Ligningslovens § 16 E har følgende ordlyd og har til formål at beskatte aktionærlån, uanset om de ydes direkte eller indirekte:

”Hvis et selskab m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber m.v. hjemmehørende i udlandet direkte eller indirekte yder lån til en fysisk person, behandles lånet efter skattelovgivningens almindelige regler om hævninger uden tilbagebetalingspligt, forudsat at der mellem långiver og låntager er en forbindelse omfattet af § 2. 1. pkt. finder ikke anvendelse på lån, der ydes som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition, på sædvanlige lån fra pengeinstitutter eller på lån til selvfinansiering som nævnt i selskabsloven § 206, stk. 2. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på sikkerhedsstillelser og på midler, der stilles til rådighed.

Stk. 2.

Ved tilbagebetaling af lån m.v., der er beskattet efter stk. 1, medregnes det tilbagebetalte ikke ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.”

Opfindsomheden er dog stor, når det gælder om at omgås lovgivningen og en ny afgørelse fra Østre Landsret viser, hvor galt det kan gå, når man ikke tænker sig om.

Sagen omhandlede i al sin enkelthed en situation, hvor skatteyderens selskab havde ydet er ulovligt aktionærlån til hustruen. Problemstillingen var, at lånet skulle indfris, hvilet det da også blev, men det ændrede jo ikke ved, at hustruen havde behov for de lånte midler.

Dette løste man ved, at hustruen lånte 3,5 mio. kr. af et uafhængigt selskab, som samme dag lånte 3,5 mio. kr. af skatteyderens selskab. Skatteyderen og ejeren af det uafhængige selskab var venner og gamle kolleger.

Umiddelbart falder et sådant arrangement uden for ordlyden af § 16 E, men problemet var blot, at både By- og Landsretten slog fast, at de to låneaftaler var indbyrdes afhængige, og at der ikke var nogen forretningsmæssig begrundelse for det uafhængige selskabs udlån til hustruen.

Der blev lagt vægt på, at lånet til hustruen var ydet på usædvanlige vilkår, og at det uafhængige selskab af likviditetsmæssige grunde ikke kunne yde lånet til hustruen, medmindre selskabet samtidig kunne låne et tilsvarende beløb af skatteyderens selskab, hvorfor midlerne i realiteten kom fra dette selskab.

Og sådan blev det, arrangementet var herefter omfattet af ligningslovens § 16 E stk.1, idet skatteyderens selskab reelt set havde stillet midlerne til rådighed for hustruen.

Det afgørende var altså at kontrakterne var indbyrdes forbundet, og at midlerne dermed indirekte kom fra skatteyderens selskab – uanset det formelt långivende selskab ikke var omfattet af kredsen efter § 16 E.

Den går altså ikke. Læs hele dommen her: Landsrettens dom