med for eksempel to års fri service.
•  Fradrag for hensættelse til garantiforpligtelser. Altså hvor man ved, at en andel af de produkter, man sælger, vil være fejlbehæftede.
•  Pengeinstitutters fradrag for hensættelser på udlån.
•  Kreditkortselskabers fradrag for hensættelser.
•  Visse grovareselskabers fradrag for generelle hensættelser på debitorer.
•  Hensættelse til reetablering ved grusgravning.

Ovenstående undtagelser er enten opstået ved, at SKAT har udstedt en særlig vejledning på baggrund af en ligningsrådsafgørelse, eller ved at en retsinstans – typisk Højesteret – har truffet afgørelse om, at fradraget var i overensstemmelse med lov/retspraksis.

Hvad angår banker, bygger retten til fradrag for hensættelser således på en højesteretsafgørelse fra 1928 A/S [finans2]. Banken havde her foretaget hensættelse på en delkrederefond til imødegåelse af et tab på udlån til et hotel, uanset beløbet ikke var afskrevet og ikke endeligt kunne gøres op.

Dette viser efter vores vurdering, at uanset at praksis er restriktiv, er praksis ikke statisk, og der er eksempler på, at praksis er brudt ved, at der er skabt en ny praksis på enkeltområder.

Ingen af de ovenfor angivne punkter og ingen af de af SKAT anførte afgørelser vedrører dog situationen, hvor en skattepligtig, som led i sin virksomhed, bliver erstatningsansvarlig overfor tredjemand.

Vi har umiddelbart alene fundet en afgørelse, der vedrører periodisering af erstatning vedrørende skadegørende handling, jf. TfS 1996, 174.

Sag TfS 1996, 174

Vestre Landsrets dom af 24. januar 1996, 8. afd., […]

Speditør – Driftstab – Erstatningskrav – Periodeafgrænsning:

”En speditør havde i 1988 misligholdt sine forpligtelser ifølge speditøraftalerne på en sådan måde, at det kunne fastslås, at det ville føre til erstatningskrav. Uanset at speditøren ikke havde anerkendt erstatningskravet i 1988, men først i 1989, kunne erstatningskravet og driftstabet anses konstateret i 1988, og der var fradrag i dette år.”

Denne sag viser klart, at der gælder særlige forhold for skadegørende handlinger, hvor fradrag i skadesåret accepteres, uanset at kravet ikke er accepteret eller endeligt opgjort i skadesåret.

Ved sagen blev der således accepteret fradrag for 3,8 mio. kr. i skadesåret, der var det opgjorte erstatningsbeløb, uanset at der i efterfølgende blev indgået et forlig, hvorefter en del af kravet blev akkorderet.

Denne sag viser således klart, at når udgiften hviler på erstatningsretlige principper, vil der være fradrag i skadesåret, uanset at det beløbsmæssige omkring beskatningen ikke er endeligt afklaret.

Dette er det præjudikat, der nærmest er sammenligneligt med nærværende sag, idet ansvar er erkendt i skadesåret, men den beløbsmæssige opgørelse alene kan opgøres med en vis usikkerhed.

Skattestyrelsen har ikke oprindeligt fremdraget denne afgørelse men udtaler i forbindelse med kendelsen følgende:

“Sagen adskiller sig fra nærværende sag, da de i sagen anførte erstatningskrav var fremsat og der forelå reelt en anderkendelse af disse i fradragsåret. Vi finder at sagen således adskiller sig fra nærværende sag da de i sagen anførte erstatningskrav var fremsat og der forelå reelt en anderkendelse af disse i fradragsåret. I nærværende sag er erstatningskravet ikke endeligt fremsat de er ikke anderkendt af selskabet hvorfor vi ikke har tillagt afgørelsen betydning”

Det er vores opfatteIse, at denne læsning af afgørelsen TfS 1996, 174 er meget i modstrid med det, der er anført i afgørelsen. I TfS 1996,17 4 anfører Skatteministeriet, at:

“eftersom skatteyderen ikke havde anderkendt at være erstatningsansvarlig havde der været en sådan usikkerhed om kravets eksistens, at skatteyderens erstatningspligt først kunne anses for fastslået i forbindelse med indgåelse af aftalen med bankerne om gældseftergivelse i 1989 (året efter skadesåret).”

Skatteministeriet anfører således det samme argument, som Skattestyrelsen fremfører i nærværende sag, og det er derfor nærliggende at antage, at faktum ikke er forskellig, hvilket en reel og uhildet læsning af TfS 1996, 17 4 vil bekræfte.

Landsretten anfører som begrundelse for afgørelsen, at:

“De tab pengeinstitutterne ville lide som følge af, at håndpantsætningerne ikke kunne gøres gældende ville med stor sikkerhed føre til et erstatningskrav overfor skatteyderen og en af bankerne tog da også allerede i begyndelsen af 1988 forbehold om at rejse et erstatningskrav.”

Det må derfor konkluderes, at kun en ud af tre banker havde taget forbehold for at rejse sag. Der var videre ikke nogen erkendelse af det beløbsmæssige element.

På trods af dette accepteres fradraget i skatteåret 1988.

Grunden til dette skal antageligt findes i skatteyderes ageren, idet retten henviser til at:

“som følge heraf disponerede skatteyderen således at han solgte speditionsfirmaet og sit parcelhus og afsatte provenuet til dækning af disse erstatningskrav.”

Retten må således antages at lægge vægt på, at fradraget ikke er påstået som følge at en vurdering af skadens omfang på selvangivelsestidspunktet, men at der var en erkendelse af, at der ville opstå betydelige krav, der krævede omfattende handlinger.

I nærværende sag er det også konstaterbart, at selskabet anså erstatningskravene som reelle. Selskabet afstår således fra at påtage sig risiko ved afgivelse af indkøbsordrer eller at optage salgsordrer. Selskabet agerer således ansvarsmæssigt ligestillet med at være under insolvensbehandling.

Videre afsættes beløbet 50,7 mio. kr. i regnskabet som hensat. På trods at, der efter denne hensættelse er en positiv egenkapital på 49,6 mio. kr., tages der forbehold for regnskabsaflæggelse med fortsat drift for øje. Dette i konsekvens af, at hensættelse af de 50.7 mio. kr. ikke modsvarede de opgjorte krav, og at kravets opgørelse til 50.7 mio. kr. forudsatte positive forhandlinger med de skadeslidte.

Også på punktet vedrørende skatteyders erkendelse af kravet og handling derefter, er nærværende sag således meget sammenlignelig med TfS 1996, 17 4.

I en tilsvarende sag fra 1964 fik sagen det modsatte udfald.

LSR 1964. 20067

Landsskatterettens kendelse af 8. februar 1964, j.nr. 20067

Hensættelse til imødegåelse af erstatningsansvar m.v.

”En Speditør var ansvarlig for skader på varer, der behandledes af hans virksomhed og havde indtil 1962 kun været udsat for erstatningskrav på 1-2.000 kr. årligt. I forbindelse med en skade på et vareparti i 1962 var skatteyderen imidlertid blevet stillet over for et erstatningskrav på 24.000 kr., som for tiden var under behandling i flere forsikringsselskaber. På baggrund heraf og under hensyn til at der stadig var skaderisici, for hvilket det ikke var muligt at dække sig forretningsmæssigt ind, havde skatteyderen foretaget en henlæggelse til imødegåelse af tab ved erstatningssager på 7.500 kr. Landsskatteretten fandt imidlertid, at skatteyderen efter det hidtidige skadeforløb ikke kunne anses for berettiget til at foretage generelle henlæggelser, og da det var tvivlsomt om og i hvilket omfang skatteyderen ville blive erstatningsansvarlig i forbindelse med det i sagen omhandlede vareparti, ville der heller ikke kunne indrømmes et særligt fradrag i sidstnævnte anledning.”

Her er begrundelsen dog, at Landsskatteretten anser det for tvivlsomt, om og i hvilket omfang, skatteyderen ville blive erstatningsansvarlig i forbindelse med det i sagen omhandlede vareparti.

I vores sag er det utvivlsomt, at [virksomhed21] vil blive pålagt et betydeligt økonomisk ansvar. Det, at forsikringsselskabet klart accepterer, at kravet overstiger det forsikringsdækkede, viser, at tabet utvivlsomt er større end de 12,5 mio, kr. for [virksomhed21]. Opgørelsen fra advokat [person4] af 3. februar 2017 viser også, at vurderingen af kravet ikke alene er baseret på et frit skøn, men bygger på en gennemgang af de enkelte rejste og varslede krav. Videre er de potentielt største krav udeladt, idet krav fra miljømyndighederne kunne udgøre beløb, der potentielt ikke ville kunne betales men ville medføre konkurs.

Udover ovenstående sag, kan der henvises til U1987.126H, hvilken ligeledes berører SKATs påstand om, at fradrag først kan ske, når beløbet kan opgøres endeligt.

U1987.126 Højesterets dom af 16. januar 1987 i sagen I 368/1985

Sagen vedrørte, om en advokat havde fradrag for erstatningskrav, der var opstået som følge af hans kompagnons behandling af en betalingsstandsning. Sagen vedrørte om der var fradrag.

Her var den skadegørende handling sket i 1973. Advokaten accepterede dog først, at der var et ansvarsgrundlag i 1976. Advokaten fratrak udgiften i indkomstopgørelsen for 1976. Højesteret accepterede fradrag i 1976. Kravet var dog i 1976 selvangivelsen opgjort til 136.818 kr., men blev under skattesagen nedsat til 88.701 kr. Dette blev under sagen håndteret således, at advokatens påstand om fradrag for erstatning i 1976 blev nedsat til 88.701 kr.

Sagen viser således, at fradrag kan ske, selv om beløbet ikke er endeligt fastslået, når der er sikkerhed for ansvarsgrundlaget. Man kan hertil indvende, at periodiseringsspørgsmålet ikke var under pådømmelse ved Højesteret. Det må dog antages, at SKAT og Kammeradvokaten har været enig i periodiseringen, og ikke har vurderet, at denne var ulovhjemlet.

Skattestyrelsen anfører som reaktion med, at vi har fremdraget U 1987.126 som præjudikat, at afgørelsen alene viser, at fradrag kan tages, når følgende betingelser er opfyldt:

1.  Der er sikkerhed for, at der er et ansvarsgrundlag.
2.  Det med sikkerhed vil medføre en udgift.
3.  Og at udgiften kan gøres endeligt op og er accepteret af skadevolder.

Vi skal dog henvise til, at ved U1987.126 kunne kravet ikke gøres endeligt op i fradragsåret. Dette fremgår af, at fradraget under sagen blev justeret.

Det kan derfor ikke kræves, at fradraget kan gøres endeligt op.

Det er således vores vurdering, at de af os fremførte præjudikater viser, at det ved erstatninger, der hviler på et ansvarsgrundlag, er praksis, at fradrag kan tages i det år, der er sikkerhed for, at der er et ansvarsgrundlag, der med sikkerhed vil føre til en udgift, uanset at beløbet først betales i et efterfølgende år, og uanset at beløbet først med fuld sikkerhed kan opgøres i et efterfølgende år.

De af SKAT påberåbte afgørelser SKM 2011.669 HR, TFS 1994, 689 LSR og SKM 2013.580 HR vedrørte derimod almindelige driftsomkostninger, der med en vis sikkerhed ville opstå i et senere år, men hvor visheden om, at de ville opstå, forledte skatteyder til at begære fradrag i et tidligere år.

Afgørelsen SKM 2003.71 VLR vedrørte et omtvistet toldkrav i Norge. Toldkravet vedrørte perioden 1992 til 1995, og beløbet burde have været betalt og fradraget i disse år. Skatteyder valgte at begære fradraget i 1997, hvor den øverste toldmyndighed havde truffet afgørelse i sagen. Da kravet imidlertid i det hele var bestridt, anlagde skatteyder sag ved domstolene. Her blev der først i 2000 indgået et forlig. Under denne omstændighed fandt Landsretten, at fradraget først kunne ske i år 2000.

Uanset at SKM 2003.71 VLR efter sin karakter kan minde om krav ved ansvarspådragende handlinger, bemærkes det dog, at udgiften reelt vedrørte 1992-1995, og burde være fradraget der. Når der så i 1997 begæres fradrag, uden af skatteyder har erkendt, at der er et krav, synes det ikke at stride imod de af os anførte afgørelser, at retten finder, at fradraget bør afvente en endelig erkendelse af kravet.

Vi skal således påstå, at det er i overensstemmelse med praksis og med statsskattelovens §6a, at [virksomhed21] indrømmes fradrag for 50.700.000 kr. i 2016.

Ad subsidiær påstand

[virksomhed21] har i sit regnskab i 2016 samlet indtægtsført forsikringserstatning med 43.285.091 kr. Denne forsikringserstatning er kun delvist en tingskadeerstatning for egne skader.

12.500.000 kr. dækker imidlertid skader på andres ejendom m.v. Dette beløb tilkommer derfor ikke [virksomhed21].

De 12.500.000 kr. vil således alene komme til betaling i det omfang, der rejses krav fra tredjemand.

Denne regnskabsmæssige indtægtsførelse af den potentielle udbetaling fra forsikringsselskabet skal ses i sammenhæng med, at der udgiftsføres en hensættelse til betaling af erstatning, der ikke alene omfatter det beløb, [virksomhed21] selv skal udrede, men også det beløb der er forsikringsdækket.

[virksomhed21] har således på ingen måde erhvervet ret til beløbet. Beløbet kommer alene til udbetaling, hvis der opstår krav, der overstiger beløbet. Hvis SKAT anfører, at der er betydelig usikkerhed om erstatningskravene, må dette samtidigt føre til, at de 12.500.000 kr. ikke skal indtægtsføres.

Vi skal således subsidiært påstå den skattepligtige indkomst nedsat med 12.500.000 kr. i forhold til den foreslåede ansættelse.

At et tilsagn om betaling fra et forsikringsselskab ikke medfører skattepligt i tilsagnsåret fremgår også af TfS 1999,631, hvor en husejer (udlejningsejendom) i 1990 fik tilsagn om en erstatning på 285.000 kr. fra sit forsikringsselskab. Da husejeren selv ønskede at udbedre skaden, blev udbetaling udskudt. Da udbedring ikke var sket i 1992, blev forsikringen udbetalt. Husejeren ønskede nu at blive beskattet i 1990. Landsretten fandt imidlertid, at da udbetaling var betinget af udbedring, kunne forsikringssummen først beskattes i det år, hvor den blev udbetalt på trods af manglende udbedring. Det bemærkes dog, at Landsretten fandt, at forsikringssummen slet ikke skulle beskattes, da ejendommen ikke, som tidligere antaget, var en næringsejendom.

Denne afgørelse viser således, at et betinget tilsagn fra et forsikringsselskab ikke medfører skattepligt i tilsagnsåret.

Dette må særligt gælde i nærværende sag, hvor udbetalingen ikke reelt vil tilgå [virksomhed21], men alene vil kunne anvendes til at dække tredjemands krav.

Skattestyrelsen henviser vedrørende den subsidiære påstand til to afgørelser:

SKM2011.389 VLR og SKM 2007.552 BR.

SKM2011.389 VLR vedrørte en situation, hvor skatteyder ønskede en forsikringssum henført til en periode, der lå to år forud for forsikringssummens udbetaling.

Dette fandt retten ikke og stadfæstede beskatning i udbetalingsåret.

I forhold til nærværende sag bemærkes, at de 12.500.000 kr. ikke er udbetalt, og at SKM2011.389 VLR derfor nærmere burde tale for, at beskatning i 2016 ikke skal finde sted.

SKM 2007.552 BR er en sag vedrørende en branderstatning/driftstabsdækning. Her blev der indgået forlig i indkomståret 2003, og forsikringssummen blev udbetalt i 2003. Retten fandt derfor, at der ikke var hjemmel til at udskyde beskatningen til 2004, hvor en del af det driftstab, forsikringen vedrørte, kunne henføres til.

Den afgørende forudsætning i denne sag var dog, at beløbet var blevet udbetalt. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag.

I nærværende sag er [virksomhed21] ikke herre over, om forsikringssummen kommer til udbetaling, idet dette forudsætter, at tredjemands krav godkendes. Det vil videre være tredjemand, der vil modtage forsikringssummen, dog eventuelt udbetalt via [virksomhed21].

Det bemærkes videre, at SKM 2007.552 BR synes forkert, i hvert fald i sine præmisser. Afgørelsen bygge således på, at der dengang ikke var en praksis for at periodisere driftstabserstatninger. (Praksis for periodisering af driftstabserstatninger kan findes i bl.a. TfS 1991, 86 VLR, hvor det udtales at ” Skattemyndighederne anså i indkomståret 1982 proprietæren for almindelig indkomstskattepligtig af de 592.300 kr. ud af driftstabserstatningen, som var henført til dette indkomstår”, og TfS 1996, 762, særligt sidstnævnte hvor Landsskatteretten udtaler ”I overensstemmelse med praksis omkring periodisering af driftstabserstatninger skulle den af klageren modtagne indkomststøtte på 52.000 kr. medregnes ved indkomstopgørelsen i 1993 som selvangivet af klageren”.)

Kammeradvokaten anfører således, at praksis om periodisering af driftstabserstatninger er ophørt den 3. august 2001 som ulovhjemlet, jf. SKM2001.492.VLR. Det bemærkes, at denne reference er forkert.

Der må være tale om SKM2001.294.LR.

SKM2001.294.LR. handler om en landmand, der får erstatning for sanering af en svinebesætning. Da saneringen, altså salget af den hidtidige besætning, sker i et år, og landmanden genanskaffer svin året efter, ville erstatningen for svin udløse en stor indkomst som forskellen mellem den skattemæssige husdyrbesætningsværdi i salgsåret og den tilsvarende forskel mellem købsprisen og husdyrbesætningsværdien i år 2.

Ligningsrådet gav tilladelse til at udskyde indtægtsførelse af salgssummen til år 2 under henvisning til praksis for periodisering af branderstatning.

Ligningsrådet udtalte dog samtidigt, at “en sådan periodisering af erstatningssummer for husdyrbesætninger ikke kan forventes imødekommet for fremtidige sager, da der ikke er hjemmel hertil. (Praksisændring har virkning for ansøgninger efter 3. august 2001).

Det bemærkes, at det Ligningsrådet siger, således er, at der ikke fremover kan ske periodisering af erstatningssummer for husdyrbesætninger. Dette synes absolut rigtigt, da driftstabet for landmanden jo opstår i det år, besætningen saneres, og ønsket om periodisering er derfor alene begrundet i det skattetekniske forhold, at svinebesætninger er påtaget i skatteregnskabet til et lavere beløb end den faktiske værdi.

En beskatning i saneringsåret er således i overensstemmelse med princippet om, at forsikringssummer behandles som det, de træder i stedet for (i SKM2001.294.LR svin), og salgssummer for svin er skattepligtige.

I SKM 2007.552 BR og vedrørende driftstabserstatninger generelt er forsikringsbetalingen dækning for et driftstab over en periode over flere år, og det synes derfor ikke uforeneligt med statsskatteloven at periodisere en driftstabserstatning.

Det må således antages, at hvis Ligningsrådet havde ment, at periodisering af erstatningssummer for driftstabserstatninger generelt var ulovhjemlet, havde man skrevet:

•  En sådan periodisering af erstatningssummer ikke kan forventes imødekommet for fremtidige sager, da der ikke er hjemmel hertil

Og ikke:

•  En sådan periodisering af erstatningssummer for husdyrbesætninger ikke kan forventes imødekommet for fremtidige sager, da der ikke er hjemmel hertil.

Uanset tolkningen af SKM 2007.552 BR er det dog en afgørende forskel, at der i SKM 2007.552 BR var sket en udbetaling, og skatteyderen alene var herre over, om betingelserne herfor var opfyldt, ligesom forsikringssummen tilfaldt skatteyder.

I vores sag er ingen af disse forhold tilfældet.

SKM 2007.552 BR er så et resultat af forhandlingsmaksimens skyggesider, hvor en velforberedt kammeradvokat fremlægger alle påstande, der kan tjene hans sag, uanset hvor løse de er, da de kan påvirke afgørelsen, hvis modparten ikke tilbageviser påstanden. Dette er så bare en mindelse om, at en asymmetrisk fordeling af kompetencer kan påvirke afgørelser ved domstolene.”

Afslutning/sammenfatning

Det er samlet vores opfattelse, at der i februar 2016 opstår en endelig pligt til at udrede et meget stort erstatningsbeløb, der potentielt overstiger det hensatte beløb væsentligt.

Der er meget lidt retspraksis vedrørende periodisering af udgifter ved erstatningsansvar. De af SKAT anførte afgørelser vedrører ikke skadegørende handlinger men periodisering af almindelige driftsomkostninger, der også vil være løbende driftsomkostninger i de år, de afholdes.

Der er en del afgørelser vedrørende erstatninger, men her har der ikke været tvist om periodisering.

Den eneste afgørelse, der direkte vedrører en tvist om periodisering, er således TfS 1996, 174, hvor det accepteres, at der ved anvendelse af statsskattelovens §6a skal forstås således, at fradrag foretages i det år erstatningspligten er konstateret, uanset at kravet ikke er endeligt opgjort.

Beskatning af forsikringsdækning i skadesåret kombineret med udskydelse af fradrag for erstatningsbetaling vil også være ødelæggende for en virksomhed, der udsættes for en betydelig skade og betydelige krav. At dette bør tillægges vægt, ses af TfS 1988, 70, hvor ligningsrådet som følge af særlige omstændigheder gav skatteyder mulighed for at udskyde avancer som følge af branderstatning”

Selskabets repræsentant har fremsendt følgende uddybende bemærkninger til sagen:

”Ved brev af 4. august 2020 stiller Skatteankestyrelsen nogle uddybende spørgsmål til erstatningsudbetalinger og aftaler, som jeg skal forsøge at redegøre for i det følgende.

Ved uheldet opstod der betydelig skade på eget og andres materiel af betydeligt omfang. Det måtte derfor vurderes, om skaderne ville betyde, at virksomheden ikke kunne fortsætte.

Selskabets advokat blev bedt om at vurdere erstatningsomfanget og forsikringsdækningen vedrørende skader på 3. mands ejendom.

Advokat [person4] ved [person5] afgav den 7. februar 2017 en erklæring vedrørende sagen, der vedlægges som bilag A1. De indstævnede, varslede og estimerede krav beløb sig til 50,7 mio. kr. for [virksomhed21] forstået som den del, [virksomhed21] kunne forventes at skulle dække efter indbyrdes fordeling med [virksomhed3] A/S.

De 50,7 mio. kr. var bruttoudgiften således, at [virksomhed21] alene forventedes at skulle dække 38,2 mio. kr., da de 12,5 mio. kr. ville være dækket af en fælles erhvervsansvarsforsikring med [virksomhed3] A/S.

En så betydelig skade er kompliceret at rydde op efter faktuelt, men også den juridiske oprydning tager tid.

I 2017 blev der således alene afsluttet et forlig med selskabet [virksomhed7], der ikke er skadelidt, men som deltog i skadesservice i forbindelse med branden og dermed reducerede tab for 3. mand.

Som bilag A2 (3. mand 2017), vedlægges konto 6303 skyldig 3. mand brand, dokumentation for betaling og forlig med [virksomhed7].

I 2018 udbetaltes en lang række beløb, hvor hovedparten var omkostninger på linje med [virksomhed7] blot til [virksomhed24] A/S og M.J.
[virksomhed39] A/S, der varetog arbejde i forbindelse med skaden. Grunden til at disse forhold ikke var afklaret tidligere er, at der ved en sådan skade ikke er mulighed for at indgå aftaler, men at der derimod er grundlag for, at de, der kan assistere, blot går i gang og betalingen for arbejdet må afklares efterfølgende.

I 2018 udbetaltes desuden en større erstatning til [virksomhed2] A/S/ [virksomhed9]. Denne erstatning for skader på området udgjorde 8,6 mio. kr” men i den indbyrdes fordeling blev 6,9 mio. kr. overført til [virksomhed3] A/S.

Materiale vedrørende 2018 vedlægges som bilag A3 (3.mand 2018).

I 2019 afsluttedes en række forlig særligt med [by1] Kommune og [virksomhed6]. Videre sluttes forlig med [virksomhed40] vedrørende skader på [virksomhed8] og med GF forsikring vedrørende biler parkeret på havnen.

Materiale vedrørende 2019 vedlægges som bilag A4 (3.mand 2019).

Det bemærkes, at særligt forliget med [virksomhed6] sluttede på et gunstigere niveau end oprindeligt forventet. I 2019 blev tabskontoen godskrevet med 3.000.000 kr., som dækkede sagsomkostninger krav behandlet af selskabets advokat betalt af [virksomhed23]. Dette beløb er en betaling, der dækker sagsomkostninger, der ikke er ført over konto 6303 og giver til dette brug et lidt misvisende billede af, at der i året kun netto er afholdt udgifter til erstatninger på 4,4 mio. kr., hvor beløbet reelt er 7,4 mio. kr.

For 2020 er der ind til videre alene sluttet et forlig med [person6] for værditab.

Materiale vedrørende 2020 vedlægges som bilag A5 (3.mand 2020).

Som bilag A6 (3. mands krav 31122019) vedlægges estimat over resterende erstatninger ultimo 2019.

Vedrørende spørgsmålene under punkt 2 bemærkes.

Ejerskabet til [virksomhed21] og [virksomhed3] A/S er delvist sammenfaldende og fordeling af de enkelte krav er derfor fordelt uformelt efter aftale i bestyrelse og ejerkreds. I den interne fordeling er der lagt vægt på, at begge parter har et ansvar, men at [virksomhed3] A/S som følge af opbevaring af fedt i tanke havde en større andel af visse oprydningsudgifter og udgifter relateret til disse tanke.

I forholdet til forsikringen var denne tegnet som en fælles forsikring, og i mangel af andet var det udgangspunktet, at denne skulle deles ligeligt til fordeling mellem selskaberne til dækning af de krav hvert selskab skulle dække endeligt.

Der vedlægges som bilag B1 Suspensionsaftale 2016.

Der vedlægges som bilag B2 Endelig aftale […] og [virksomhed3]. Det bemærkes, at der ikke i 2016 var en endelig aftale mellem selskaberne om fordeling af den samlede forsikringsudbetaling. Forsikringsudbetalingen var ikke et beløb, der tilkom selskaberne, men alene en ansvarsforsikring til dækning af ansvar overfor 3. mand. Fordelingen måtte derfor afvente, at krav mindst svarende til forsikringen var indkommet og fordelt.

Vedrørende spørgsmålene under punkt 3 bemærkes.

Forsikringen kom til udbetaling i 2019.

Der vedlægges som bilag C1 Aftale om forsikringsudbetaling.

Der vedlægges som dokumentation for betaling bilag C2 Betaling [virksomhed23] 2019 28 mio. kr.

Det ses af bilag C2, at udbetalingen udgør 28 mio. kr., heraf er 3 mio. kr. dækning af egne advokatomkostninger, der blev dækket af forsikringen.

Af bilag C1 fremgår, at det er en forudsætning for udbetalingen, at [virksomhed21] og [virksomhed3] A/S har udbetalt forsikringsdækkede erstatninger, der mindst svarer til forsikringsbeløbet.

Af aftalen fremgår tillige, at [virksomhed21], [virksomhed3] A/S og disses væsentligste aktionærer kautionerer for tilbagebetaling af beløbet, hvis der rejses krav mod [virksomhed23].

Dette hænger sammen med Forsikringsaftalelovens § 95 der lyder således:

”§ 95 Når den sikredes erstatningspligt over for den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse bestemt, indtræder den skadelidte i den sikredes ret imod selskabet, for så vidt han ikke er fyldestgjort.

Stk. 2. Den skadelidte indtræder endvidere i den sikredes ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller gældssanering. I det omfang skadelidtes krav ikke er blevet dækket, kan det fulde krav på erstatning rettes mod selskabet. Selskabet skal i de i 1. pkt. nævnte tilfælde uden ugrundet ophold underrette den sikrede om, at det har modtaget et krav på erstatning.

Stk. 3. Har flere skadelidte krav på erstatningsyde/sen for en forsikringsbegivenhed, og overstiger deres for selskabet anmeldte krav tilsammen, hvad selskabet er pligtigt at yde, skal de, for så vidt ikke andet er vedtaget, fyldestgøres forholdsmæssigt.”

Det er således de skadelidte, der har krav mod forsikringsselskabet, uanset det er [virksomhed21], [virksomhed3] A/S, der er forsikrede. Det er således en forudsætning for [virksomhed23] A/S, at der er udbetalt tilsvarende beløb til skadelidte.

Hvis der kom yderligere krav, kunne [virksomhed23] i princippet blive ansvarlig over for yderligere skadelidte, idet kravet dog ville blive begrænset til 25 mio. kr.

Dette viser efter vores opfattelse klart, at de 12,5 mio. kr./ 25 mio. kr. ikke er noget, der nogensinde kunne komme til udbetaling til [virksomhed21], [virksomhed3] A/S, uden at der forinden var skadelidte, der var berettiget til forsikringen og selv i dette tilfælde er udbetaling sket med forbehold af tilbagebetaling.

Det er derfor vores opfattelse, at det, at [virksomhed21] har anført de 12,5 mio. kr. som en indtægt, ikke kan anskues som et udtryk for, at man mener, at der er tale om en skattepligtig indtægt, men skal anskues i sammenhæng med, at der hensættes det fulde bruttobeløb til erstatning inkl. det, der dækkes af forsikring.

Denne regnskabsmæssige præsentation kan dog ikke føre til, at en forsikringsudbetaling, der tilkommer 3. mand, kan blive skattepligtig for skadevolder på skadestidspunktet.”

Vedrørende ændring af den primære påstand har selskabets repræsentant den 1. december 2020 fremsendt følgende begrundelse:

”I forlængelse af vores brev af 11. september 2020 skal vi fremkomme med følgende justeringer til vores påstand.

Oprindelig påstand ansættelsen nedsættes med 50.700.000 kr.

Ny påstand

Ansættelsen nedsættes med 19.266.885 kr.

Nedenfor er gengivet i oversigtsform de reguleringer i hensættelsen der er foretaget vedrørende branden i 2016.

 

Økonomisk vurdering af erstatningshenlæggelse

       
                 
 

Faktum Der henlægges 50.700.000 kr. hvoraf de 12.500.000 kr. er forsikringsdækkede.

   
 

De første 12.500.000 kr. dækkes derfor af forsikringen.

       
                 
 

Hvis man derefter ser på forløbet og hvornår DanGødning selv kommer til at afholde udgifter kan dette (Illustreres således)

                 
 

Hensættelse

Forsikring

Erstatning

Forbrug forsikring

Forbrug Egen

Rest forsikring

Rest egen

Total

Start

50.700.000

12.500.000

0

0

0

12.500.000

38.200.000

50.700.000

2017

   

5.250.000

5.250.000

 

7.250.000

38.200.000

45.450.000

                 

2018

   

3.768.784

3.768.784

 

3.481.216

38.200.000

41.681.216

                 

2019

   

4.398.101

3.481.216

916.885

0

37.283.115

37.283.115

                 

2020

Forlig [virksomhed10]

5.850.000

0

5.850.000

0

31.433.115

31.433.115

                 

Samlet egenbetaling på de oprindelige hensættelser indtil 2020

6.766.885

     
                 

Samlet betaling på de oprindelige hensættelser indtil 2020

 

19.266.885

   
                 

Betalingerne kan opdeles i 2 faser idet de første 12.500.000 kr. var forsikringsdækkede. De forsikringsdækkede betalinger var således en forudsætning for at der kunne udbetales fra forsikringen.

Der blev frem til 2019 indgået forlig og afholdt omkostninger vedrørende forsikringsbegivenheden således at forsikringen kunne udbetales i 2019.

Som anført i vores brev af 11. september var det en nødvendig forudsætning for forsikringsudbetalingen at der blev afholdt skadesomkostninger for mindst et beløb svarende til forsikringen.

Det er således vores klare opfattelse at de 12,5 mio. kr./ 25 mio. kr. ikke er noget der nogensinde kunne komme til udbetaling til [virksomhed21], [virksomhed3] A/S uden at der forinden var skadelidte der var berettiget til forsikringen og selv i dette tilfælde er udbetaling sket med forbehold af tilbagebetaling.

Det er derfor vores opfattelse, at det at [virksomhed21] har anført de 12,5 mio. kr. som en indtægt ikke kan anskues som et udtryk for at man mener, at der er tale om en skattepligtig indtægt men skal anskues i sammenhæng med, at der hensættes det fulde bruttobeløb til erstatning inkl. det der dækkes af forsikring.

Denne regnskabsmæssige præsentation kan dog ikke føre til at en forsikringsudbetaling der tilkommer 3. mand kan blive skattepligtig for skadevolder på skadestidspunktet.

Frem til 2020 er der videre afholdt omkostninger ud over forsikringssummen på 916.885 kr. i 2019 og 5.850.000 kr. i 2020. De 5.850.000 kr. er forlig med [virksomhed10]. Forligsaftalen vedlægges. Forliget med [virksomhed10] vedrører et oprindeligt krav jf. opgørelse fra [person4] 7. februar 2017. Forliget vedrører dels punkt 3 i opgørelsen af 7. februar 2017 dels punkt 8 der begge var anmeldt ved udgangen af 2016.

Det samlede beløb der er afholdt udover det forsikringsdækkede udgør således 6.766.885 kr. hvorfor den samlede påstand inkl. forsikringsdækningen udgør 19.266.885 kr.

Det bemærkes at der løbende er afholdt udgifter ud over de 19.266.885 kr. men at disse er taget over driften og ikke over hensættelseskontoen idet der er tale om udgifter der ikke var del af den oprindelige hensættelse.

Det bemærkes også, at der fortsat er forhandlinger med skadelidte og deres forsikringsselskaber. Disse forhandlinger forventes fortsat at resultere i udgifter på 15-20 mio. kr. Da den tidsmæssige afstand mellem skadesbegivenheden og afholdelse af udgiften er betydelig, og der fortsat hersker en usikkerhed om beløbenes størrelse har vi i samråd med virksomheden valgt ikke at inddrage disse erstatningsbetalinger i vores påstand.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter statsskattelovens § 4 består den skattepligtige indkomst af den skattepligtiges samlede årsindtægter. Heraf følger, at en indtægt medregnes til de samlede årsindtægter for et givet indkomstår, når der er erhvervet endelig ret til den inden for det pågældende indkomstår.

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

At der foreligger en driftsøkonomisk begrundelse for at henføre et fradrag til et bestemt tidspunkt er ikke tilstrækkeligt til, at der kan foretages et skattemæssigt fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvis der på det pågældende tidspunkt ikke foreligger en retlig forpligtelse til betaling.

Den omstændighed, at der er en sammenhæng mellem indtægter, der er erhvervet før de hermed forbundne udgifter afholdes, medfører ikke, at de pågældende udgifter kan fradrages, før den endelige retlige forpligtelse til at afholde udgifterne aktualiseres, og udgifterne kan gøres endeligt op.

Der kan som udgangspunkt ikke indrømmes fradrag i forbindelse med hensættelser til fremtidige udgifter, jf. eksempelvis i dommen SKM2013.580.HR. I denne sag udtalte retten, at hensættelserne ikke havde karakter af en endelig retlig forpligtelse, hvilket efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er nødvendig for fradrag, samt at fradrag først kan foretages, når forpligtelsen til at afholde udgiften aktualiseres, og udgiften kan gøres endeligt op.

Det er efter retspraksis godkendt, at der under visse betingelser kan foretages fradrag for hensættelser til visse typer af fremtidige forpligtelser herunder særligt garantiforpligtelser.

Erstatninger behandles dog som udgangspunkt efter statsskattelovens almindelige regler.

Den 3. februar 2016 kollapsede en tank på [virksomhed2] under påfyldning af gødning. Kollapset antages efter det oplyste at skyldes en fejl i en svejsning på tanken. Uheldet førte til omfattende tings- og miljøskader, herunder fordi en tank indeholdende palmeolie kollapsede, hvilket førte til brand på havnen.

Som følge heraf har selskabet som primær påstand gjort gældende, at hensættelser på 50.700.000 kr., under klagesagen nedsat til 19.266.885 kr., til imødegåelse af forventede erstatningsforpligtelser udgør en fradragsberettiget driftsomkostning.

Subsidiært har selskabet gjort gældende, at såfremt der ikke godkendes fradrag for hensættelserne, skal 12.500.000 kr. af de indtægtsførte forsikringsbeløb ikke medregnes til selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2016.

Det er rettens opfattelse, at erstatningsansvaret i denne sag er udsprunget af en almindelig driftsrisiko ved selskabets virksomhedsaktiviteter.

Ad primær påstand

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag i den skattepligtige indkomst for hensættelser til imødegåelse af erstatningsansvar, idet Skattestyrelsen har fundet, at det skyldige beløb ikke har kunnet opgøres endeligt.

Heroverfor har selskabet henvist til Vestre Landsrets dom af 24. januar 1996 som offentliggjort i TfS 1996, 174. En speditør, der havde misligholdt en aftale om opbevaring af et håndpant, fik ret til at fratrække forventede udgifter til erstatning i det år, hvor misligholdelsen blev konstateret, selvom der først i det efterfølgende år blev indgået forlig om betaling af erstatning.

Selskabet har gjort gældende, at det i skadesåret, ligesom speditøren, har taget skridt til at imødegå et erstatningsansvar, der utvivlsomt vil blive realiseret.

I TfS 1996, 174 vedrørte speditørens erstatningsansvar et varelager, som en række banker havde fået håndpant i, i anledning af økonomiske problemer i selskabet A A/S. Speditøren havde ikke opbevaret håndpantet, således at A A/S’ ansvarshavende ikke havde adgang til at råde over dette.

Det er rettens opfattelse, at speditørens erstatningsansvar har kunnet gøres endeligt op i det år, hvor A A/S gik konkurs, idet det må lægges til grund, at der har været en nær sammenhæng mellem varelagerets værdi og erstatningspligten.

Derimod har selskabet i denne sag pådraget et erstatningsansvar, hvis omfang ikke i indkomståret 2016 kunne gøres endeligt op.

Selskabet har oplyst, at der var anmeldt flere krav i 2016. Dog fremgår det af advokatens redegørelse af 7. februar 2017, at der på dette tidspunkt alene var rejst et krav mod selskabet, samt at dette fortsat var omtvistet, idet der pågik en retssag om det skyldige beløbs størrelse.

Selskabet har yderligere henvist til Landsskatterettens kendelse af 8. februar 1964 som offentliggjort i LSR 1964.20067. Heri havde en speditør årligt måtte påregne erstatningskrav mellem 1.000 kr. og 2.000 kr. I 1962 blev han mødt af et erstatningskrav på 24.000 kr. Landsskatteretten fandt, at han i lyset af det hidtidige skadesforløb ikke kunne foretage generelle henlæggelser på 7.500 kr. til imødegåelse af fremtidige erstatningsansvar. Da det var tvivlsomt om og i hvilket omfang skatteyderen ville blive erstatningsansvarlig i forbindelse med det i sagen omhandlede vareparti, ville der heller ikke kunne indrømmes et særligt fradrag i denne anledning.

Selskabet har gjort gældende, at det, i modsætning til denne speditør, utvivlsomt ville ifalde et erstatningsansvar i anledning af ulykken på [virksomhed2].

I LSR 1964.20067 var der tale om et ekstraordinært erstatningsansvar, der udsprang af en enkeltstående begivenhed. Yderligere kunne de fremtidige krav i anledning af denne begivenhed ikke gøres endeligt op.

Tilsvarende må hændelsen, som erstatningsansvaret udspringer af for selskabet i denne sag, anses for en enkeltstående begivenhed, ligesom erstatningsansvarets omfang ligeledes ikke kan gøres endeligt op i indkomståret 2016.

Dette støttes af den reviderede påstand i denne sag, herunder at selskabet i perioden frem til december 2020, ifølge det oplyste, har udbetalt erstatninger på ca. 19,3 mio. kr., hvoraf 12,5 mio. kr. er dækket af forsikringsselskabet. Selskabet oplyste i december 2020, at der fortsat var forhandlinger med skadelidte og deres forsikringsselskaber med forventede yderligere udgifter på 15-20 mio. kr., men at der var usikkerhed om beløbenes størrelse.

Efter en samlet vurdering finder retten, at der ikke kan godkendes fradrag for hensættelser til erstatninger i indkomståret 2016, idet det må lægges til grund, at der i 2016 var stor usikkerhed om erstatningsbeløbets størrelse, hvorfor erstatningsbeløbet ikke i dette indkomstår har kunnet gøres endeligt op.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse på dette punkt.

Ad den subsidiære påstand

Selskabet har gjort gældende, at udbetalingen af forsikringssummen på 12,5 mio. kr. var betinget af, at selskabet selv afholdt udgifter til erstatninger i et tilsvarende omfang, og at beløbet derfor ikke skal indtægtsføres i indkomståret 2016, såfremt der ikke godkendes fradrag for henlæggelser i det påståede omfang.

Det fremgår af den fremlagte dokumentation, at selskabet har indtægtsført en forsikringssum på 12,5 mio. kr. i indkomståret 2016.

Det fremgår yderligere af den fremlagte dokumentation, at der er indgået aftale om udbetaling af forsikringssummen under selskabets ansvarsforsikring i indkomståret 2019.

Det fremgår af aftalen, at selskabet og [virksomhed3] A/S på dette tidspunkt havde dækket krav, der oversteg forsikringssummen, hvorfor den fulde forsikringssum på 25 mio. kr. blev udbetalt til selskaberne. Retten lægger til grund, at selskabet og [virksomhed3] A/S har fordelt forsikringssummen imellem sig, med 50 % til hver, svarende til de i nærværende sag omtvistede 12,5 mio. kr. for selskabet.

Idet den pågældende forsikringssum var betinget af, at selskabet afholdt udgifter til dækning af 3. mands krav, der minimum modsvarede forsikringssummen, idet der ikke er afholdt udgifter til dækning af nogen andel af erstatningsansvaret i indkomståret 2016, og idet der i indkomståret var en betydelig usikkerhed om det økonomiske omfang af selskabets erstatningsansvar, finder retten, at selskabet ikke har erhvervet endelig ret til forsikringssummen i indkomståret 2016.

Landsskatteretten ændrer den påklagede afgørelse på dette punkt, således at forsikringssummen på 12,5 mio. kr. ikke indtægtsføres i indkomståret 2016.