Det fremgår af skatteforvaltningsloven, at klagefristen over Skattestyrelsens afgørelser er 3 måneder.

Det kan i sig selv give anledning til spørgsmål, for hvad nu hvis klagefristen udløber en søndag, skal klagen så være indleveret fredag, eller udskydes fristen til førstkommende hverdag – og hvornår på dagen udløber klagefristen, nu hvor klagerne skal indleveres digitalt?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på, men det er nu ikke temaet for nærværende, der alene forholder sig til spørgsmålet: Hvad sker der, hvis klageren ikke har modtaget SKATs afgørelse, eller i hvert fald gør gældende ikke at have modtaget den?

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 A, stk. 3, at

“Klagen skal være modtaget i skatteankeforvaltningen senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over.

Har klageren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget, senest 4 måneder efter at den afgørelse, der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen.”

Der er senest truffet afgørelse i en sag om dette spørgsmål i en afgørelse gengivet i SKM2017.331.BR.

Essensen af sagen var, at Skatteyderen gjorde gældende, at han ikke havde modtaget SKATs afgørelse, og at hans revisor først blev opmærksom på afgørelsen, i forbindelse med indlevering af selvangivelse året efter.

Der blev herefter reageret prompte, men udfordringen var, at det skete 8 måneder efter afgørelsens datering. Det var umiddelbart klart for sent, jf. klagefristen på 3 måneder.

Retten lagde til grund, at afgørelsen var modtaget, da der var ført såkaldt systembevis vedrørende SKATs forsendelse.

Derudover – og det er det interessante, lagde retten til grund, at afgørelsen under alle omstændigheder var modtaget i forbindelse med, at der blev genereret nye årsopgørelser.

Årsopgørelserne fik dermed karakter af “afgørelser” og dette skyldes, at der tidligere var fremsendt forslag til afgørelse med henvisning til, at fremkom, der ikke indsigelser ville der blive truffet afgørelse i henhold til forslaget – og der fremkom ikke indsigelser.

Herefter havde Retten støtte til sin afgørelse i forarbejderne til den gamle skattestyrelseslov § 3 stk. 4 (videreført i skatteforvaltningsloven.

Det fremgår af bemærkningerne hertil (lovforslag nr. 45 af 9. september 1994 til lov nr. 1113 af 21. december 1994), at:

“Det foreslås derfor, at udsendelse af egentlig »kendelse« som udgangspunkt kan undlades i alle tilfælde, hvor der ikke er gjort indsigelse med »agterskrivelsen«.

Den skattepligtige vil i givet fald alene modtage en »årsopgørelse«, der er baseret på den nu gennemførte skatteansættelse. Disse årsopgørelser vil blive påført klagevejledning og vejledning om, at årsopgørelsen er baseret på en varslet skatteansættelse, som skattemyndigheden ikke har modtaget indsigelse imod.

Fristen på en måned for klage til skatteankenævn regnes i disse tilfælde først fra modtagelsen af årsopgørelsen.”

Dommen forholder sig derimod ikke til den situation, hvor der har været fremsendt indsigelser imod forslaget til afgørelse (eller hvor dette for den sags skyld ej heller er modtaget), afgørelsen herefter ikke modtages, og hvor der efterfølgende genereres en ny årsopgørelse i henhold til afgørelsen.

De citerede forarbejder relaterer sig kun til den situation, hvor Skattestyrelsen har været berettiget til ikke at udarbejde en egentlig afgørelse, fordi der ikke er kommet indsigelser imod forslaget til afgørelse.

Retten anførte i sine præmisser, at

“Det er ligeledes ubestridt, at sagsøgeren forinden modtog en agterskrivelse med SKATs forslag til afgørelse. I forlængelse af agterskrivelsen blev sagsøgerens repræsentant, revisor IJ, opfordret til at indsende bemærkninger, og blev oplyst om, at såfremt SKAT ikke modtog disse, ville der blive truffet afgørelse i overensstemmelse med forslaget i agterskrivelsen.

Retten finder på denne baggrund, at de af sagsøgeren i forlængelse heraf modtagne årsopgørelser må betragtes som afgørelser fra SKAT, uanset de ikke betegner sig som “afgørelser“.”

Det skal blive interessant at se om dommen med disse præmisser ikke kan strækkes videre, end at årsopgørelserne alene kan anses for “afgørelser”, såfremt der ikke er indsendt indsigelser imod forslagene til afgørelser og afgørelserne efterfølgende ikke modtages.

Det synes endvidere oplagt, at det under alle omstændigheder alt andet lige må være en forudsætning, at skatteyderen rent faktisk har modtaget forslagene til afgørelse.

Det skal endelig blive interessant at se, hvordan 4 måneders fristen i § 35 A stk. 3 fortolkes i henhold til dommen og de spørgsmål den rejser – for hvad menes der i henhold til 4 måneders fristen med “afgørelse”?

Problemstillingen vil dog alene være relevant i de tilfælde, hvor afgørelserne sendes med post, idet årsopgørelserne altid vil være elektronisk til rådighed og dermed være omfattet af skatteforvaltningslovens § 35 stk. 5.

Det følger heraf, at en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den kan gøres tilgængelig, og det vil årsopgørelsen være, når den er generet.