Sagen vedrørte en skatteyder, der ikke havde ladet sig beskatte af fri sommerbolig, hvilket i sig selv er interessant, at der føres en straffesag vedrørende sådanne unddragelser. I samme kategori falder fri bil, fri bolig m.v.

Sagen er yderligere interessant derved, at skatteyderen frifindes for grov uagtsomhed for en del af de forhold, som sagen vedrørte med følgende præmisser:

” Efter en samlet vurdering, herunder reglernes komplekse karakter sammenholdt med, at tiltalte har haft revisorbistand ved udarbejdelsen af sine selvangivelser, finder landsretten det betænkeligt at anse det for bevist, at tiltalte forsætligt eller groft uagtsomt for indkomstårene 2007-2009 har undladt at selvangive værdi af frie sommerboliger, hvorfor han frifindes for den rejste tiltale for så vidt angår disse indkomstår. ”

Dette er for mig at se bemærkelsesværdigt, eftersom reglerne om beskatning af fri sommerbolig grundlæggende set ikke er voldsomt kompliceret, men i dette tilfælde, kombineret med revisorbistand, var det altså nok til at gå helt fri for de første indkomstår.

Da Skattestyrelsen efterfølgende traf afgørelse om beskatning, og der for de efterfølgende år ikke blev angivet, blev der dog domfældt for grov uagtsomhed vedrørende disse år, men altså ikke for en forsætlig unddragelse, hvilket delvist blev begrundet med, at der efterfølgende blev underskrevet en fraskrivelseserklæring og indhentet et bindende svar om fremtidig beskatning.

I forhold til forældelse, som er interessant i denne sag udtalte Landsretten, at

” SKAT afbrød forældelsesfristen, da tiltalte henholdsvis den 12. december 2012 og den 17. januar 2013 blev gjort bekendt med sigtelserne. Det er ikke en forudsætning for afbrydelsen af forældelsesfristen, at tiltalte kunne erkende sig skyldig. Det er heller ikke en betingelse for forældelsesfristens afbrydelse, at sagen rent faktisk afgøres af den myndighed, der har afbrudt forældelsen, såfremt myndigheden havde kompetence til at afgøre sagen. Da tiltalte alene findes at have handlet groft uagtsomt, er forholdet af en karakter, der kunne have været afgjort administrativt af SKAT. Forholdet er derfor ikke strafferetligt forældet.”

Det interessante er, at Landsretten direkte henviser til, at forældelsen kun afbrydes såfremt den instans, der afbryder forældelsen rent faktisk kan afgøre sagen, men ikke at det nødvendigvis er denne myndighed, der ender med at afgøre sagen – hvad Skattestyrelsen ikke kunne i denne sag, eftersom sagen endte med at blive prøvet i retten.

Vedrørende sanktionen blev takstbøden nedsat under hensyntagen til, at der havde været en alt for lang sagsbehandlingstid, jf. straffelovens § 82 nr. 13. Dette er fuldt ud i overensstemmelse med den vanlige praksis for takstbøder – modsat tillægsbøder – hvor der sker nedsættelse grundet for lang sagsbehandlingstid.

Alt i alt et meget gunstigt resultat for den dømte. Du kan læse hele dommen her: DOM