Afgørelse af 10. maj 2021

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Indkomståret 2018

     

Fuld skattepligtig – Danmark domicilland

Ja

Nej

Ja

Befordringsfradrag

0

45.140

0

Rejsefradrag

0

20.000

0

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og har efter egne oplysninger arbejdet i Danmark siden august 2017.

Det fremgår af klagerens fremlagte ansættelseskontrakt, at han blev ansat som svejser i en tidsbegrænset stilling fra den 2. januar 2018 til den 29. juli 2018 ved [virksomhed1] A/S med adresse på [adresse1], [by1].

Det fremgår endvidere, at klageren var beskæftiget på permanent arbejdsplads med adresse på [adresse2], [by2] ved [virksomhed2] A/S.

Der er fremlagt en yderligere ansættelseskontrakt mellem klageren og [virksomhed1] A/S gældende fra den 30. juli 2018 til den 23. december 2018. Det fremgår heraf, at klageren var ansat som smed/svejser på permanent arbejdsplads med adresse på [adresse3], [by2].

Klageren har i klagen selv forklaret, at han arbejder på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, og at han får en ny ansættelsesaftale hver 6. måned.

Det er endvidere oplyst, at klagerens arbejdsgiver har stillet bolig til rådighed for ham, og at klageren først fra den 1. november 2018 fik en lejlighed sammen med sin bror i Danmark. Klageren har fremlagt lejekontrakt vedrørende lejligheden, hvoraf fremgår en adresse på [adresse4], [by2]. Det fremgår, at lejemålet er 90 m2 og består af 3 værelser.

Af Skattestyrelsens kontroloplysninger (R75) for indkomståret 2017 fremgår, at klagerens arbejdsgiver [virksomhed1] A/S har indberettet 737 arbejdstimer, hvilket gennemsnitligt svarer til ca. 28 timer om ugen, idet klageren var ansat ca. halvdelen af året fra den 7. august 2017 til den 24. december 2017. Klageren oppebar 153.649 kr. som løn fra arbejdsgiveren i pågældende indkomstår.

Af R75 for indkomståret 2018 fremgår, at klagerens arbejdsgiver har indberettet arbejdstimer 1.601 timer, hvilket gennemsnitligt svarer til ca. 30 timer om ugen. Endvidere fremgår det, at klageren oppebar 347.473 kr. som løn fra arbejdsgiveren i indkomståret 2018.

Det fremgår af klagerens R75 for indkomståret 2019, at klageren ligeledes i dette indkomstår var ansat ved [virksomhed1] A/S fra den 7. januar 2019 til den 31. december 2019. Klageren modtog løn fra arbejdsgiveren i dette indkomstår på 381.762 kr.

Klageren har fremlagt en række dokumenter i sagen, herunder årsopgørelser fra Polen. Han har endvidere forklaret til sagen, at han har sin ægtefælle og fælles bolig i Polen, og at han rejser til Polen i alle ferier, feriedage og helligdage, samt weekender.

I henvendelse til Skattestyrelsen af 25. marts 2020 har klageren oplyst, at han var i Polen 23 gange i indkomståret 2018, og at han har kørt 1.580 km. pr. gang.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark. Skattestyrelsen har derfor fastsat klagerens befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C til 0 kr. for indkomståret 2018. Skattestyrelsen har endvidere nægtet fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A for indkomståret 2018.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen blandt andet anført:

”(…)

Du kan ikke få overført din ægtefælles uudnyttede personfradrag, da du er fuld skattepligtig til Danmark og det vurderes du er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark jf. artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

For at du ville kunne udnytte din ægtefælles uudnyttede personfradrag, ville det kræve din ægtefælle også var fuld skattepligtig til Danmark, eller du var skattemæssigt hjemmehørende i Polen jf. artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, og valgte beskatning efter grænsegænger-reglerne jf. kildeskattelovens § 5 A – 5 D.

Det skattemæssige hjemsted jf. artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, bestemmes på følgende måde:

Artikel 4 stk. 2 litra a:

”han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);”

Da du har bolig til rådighed i begge lande kan dit skattemæssige hjemsted ikke afgøres ud fra dette kriterie.

Det næste kriterie der skal kigges på er ”midtpunkt for sine livinteresser”. Det vurderes du har de stærkeste personlige interesser i Polen, på grund af det er der din familie bor. Derimod vurderes det du har de stærkeste økonomiske interesser i Danmark, da det er her du tjener din løn og du ingen indtægt har i Polen. Da dine personlige interesser trækker mod Polen og dine økonomiske interesser trækker mod Danmark, kan skattemæssigt hjemsted heller ikke afgøres efter dette kriterie, hvorfor der skal kigges på Artikel 4 stk. 2 litra b.

Artikel 4 stk. 2 litra b:

”hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;”

Da du arbejder fuld tid i Danmark og har angivet du er taget til Polen 23 gange i 2018 og 23 gange i 2018, vurderes det du opholder dig mest i Danmark. Da du opholder dig mere i Danmark end i Polen, kan dit skattemæssige hjemsted afgøres efter dette kriterie, og dit skattemæssige hjemsted bliver derved Danmark.

(…)

Du kan ikke få befordringsfradrag for transport til Polen, da din sædvanlige bopæl vurderes at være i Danmark jf. ligningslovens § 9 C fra 2018.

Du kan ikke få rejsefradrag, da din sædvanlige bopæl vurderes at være i Danmark jf. ligningslovens § 9 A fra 2018.

Din sædvanlige bopæl jf. ligningslovens §§9 A og 9 C, vurderes at være i Danmark, på baggrund af at følgende kriterier der vægter mest til Danmark:

  Periodens længde. (Arbejdet i Danmark siden 16/08-2017)
  Opholdenes hyppighed (I Polen ca. hver anden weekend)
  Økonomisk tilknytning (fuldtidsbeskæftigelse i Danmark)”

Skattestyrelsen har i høringssvaret udtalt:

”Borger angiver det ikke er korrekt at han tager til Polen hver anden weekend, samt har indsendt en kalender med oversigt over ophold i Danmark og Polen.

At der er skrevet ”ca. hver anden weekend” i afgørelsen, er på baggrund af borgers ture tur/retur til Polen som var 23 gange. Af den indsendte kalender fremgår det stadig at borger opholder sig hyppigst i Danmark og i længere perioder.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at han er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C fra Danmark og til sin bopæl i Polen, og at han ligeledes er berettiget til et fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A. Klageren har således gjort gældende, at han ikke skal anses for fuldt skattepligtig til Danmark.

Klageren har til støtte for sin påstand anført:

”Jeg er uenig med afgørelsen vedr. mine rejseudgifter og befodring for 2018. Jeg stertede med at arbejde i Danmark i august 2017, derfor mener jeg at jeg har ret til rejseudgifter både for 2017 og 2018. Den ændring er jeg fuldstændig uforstående over for.. I alt den tid jeg har arbejdet i Danmark, har jeg fået tidsbegrænset ansættelseskontrakt. Jeg får ny kontrakt hver 6 mdr. Jeg er ikke registreret i Folkeregistret, derfor har jeg et særligt sundhedskort, som jeg skal søge om hver 6 mdr. Fra 2017 og frem til 31/10-18, har jeg ikke haft en form for bopæl. Min arbejdsgiver har sørget for noget at bo i, og der blev trukket i min løn for logi.

Først fra den 1/11-18 fik jeg sammen med min bror lejet en lejlighed. jeg betragter ikke mit bopæl i Danmark som fast bolig. Jeg har mit hus og min familie i Polen, og der har jeg mit permanent ophold. Arbejde i Danmark betragter jeg som midletidigt arbejde. Til enhver tid kan jeg blive fyrt fra dette arbejde, og så vil jeg rejse tilbage til Polen. Jeg vil ikke udnytte det danske system, men just benytte mig af de muligheder, arbejde giver mig. Jeg betaler fuld skat i Danmark, og det gør jeg gerne. Håber på en positiv afgørelse.

(…)

I afgørelsen står at jeg opholder mig i Polen hver anden weekend, og dette passer ikke. Jeg rejser til Polen i alle mine ferie, feriedage og hellegedage, plus weekwnder. Vedhæftet dokumentation.”

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Landsskatteretten finder, at klageren som udgangspunkt er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 som følge af, at klageren har haft en bolig til rådighed her i landet siden 2017.


Skattepligt – dobbelt domicil

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen, foreligger der derfor en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, at i tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes hans status efter:

a)  han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast til rådighed i begge stater, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)  hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
c)  hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
d)  hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Da klageren efter det oplyste har fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har midtpunkt for sine livsinteresser. Det følger af kommentarerne til OECD modellen, artikel 4, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv.

Artikel 4, stk. 2 i den dansk/polske dobbeltbeskatningsoverenskomst fortolkes i overensstemmelse med OECD modellen.

I Østre Landsretsdom af 22. december 2006, offentliggjort i SKM2007.135.ØLR, blev en læge, der var bosat i Sverige, anset for fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde arbejde og rådighed over bolig her i landet. Skatteyderen var således skattepligtig til begge lande. Skatteyderen havde stærke økonomiske og personlige forbindelser begge lande. Skatteyderen oppebar størstedelen af sin indkomst i Danmark, hvor han havde en fuldtidsstilling i to år, han havde et sommerhus i Danmark og klageren havde delt bolig med sin elskerinde i Danmark i de to år, hvor han havde fuldtidsstilling. Det antages på den baggrund, at skatteyderen i de to år sædvanligvis havde ophold i Danmark.

I Landsskatterettens afgørelse af 12. september 2019, offentliggjort i SKM2019.603, blev en polsk statsborger, som havde bopæl i både Danmark og Polen, arbejde i Danmark og familie i Polen, anset som værende hjemmehørende i Danmark og ikke i Polen. Klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark henset til, at han havde arbejde i Danmark ligesom klageren havde været tilmeldt det danske folkeregister. Klageren havde personlige interesser i Polen henset til ægtefælle og børn. Klageren havde opholdt sig 190 arbejdsdage om året i Danmark, hvilket var længere tid end klageren havde opholdt sig i Polen.

I Landsskatterettens afgørelse af 29. januar 2021, offentliggjort i SKM2021.51, fandt retten, at en skatteyder var hjemmehørende i Danmark. Hans personlige interesser var i Polen, og hans økonomiske interesser var i Danmark, og han havde bolig til rådighed i begge lande. Retten lagde vægt på, at han opholdt sig mest i Danmark, hvorfor han ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten måtte anses for hjemmehørende i Danmark. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag, da den sædvanlige bopæl var i Danmark.

Henset til, at klageren har haft stærke økonomiske forbindelser til Danmark siden 2017, hvor han blev ansat som svejser/smed ved [virksomhed1] A/S og oppebar løn herfra, finder Landsskatteretten således, at klageren har økonomiske interesser i Danmark, hvilket taler for, at klageren skal anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark.

For så vidt angår klagerens personlige interesser i Polen, fremgår det, at klageren har en polsk adresse med sin ægtefælle i Polen. Det er oplyst, at klageren rejste frem og tilbage mellem Danmark og Polen i ferier, helligdage og weekender. Klageren har angivet 23 ture til Polen. Landsskatteretten finder således, at klageren har personlige interesser i Polen, hvilket omvendt taler for, at klageren har midtpunktet for sine livsinteresser her.

Idet klageren har økonomiske interesser til Danmark og personlige interesser til Polen, skal klageren anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b.

Ifølge oplysningerne indberettet af klagerens arbejdsgiver har klageren arbejdet 1.601 timer i indkomståret 2018, hvilket gennemsnitligt svarer til ca. 30 timer om ugen. Endvidere fremgår det, at klageren oppebar 347.473 kr. som løn fra arbejdsgiveren i indkomståret 2018. Klageren har endvidere oplyst, at han foretog 23 ture til Polen i indkomståret. På den baggrund opholder klageren sig mest i Danmark.

Landsskatteretten finder på den baggrund, at klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4, stk. 2, litra b, må anses for at være hjemmehørende i Danmark, da det er den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold.

Landsskatteretten finder derfor, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark.

Befordringsfradrag og rejsefradrag

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Der fremgår af ligningslovens § 9 C.

Rejseudgifter, der påføres lønmodtageren kan fratrækkes efter bestemmelserne i ligningslovens § 9 A, jf. herved bestemmelsens stk. 7. Fradrag kan dog ikke ske i det omfang udgifterne er godtgjort af arbejdsgiveren eller overstiger 26.800 kr. i et indkomstår.

Det er en betingelse for rejsefradrag, dels der er tale om et midlertidigt arbejdssted, dels at rejsen varer mindst 24 timer. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Et arbejdssted kan højest anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

Den sædvanlige bopæl vurderes ens efter ligningslovens § 9 A og § 9 C.

Efter ligningslovens § 9 A og § 9 C kan en skatteyder kun have én sædvanlig bopæl. Ifølge praksis afgøres tvivlsspørgsmål, om hvilken bopæl der må anses for den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den pågældende har centrum for sine livsinteresser. Ved vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret. Spørgsmål kan således ikke afgøres ud fra et enkelt kriterium.

I byretsdommen af 9. oktober 2009, offentliggjort i SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt befordring mellem Danmark og Finland. Byretten anså klagerens centrum for livsinteresser for at være i Danmark. Skatteyderen varetog i væsentligt omfang sit erhverv som ansat og partner i en advokatvirksomhed i Danmark. Klageren var også tilmeldt det danske folkeregister. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev anset for at være af midlertidig karakter.

I Landsskatterettens afgørelse af 12. september 2019, offentliggjort i SKM2019.603, blev en polsk statsborger anset som værende hjemmehørende til Danmark og ikke i Polen. Landsskatteretten fandt, at klageren havde sædvanlig bopæl i Danmark. Retten lagde vægt på, at klageren havde stærke økonomiske forbindelser til Danmark, idet klageren havde haft fuldtidsarbejde i Danmark siden 2010, han havde haft rådighed over fast bolig samt havde været tilmeldt det danske folkeregister. Klagerens kørsel til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg blev anset som en privat udgift, og derfor ikke omfattet af bestemmelsen om befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Klageren har oplyst, at han har en polsk adresse med sin ægtefælle. Det er oplyst, at klageren rejste frem og tilbage mellem Danmark og Polen i ferier, helligdage og weekender. Klageren har selv oplyst, at det i alt drejer sig om 23 gange. Klageren har boet og haft arbejde i Danmark siden 2017 og oppebåret en fast løn.

Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl er i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9 A og § 9 C.

Ved vurderingen har Landsskatteretten lagt vægt på, at klageren har stærke økonomiske interesser i Danmark, idet han har været ansat hos samme arbejdsgiver siden 2017 og fortsat er det. Endvidere har Landsskatteretten lagt vægt på, at klageren har haft bopæl i Danmark siden i hvert fald 2017.

Klagerens erhvervsmæssige tilknytningsforhold og væsentligste økonomiske interesser er således i Danmark, idet klageren har indtægtsgivende arbejde i Danmark.

Klagerens kørsel i forbindelse med familiebesøg m.v. anses på den baggrund som en privat udgift, der ikke er fradragsberettiget, jf. ligningslovens § 9 C.

Idet klagerens sædvanlige bopæl anses for at være i Danmark, er klageren derfor heller ikke berettiget til et rejsefradrag efter ligningslovens § 9 A. Det bemærkes endvidere, at det derudover blandt andet er en betingelse for rejsefradrag, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted, og at et arbejdssted højest kan anses for midlertidigt i de første 12 måneder.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.