Dato for udgivelse

21 Dec 2020 12:25

Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal

20 Oct 2020 12:49

SKM-nummer

SKM2020.536.BR

Myndighed

Byret

Ansvarlig styrelse

Gældsstyrelsen

Sagsnummer

BS-44174/2019

Dokument type

Dom

Overordnede emner

Skat

Overemner-emner

Modregning og transport + Personlig indkomst

Emneord

Skatteyder, Overskydende skat, Grøn ejerafgift, Betaling, Bevisbyrde

Resumé

Sagen angik modregning i skatteyderens overskydende skat til dækning af en fordring på grøn ejerafgift. 

Hovedspørgsmålet i sagen var, om Gældsstyrelsen havde givet tilladelse til at anvise en betaling til dækning af bestemte krav, jf. gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6. Spørgsmålet var navnlig, om der forelå en mundtlig aftale herom. 

Retten fandt, at bevisbyrden herfor påhvilede skatteyderen, og at denne bevisbyrde ikke var løftet.

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Reference(r)

Gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 2 og stk. 6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2020-2 G.A.2.3

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Skatteankestyrelsen, Ej offentliggjort


Parter

A

(v./ advokat Tanja Lykke Stougaard)

mod

Skatteministeriet Departementet

(v./ advokat Tim Holmager)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer

Bjarne Bjørnskov Jensen.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøger, A, leasende den 5. marts 2015 en personbil af F1-leasing. Ifølge leasingaftalen hæfter A som primær bruger for grøn ejerafgift. Da denne afgift for perioden den 1. marts til 31. august 2017 ikke blev betalt, blev afgiften opkrævet hos F1-leasing som ejer af bilen og efterfølgende overdraget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, der den 5. april 2019 traf afgørelse om modregning for afgiftskravet i As overskydende skat. Denne afgørelse blev den 5. juli 2019 stadfæstet af Skatteankestyrelsen.

Denne sag, der er anlagt den 4. oktober 2019, angår prøvelse af Skatteankestyrelsens afgørelse, og spørgsmålet i sagen er navnlig, om den omtvistede grøn ejerafgift skal anses for betalt af F1-leasing ifølge aftale i forbindelse med et større antal indbetalinger af skyldig grøn ejerafgift til Gældsstyrelsen den 5. oktober 2018.

A har fremsat påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at den af Gældsstyrelsen den 5. april 2019 foretagne modregning som stadfæstet ved Skatteankestyrelsens afgørelse af 5. juli 2019 er sket med urette, og at Skatteministeriet skal betale 1.091,53 kr. med procesrente fra den 5. april 2019.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Kravet i As påstand svarer til den omtvistede ejerafgift med renter, og der er ikke uenighed kravets størrelse. Sagen er efter rettens beslutning i medfør af retsplejelovens § 402, stk. 2, behandlet i den almindelige retsplejes former.

Oplysningerne i sagen

I Skatteankestyrelsens afgørelse af 5. juli 2019 hedder det blandt andet:

“…

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende modregning i overskydende skat (hovedfordringen) til dækning af grøn ejerafgift og inddrivelsesrenter (modfordringen). Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis fordringerne er udjævnelige, modfordringen retskraftig, der foreligger gensidighed mellem fordringerne, og hvis fordringerne er afviklingsmodne.

Der er intet grundlag for at antage, at disse betingelser ikke alle var opfyldt, da modregningen blev gennemført.

Skatteankestyrelse skal dog bemærke, at Gældsstyrelsen har oplyst, at F1-leasing foretog en indbetaling den 5. oktober 2018 på i alt 1.653.088,00 kr. med henvisning til, at selskabet ikke hæftede for visse krav i opkrævning. Gældsstyrelsen har ligeledes oplyst, at indbetalingen ikke dækkede kravet omfattet af Gældsstyrelsens afgørelse om modregning af 5. april 2019.

Det er derfor med rette, at Gældsstyrelsen her foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2018 til dækning af gæld vedrørende grøn ejerafgift og inddrivelsesrenter.

…”

Det fremgår i øvrigt af sagen blandt andet, at der i foråret 2017 blev indført en ændring i Skatteankestyrelsens praksis for opkrævning af grøn ejerafgift på leasede biler, idet afgiften i tilfælde, hvor brugeren (leasingtager) ikke betalte afgiften, fremover blev opkrævet hos leasingselskabet, der i medfør af brændstofforbrugsafgiftslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., som ejer tillige hæfter for afgiften. Ændringen medførte, at et meget betydeligt antal ikke-betalte grøn ejerafgifter blev opkrævet hos leasingselskaberne, hvilket gav anledning til administrative problemer hos skattemyndighederne og praktiske for leasingselskaberne. Problemerne førte til en række drøftelser mellem leasingselskabernes organisation og skattemyndighederne uden, at man fandt en efter leasingselskabernes opfattelse tilfredsstillende løsning på problemerne.

Med brev 24. september 2018 sendte Gældsstyrelsen en opkrævning på et stort antal ikke betalte ejerafgifter vedrørende biler, der var leaset hos F1-leasing, til F1-leasing som ejer af bilerne. I brevet hedder det blandt andet:

” I har kontaktet os og oplyst, at I frivilligt vil betale en del af eller hele jeres gæld…

Vi har opgjort den gæld, I vil betale til 2.881.145,99 kr. med renter (se oversigt nederst i dette brev)…

Hvis vi er enige om, at jeres betaling skal dække en bestemt del af jeres gæld, vil vi naturligvis sørge for, at det sker. Ellers dækker vi gælden i den rækkefølge, der er fastsat i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

…”

Brevet indeholder herefter en specifikation af de enkelte afgifter.

F1-leasing indbetalte den 5. oktober 2018 i alt 1.653,088,76 kr. af det omhandlede krav, og selskabet redegjorde i et brev af 9. oktober 2018 til Gældsstyrelsen nærmere for betalingen. Det hedder i brevet blandt andet:

” …

Vi aftalte med en sagsbehandler i Gældsstyrelsen, JA, at vi betaler d. 5. oktober 2018.

F1-leasing modtog en oversigt over de krav, der var til inddrivelse, og kravet beløb sig til kr. 2.881.145,99.

F1-leasing har foretaget en grundig sagsbehandling forinden denne betaling. Denne sagsbehandling har bekræftet os i, at en stor del af de krav, som var sendt til inddrivelse var krav, som vi ikke hæfter for af de to nedenfor anførte grunde.

1. Såfremt det dokumenteres, at et køretøj er solgt senest d. 15. i måneden forinden afgiftsperiodens start, fritages vi for hæftelse, uanset om ejerskiftet er registreret i Køretøjsregisteret, jf. Brændstofforbrugsafgiftslovens § 5 stk. 4 og Vægtafgiftslovens § 10, stk. 4. Beløbsmæssigt udgør ovenstående indsigelse kr. 745.159,92 ekskl. renter (752.596,81 inkl. renter).

2. Såfremt et afgiftspligtigt køretøj afmeldes i Køretøjsregisteret, afkortes dets afgiftsperiode med de resterende dage af den pågældende afgiftsperiode, jf. Brændstofforbrugsafgiftslovens § 4, stk. 3, 1. pkt. og Vægtafgiftslovens § 6, stk. 3, 1. pkt. Refusion af afgift som følge af afgiftsperiodens afkortning som nævnt i stk. 3 sker til den, i hvis navn bilen på afgiftens forfaldstid er registreret (F1-leasing), jf. Brændstofforbrugsafgiftslovens § 4, stk. 4, 1. pkt. og Vægtafgiftslovens § 6 stk. 4, 1. pkt.

Beløbsmæssigt udgør ovenstående indsigelse kr. 470.727,94 ekskl. renter (475.460,42 inkl. renter).

På baggrund af vores sagsbehandling har vi dermed konstateret, at F1-leasing ud af det opgjorte beløb fra Gældsstyrelsen på 2.881.145,99 kun hæfter for kr. 1.637.278,47 ekskl. renter. (2.881.145,99 fratrukket 745.159,92 og 470.727,94 = 1.637.278,47).

I den tid, hvor de pågældende krav var til inddrivelse, er der påløbet renter. Når vi kun hæfter for kr. 1.637.278,47 af de 2.881.145,99, er vi kun forpligtet til at betale renter af det krav, som vi faktisk hæfter for.

F1-leasing har på denne baggrund betalt kr. 1.653.088,76 d. 5. oktober 2018 på det af Gældsstyrelsen oplyste betalings-id. Dermed anser F1-leasing sig for frigjort for sin forpligtelse ifølge det af Gældsstyrelsen fremsendte udtræk af 24. september 2018 (vedhæftet).

Vi imødeser en skriftlig bekræftelse herpå.

…”

Med brevet fulgte en specifikation af de enkelte afgifter, som betalingen ifølge F1-leasing skulle dække. Den i sagen omhandlede afgift er omfattet af denne specifikation.

Gældsstyrelsen meddelte i et brev af 15. oktober 2018 F1-leasing, at selskabet ville modtage svar på henvendelsen inden 6 uger og seneste den 26. november 2018. F1-leasing modtog imidlertid efter det oplyste ikke noget svar på sin redegørelse.

A betalte herefter den omtvistede afgift til F1-leasing efter, at selskabet den 15. oktober 2018 havde fremsendt en opkrævning til ham.

Da Gældsstyrelsen imidlertid havde anvendt den af F1-leasing foretagne indbetaling til dækning af de ældste krav, og da kravet mod A herefter ifølge Gældsstyrelsen ikke var dækket af indbetalingen, foretog styrelsen som anført den 5. april 2019 modregning i hans overskydende skat for afgiften.

Det er F1-leasing` synspunkt, at det under telefonsamtale med en medarbejder i Gældsstyrelsen den 24. september 2018 samme dag, som Gældsstyrelsen sendte opkrævningen til F1-leasing og forud for selskabets indbetaling den 5. oktober 2018 blev aftalt, at indbetalingen skulle afskrives på de fordringer, som er opregnet i den specifikation, der blev sendt med redegørelsen af 9. oktober 2018, hvilket bestrides af Skatteministeriet. Der er til belysning heraf indhentet et notat fra den pågældende medarbejder, JA. Det hedder i dette notat blandt andet:

Efter JAs hukommelse er der ikke givet tilladelse til øremærkning. Hvis øremærkning havde været på tale, ville dette klart have fremgået af sagsnotatet. Det har modsat været JAs opfattelse, at F1-leasing ville indbetale hele restancen. Dette begrundes også ud fra sagsnotatet samt at der er udarbejdet betalingslinje på hele restancen. “

I sagsnotatet for den pågældende sag er det blandt andet anført

“RH fra F1-leasing ringer, da de er bekendt med, at der skyldes grøn afgift til Gældsstyrelsen, som de ønsker at betale… Samlet beløb 2.881.145,99 kr….Skyldner vil betale hele restancen.”

Den medarbejder hos F1-leasing, der har behandlet sagen, har under hovedforhandlingen afgivet forklaring om blandt andet samtalen.

I en redegørelse af 11. juni 2020 har Skattestyrelsen besvaret en række spørgsmål fra leasingselskabernes organisation. Styrelsen har herunder besvaret et spørgsmål i relation til den foreliggende ejerafgift blandt andet sådan:

“…Medhold, idet brugers betaling er øremærket opkrævningen, og indbetaling anvendt til andet krav, trods skyldners anvisningsret…”

Af en afgørelse af 3. februar 2020 fra Gældsstyrelsen fremgår blandt andet, at F1-leasing har indbetalt i alt 389.826,28 kr. for meget. Beløbet er ikke nærmere specificeret.

Forklaringer

RH har blandt andet forklaret, at hun, der er jurist, blev ansat hos F1-leasing i foråret 2018. Hun blev kort tid efter, at hun var tiltrådt, involveret i sagerne om grøn ejer ejerafgift, som efter praksisændringen i 2017 gav store vanskeligheder i branchen. Hun deltog sammen med repræsentanter fra Finans og Leasing i et møde med Motorstyrelsen og Skattestyrelsen, hvor man blandt andet drøftede problemerne med dobbeltbetaling af afgiften, hvor leasingselskaberne ikke fik kendskab til, om brugeren af bilen havde betalt afgiften, eller der var sket modregning. Branchen var slet ikke blevet orienteret om praksisændringen, og det var tydeligt, at hverken Motorstyrelsen eller Skattestyrelsen var gearet til at håndtere den nye praksis med opkrævning hos både ejer og bruger. I begyndelsen kom opkrævningerne enkeltvis og det viste sig, at man hos F1-leasing havde indsigelser i rundt regnet 1/3 af opkrævningerne. Det blev herefter på et møde i maj 2018 aftalt, at Skattestyrelsen ville sende et samlet udtræk over skyldige ejerafgifter. Selskabet modtog herefter i juli 2018 et sådant udtræk. Det kunne imidlertid ved en hurtig gennemgang konstateres, at der var sket betaling i omkring 40 % af opkrævningerne. Man modtog herefter et nyt udtræk, som man sagsbehandlede og herunder gjorde indsigelser over krav, som man kunne konstatere var betalt. De resterede krav, i alt ca. 9,1 mio. kr. blev herefter betalt den 18/19. juli. Samtidig med betalingen blev der sendt opkrævninger til leasingtagerne, hvoraf en stor del henvendte sig og oplyste, at de havde betalt afgiften, ligesom der i en række tilfælde var sket modregning med tilgodehavender hos det offentlige. I disse tilfælde indgav F1-leasing klage, og man fandt herved ud af, at sagerne var blevet overført til Gældsstyrelsen, og at der efter selskabets betalinger var sket udbetaling til brugere, der havde betalt afgiften, eller hvor der var sket modregning.

Hun rettende herefter henvendelse til Gældsstyrelsen om sagerne, og den 24. september 2018 havde hun en telefonsamtale med en medarbejder hos Gældsstyrelsen, JA, hvorunder hun bad om samlet udtræk af kravene, så man kunne se, om kravene var betalt. JA oplyste, at styrelsen godt kunne sende et sådant udtræk, dog sådan, at der ville være et samlet betalings-id. Det blev derfor aftalt, at der skulle sendes et samlet udtræk med en betalingsfrist til den 5. oktober 2018, og hun modtog samme dag udtrækket (bilag 5). Hun nævnte under samtalen udtrykkeligt, at udtrækket skulle bruges til at identificere, hvilke krav F1-leasing ikke hæftede for. Det havde JA stor forståelse for, og det blev i den forbindelse aftalt, hvilke krav man ville betale. Det er hun helt sikker på, og hun opfattelse Gældsstyrelsens fremsendelsesbrev samme dag som en bekræftelse af denne aftale. Hun er derfor helt uenig i notatet fra Gældsstyrelsen om samtalen. Der blev under samtalen ikke talt om de enkelte krav, men alene om de forskellige typer af krav.

Meningen med F1-leasing` brev af 9. oktober 2018 var at give en opsummering af selskabets indsigelser. Hun gik efter Gældsstyrelsens bekræftelsesbrev af 15. oktober 2018 ud fra, at der ville ske en sagsbehandling af indsigelserne. Der skete imidlertid ikke yderligere, før man i februar 2019 modtog en tilsigelse fra pantefogeden, hvoraf det dog hurtigt kunne konstateres, at det krav, som dannede grundlag for tilsigelsen, i vidt omfang indeholdt de ejerafgifter, som selskabet havde betalt den 5. oktober 2018. Efter at selskabet havde klaget til Gældstyrelsen, blev udpantningsforretningen aflyst. Gældsstyrelsens afgørelse af 3. februar 2020 om tilbagebetaling af ca. 400.000 kr. kom helt uvarslet, og den gav ikke rigtig nogen mening, da den vedrørte de ca. 1,6 mio. kr., som F1-leasing havde anerkendt og betalt den 5. oktober 2018. Det har ikke været muligt at få en konkret opgørelse over, hvad refusionsbeløbet vedrører.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende synspunkter:

“…

2.1.  Overordnede bemærkninger:

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det overordnet gældende, at de grundlæggende betingelser for modregning ikke er opfyldt, og at den foretagne modregning ved Gælds-styrelsens afgørelse af 5. april 2019 i As tilgodehavende hos Skatteforvaltningen er sket med urette.

Det er sagsøgers overordnede opfattelse, at modfordringen allerede var indfriet på tidspunktet for Gældsstyrelsens modregning i As tilgodehavende via F1-leasing’ indbetaling på ca. kr. 1,6 mio. den 5. oktober 2018.

Da modfordringen således var ophørt ved effektiv betaling, var modfordringen ikke retskraftig på modregningstidspunktet.

Omdrejningspunktet i sagen er i den forbindelse, hvorvidt F1-leasing fik lov til at øremærke sin betaling på bestemte fordringer og derved fravige dækningsudgangspunktet i gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 2, jf. stk. 3.

2.2.  Øremærkning

Overordnet gøres det gældende, at Gældsstyrelsen gav F1-leasing tilladelse til at lade det af F1-leasing betalte beløb på ca. kr. 1,6 mio. dække de fordringer, der var angivet i følgebrevet af 9. oktober 2018 (bilag 6-7), jf. herved gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 3.

Det er i den forbindelse sagsøgers opfattelse, at en lang række omstændigheder i sagen understøtter, at en aftale om øremærkning blev indgået, og at det i sagen omhandlede krav således blev indfriet med F1-leasing’ indbetaling af 5. oktober 2018.

2.2.1. Dialogen mellem Finans & Leasing og Skatteforvaltningen

Fra efteråret 2017 og frem pågik en dialog mellem på den ene side Skatteforvaltningen (dvs. Motorstyrelsen, Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen) og på den anden side F1-leasing og Finans & Leasing som repræsentant for leasingbranchen vedrørende de betydelige udfordringer, som Skatteforvaltningens praksisændring ved opkrævning af periodisk afgift medførte.

Som led i denne dialog blev det aftalt, at Finans & Leasings medlemmer, leasingselskaberne, kunne få tilsendt et udtræk over samtlige krav mod selskabet med henblik på, at selskabet herefter kunne gennemgå disse for mulige dobbeltbetalinger mv.

Hele rationalet bag F1-leasing’ indbetaling på ca. kr. 1,6 mio. har således afsæt i denne omfattende dialog, der i øvrigt fortsat er verserende.

Retten kan i den forbindelse – naturligvis – lægge til grund, at F1-leasing ikke havde i sinde blot at betale samtlige fordringer i henhold til det fremsendte udtræk (bilag 5). Hensigten med Finans & Leasings ønske om, at der blev fremsendt udtræk til medlemsselskaberne var netop, at de skulle gennemgås for dobbeltbetalinger mv. for på den måde at sikre, at F1-leasing og andre leasingselskaber ikke betalte mere, end hvad de var skyldige.

Det gøres således gældende, at den verserende dialog mellem Finans & Leasing og Skatteforvaltningen i sig selv understøtter, at F1-leasing’ indbetaling på ca. kr. 1,6. mio. var øremærket til betaling af bestemte fordringer, herunder den i sagen omhandlede fordring på JA.

2.2.2. Telefonsamtalen af 24. september 2018

Det gøres gældende, at der i forbindelse med telefonsamtalen den 24. september 2018 blev indgået en aftale om øremærkning af F1-leasing’ kommende indbetaling, jf. redegørelsen for telefonsamtalen i sagens bilag 18.

Det er i den forbindelse sagsøgers opfattelse, at telefonnotatet fremlagt som bilag A ikke gengiver det fulde hændelsesforløb omkring aftaleindgåelsen og den dialog, der detaljeret er beskrevet i bilag 18. Denne dialog vil i øvrigt blive uddybet ved vidneforklaring fra RH i forbindelse med hovedforhandlingen.

2.2.3. Formuleringen i fremsendelsesbrevet

At en aftale om øremærkning blev indgået fremgår desuden forudsætningsvis af fremsendelsesbrevet fra JA (bilag 5, side 2), hvoraf blandt andet fremgår:

“Hvis vi er blevet enige om, at jeres betaling skal dække en bestemt del af jeres gæld, vil vi naturligvis sørge for, at det sker. [….]”

Som anført ovenfor var en sådan aftale hele rationalet bag fremsendelsen af udtrækket, på samme måde, som det var tilfældet med de tidligere fremsendte udtræk fra Skattestyrelsen (bl.a. bilag 4), idet F1-leasing herefter skulle gennemgå disse udtræk med henblik på at identificere, hvilke krav F1-leasing reelt fortsat hæftede for og dermed skulle betale.

Det gøres derfor gældende, at ovennævnte er udtryk for en tilladt fravigelse af udgangspunktet om dækningsrækkefølgen i loven, jf. gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 3.

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i loven eller i lovforarbejderne stilles formkrav til anmodningen eller tilladelsen.

2.2.4. Tilbagekaldelsen af udlægsforretningen

Sagsøgers synspunkt om, at der er indgået en aftale om en fravigelse af dækningsrække-følgen understøttes desuden af, at Gældsstyrelsen på baggrund af F1-leasing indsigelse (bilag 12) valgte at tilbagekalde udlægsforretningen af 18. marts 2019 for de i sagen omhandlede krav på periodisk afgift.

En tilbagekaldelse havde selvsagt ikke været nødvendig, såfremt dækningsrækkefølgen i loven ikke havde været fraveget. Tilbagekaldelsen af udlægsforretningen er på den baggrund implicit en anerkendelse af, at der var indgået aftale om en fravigelse af lovens udgangspunkt.

2.2.5. Underdirektør i Skattestyrelsen, OKs, udtalelse

Som sagsøger tidligere har redegjort for, meddelte underdirektør i Skattestyrelsen, OK, i juni 2019 til F1-leasing, at Skattestyrelsen tillagde F1-leasing’ daværende og fremtidige indsigelser mod hæftelse for periodisk afgift opsættende virkning (herunder indsigelserne i følgebrevet af 9. oktober 2018 bilag 6-7). Skattestyrelsen ville endvidere give meddelelse om indsigelserne til Gældsstyrelsen, således at der ikke ville ske modregning på et fejlagtigt grundlag.

Dette understøtter ligeledes, at der var indgået en aftale om en fravigelse af dæknings-rækkefølgen.

2.2.6. Skattestyrelsens udtalelse (bilag 20)

Ved e-mail af 11. juni 2020 (bilag 20) bekræftede Skattestyrelsen direkte, at Gældsstyrelsen med urette havde benyttet fordringen på JA for periodisk afgift til modregning.

Ligeledes vurderede Skattestyrelsen, at kravet mod A dermed ikke havde retskraft ved den foretagne modregning.

At Skattestyrelsen helt i tråd med sagsøgers argumentation i nærværende sag – selv har konkluderet, at der er indgået en aftale om øremærkning af betalingen, understøtter selvsagt, at der er sket en øremærkning.

Det bemærkes i den forbindelse, at Gældsstyrelsens journalnummer var oplyst til Skatte-styrelsen, hvorfor retten kan lægge til grund, at det har været muligt for Skattestyrelsen at identificere sagen forud for dennes konklusion.

Skattestyrelsens konklusion står naturligvis i stærk kontrast til sagsøgtes synspunkt om, at Gældstyrelsen ikke skulle have givet F1-leasing tilladelse til at anvise betalingen til dækning af bestemte krav.

2.2.7. Gældsstyrelsens afgørelse af 3. februar 2020

Som det følger af afgørelsen fremlagt i sagens bilag 23, traf Gældsstyrelsen den 3. februar 2020 afgørelse om at refundere ca. kr. 400.000 af F1-leasing’ indbetaling på ca. kr. 1,6 mio.

På den baggrund må det lægges til grund, at Gældsstyrelsen dermed var af den opfattelse, at F1-leasing ved indbetalingen på de ca. kr. 1,6 mio. havde indbetalt de ca. kr. 400.000 for meget.

Det skal i den forbindelse erindres, at der i det af Gældsstyrelsen oprindeligt fremsendte udtræk af 27. september 2018 (bilag 5) som indbetalingen på kr. 1,6 mio. knytter sig til var opgjort et betydeligt større krav på ca. kr. 2,9 mio.

Det må derfor lægges til grund, at Gældsstyrelsen – ved afgørelsen om refusion – forudsætningsvis tillige har anerkendt, at F1-leasing ej heller hæfter for differencesummen på kr. 1,3 mio.

Det er ubestridt, at fordringen på A var omfattet af det i bilag 5 opgjorte beløb.

Det gøres derfor gældende, at Gældsstyrelsens afgørelse om delvis refusion klart understøtter, at der blev indgået en aftale om en fravigelse af dækningsrækkefølgen, og at fordringen på A under alle omstændigheder blev indfriet ved F1-leasing’ indbetaling på ca. kr. 1,6 mio.

2.3.  Sammenfatning

Sagsøger er for så vidt enig med sagsøgte i, at det er sagsøger, der som udgangspunkt har bevisbyrden for, at der er indgået en aftale om en fravigelse af dækningsudgangspunktet i loven.

På baggrund af det ovenfor anførte gøres det gældende, at denne bevisbyrde er løftet, idet samtlige af de anførte omstændigheder klart tilsiger, at der blev indgået en aftale om øremærkning, og at fordringen på A blev indfriet ved F1-leasing’ indbetaling på ca. kr. 1,6 mio.

Hertil kommer, at der på baggrund af Skatteforvaltningens forhold og udviste passivitet under alle omstændigheder har konstitueret sig en berettiget forventning hos F1-leasing om at have betalt med frigørende virkning på de af F1-leasing udvalgte fordringer.

Dette skal også ses i sammenhæng med, at det udtrykkeligt kan udledes af fremsendelsesbrevet (afsnit 2.2.3), at F1-leasing ikke skulle tage yderligere kontakt til Gældsstyrelsen – for at sikre, at aftalen om øremærkning blev fulgt.

Gældsstyrelsen er derfor nærmest til at bære risikoen for en eventuel uoverensstemmelse, idet formuleringen klart giver udtryk for, at den enkelte “skyldner” (her: F1-leasing) kan forlade sig på en mundtlig aftale med Gældsstyrelsen om en fravigelse af dækningsrækkefølgen.

…”

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument anført følgende synspunkter:

“…

Skatteministeriet gør overordnet gældende, at Gældsstyrelsens modregning over for sagsøgeren den 5. april 2019 var korrekt, fordi fordringen ikke var betalt. Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skatteankestyrelsens afgørelse af 5. juli 2019 om stadfæstelse af Gældsstyrelsens afgørelse.

3.1  Gældsstyrelsen havde ikke givet tilladelse til “øremærkning”

Det følger af gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6 (tidligere § 4, stk. 3), at restanceinddrivelsesmyndigheden efter anmodning fra skyldner kan tillade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer.

Bestemmelsen indebærer, at det ikke er muligt for debitor at bestemme, hvilken gæld betalinger skal dække, medmindre restanceinddrivelsesmyndigheden – efter skyldnerens anmodning – giver tilladelse hertil.

Sagsøgeren gør gældende, at Gældsstyrelsen har givet F1-leasing A/S tilladelse til at anvise betalingen af 5. oktober 2018 til dækning af bestemte krav, herunder det i sagen omhandlede krav.

Sagsøgeren har bevisbyrden herfor, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Der foreligger ganske enkelt ikke dokumentation fra sagsøgeren for nogen sådan tilladelse.

Gældsstyrelsens brev af 24. september 2018 (bilag 5) er ikke udtryk for, at der var indgået en aftale om, at kun nogle krav ville blive dækket. Som det fremgår af skrivelsen, blev den fulde restance på 2.881.145,99 kr. opkrævet. Det er en standardtekst, når det i skrivelsen hedder, at der vil blive betalt til dækning af en bestemt del af gælden, hvis man er blevet enige om det. Dette er ikke udtryk for, at man rent faktisk var nået til enighed herom.

Det fremgår da også af Gældsstyrelsens interne sagsnotat af 24. september 2018 (bilag A), at styrelsen efter en samtale med en medarbejder hos F1-leasing A/S har anført, at “Skyldner vil indbetale hele restancen”. Tilsvarende fremgår af Gældsstyrelsens notat af 19. maj 2020 (bilag B), hvor følgende anføres:

“Efter JAs hukommelse er der ikke givet tilladelse til øremærkning. Hvis øremærkning havde været på tale, ville dette klart have fremgået af sagsnotatet. Det har modsat været JAs opfattelse, at F1-leasing ville indbetale hele restancen. Dette begrundes også ud fra sagsnotatet samt at der er udarbejdet betalingslinje på hele restancen.” (mine understregninger)

Det forhold at en medarbejder ved F1-leasing A/S har haft en anden opfattelse, jf. bilag 18, udgør ikke bevis for, at der blev indgået en aftale. Bevisbyrden for en tilladelse påhviler som nævnt sagsøgeren, og sagsøgeren havde således anledning til at sikre sig et sikkert bevis for en sådan tilladelse for herved at undgå den bevisusikkerhed, som kan opstå om indholdet af mundtlige udsagn. Afhøringer lang tid efter er ikke den rette måde at føre bevis for en sådan tilladelse, for dette bliver for usikkert.

Følgebrevet fra F1-leasing A/S af 9. oktober 2018 (bilag 6) og det hertil medsendte excel-ark med specificering af fordringer (bilag 7) medfører heller ikke, at der på indbetalingstidspunktet var tilladelse fra Gældsstyrelsen til at dække bestemte krav. Følgebrevet blev fremsendt fire dage efter indbetalingen, og det er allerede af den grund udelukket, at Gældsstyrelsens modtagelse af dette brev kan udgøre en tilladelse til øremærkning. Brevet fremstår heller ikke som en anmodning om at anvise betalingen til en af flere fordringer, men derimod som en indsigelse om, hvilke krav F1-leasing A/S ikke anerkender at hæfte for. Således fremgår det hverken af følgebrevet eller det medsendte excel-ark, at fordringen vedrørende sagsøgeren (reg.nr. (red. konto fjernet)) var omfattet af indbetalingen.

Skattestyrelsens besvarelse af Finans og Leasings spørgsmål (bilag 20, spørgsmål 6) er heller ikke udtryk for, at der var indgået en aftale med Gældsstyrelsen om øremærkning. Spørgsmålet og svaret bygger på spørgerens indlagte og af Skattestyrelsen uprøvede forudsætninger om, at der var aftalt øremærkning og foretaget betaling af kravet, men det var der jo netop ikke.

Sagsøgeren har samlet set ikke dokumenteret, at der var indgået en aftale som anført af sagsøgeren.

At sagsøgeren betalte til F1-leasing A/S ændrer ikke på, at fordringen ikke var betalt til Gældsstyrelsen på tidspunktet for modregningen.

Der foreligger ingen oplysninger om, at fordringen på A er omfattet af Gældsstyrelsens afgørelse af 3. februar 2020 (bilag 21).

3.2  Dækningsrækkefølgen

Gældsinddrivelsesloven fastsætter regler om det offentliges opkrævning og inddrivelse af fordringer. Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. gældsinddrivelsesloven § 2, stk. 3, 1. pkt.

Ved overdragelser af fordringer til Gældsstyrelsen overtager styrelsen kreditorbeføjelserne, jf. § 3, stk. 1. Dette indebærer bl.a., at betalinger herefter skal ske til Gældsstyrelsen.

F1-leasing A/S blev som nævnt ved Gældsstyrelsens brev af 24. september 2018 (bilag 5) oplyst, at deres samlede gæld udgjorde i alt 2.881.145,99 kr. Den 5. oktober 2018 betalte F1-leasing A/S 1.653.088,76 kr., dvs. en del af gælden.

Sagsøgeren gør gældende, at F1-leasing A/S ved indbetalingen den 5. oktober 2018 betalte den i sagen omhandlede fordring, og indsigelsen angår således modregningsbetingelsen om retskraft. Det er uomtvistet, at de øvrige modregningsbetingelser er opfyldt.

Gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 1, fastsætter den rækkefølge, der skal ske dækning af fordringer overdraget til inddrivelse. Denne lovbestemte dækningsrækkefølge indebærer, at bødekrav og underholdsbidrag dækkes forud for andre fordringer.

Såfremt en indbetaling kun delvist dækker fordringer inden for samme kategori, dækkes fordringerne efter FIFO-princippet, dvs. den ældste fordring dækkes først. Det følger af gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 2, der har følgende ordlyd:

“Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf. stk. 1, dækkes fordringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der først modtages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet. (…)” (min understregning)

Da indbetalingen foretaget af F1-leasing A/S den 5. oktober 2018 alene dækkede en del af den gæld, som betalingslinjen vedrørte, blev indbetalingen anvendt til at dække gælden efter den i gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 2, fastsatte dækningsrækkefølge. Nyere gældsgældsposter, herunder det i sagen omhandlede krav, blev som følge af dækningsrækkefølgen ikke dækket ved F1-leasing A/S’ betaling.

…”

Parterne har under hovedforhandlingen nærmere redegjort for deres opfattelse af sagen.

Rettens begrundelse og resultat

Gældsinddrivelseslovens § 4, indeholder regler om dækning af krav i tilfælde, hvor der sker delvis dækning af skyldige fordringer. Ifølge bestemmelsens stk. 2 sker der ved indbetaling, som inddrives hos en skyldner, og som kun delvis dækker fordringer inden for samme kategori, dækning af fordringerne “i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således at den fordring, der modtages først, dækkes først…”. Ifølge bestemmelsens stk. 6, kan restanceinddrivelsesmyndigheden dog “efter anmodning fra skyldner tillade, at beløb, der inddrives fra skyldner, går til dækning af bestemte fordringer.”

Hovedspørgsmålet i sagen er, om det kan anses for aftalt, jf. gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 6, eller om F1-leasing på en for myndighederne bindende måde kan anses for at have være berettiget til at forudsætte ved indbetalingen at F1-leasing` indbetaling den 5. oktober 2018 skulle anvendes til dækning af de fordringer, som er specificeret i selskabets oversigt af 9. oktober 2018. I givet fald er den i sagen omhandlede fordring dækket af indbetalingen. Der foreligger ikke nogen skriftlig aftale herom, og spørgsmålet er derfor navnlig, om det som F1-leasing hævder kan anses for aftalt mundtligt i forbindelse med den telefoniske drøftelse, som selskabets medarbejder, RH, havde med en medarbejder hos Gældsstyrelsen den 24. september 2018. Bevisbyrden herfor påhviler F1-leasing, og der må i en situation som den foreliggende kræves et sikkert bevis for en sådan aftale. RHs forklaring støttes ikke af de oplysninger, der foreligger fra Gældstyrelsen. Den pågældende medarbejder hos Gældsstyrelsen, JA, mener således ifølge notat af 19. maj 2020 ikke, at der blev indgået en sådan aftale, og i sagsnotatet af 24. september 2018 er det blandt andet noteret, at “skyldner vil indbetale hele beløbet.” Heller ikke Gældsstyrelsens brev af 24. september 2018, der fremtræder som et standardbrev, understøtter, at der skulle være indgået en konkret aftale om dækning af bestemte fordringer. Brevet må i overensstemmelse med sagsnotatet efter sit umiddelbare indhold nærmest forstås sådan, at det var aftalt, at hele det krævede beløb ville blive betalt, og formuleringen i brevet, “Hvis vi er blevet enige om, at jeres betaling skal dække en bestemt del af jeres gæld…”, der fremtræder som en helt generelt formuleret standardtekst, giver ikke heller ikke sammenholdt med F1-leasing` redegørelse af 9. oktober 2018 tilstrækkelig støtte for, at der skulle foreligge en konkret aftale om indbetalingens fordeling på de enkelte opregnede krav. Det bemærkes herved endvidere, at redegørelsen, som er sendt efter, at indbetalingen blev foretaget, ikke i sig selv og heller ikke, når den ses i sammenhæng med Gældsstyrelsens manglende besvarelse kan konstituere en stiltiende aftale om, at betaling skal anses for sket i overensstemmelse med selskabets specifikation, ligesom den heller ikke giver grundlag for at fastslå, at F1-leasing ved indbetalingen på en for myndighederne bindende måde har været berettiget til at forudsætte, at betalingen blev anvendt til dækning af de nærmere specificerede fordringer.

Det bemærkes videre, at hverken bemærkningerne vedrørende den foreliggende ejerafgift i Skattestyrelsens redegørelse af 11. juni 2020, der efter sit indhold bygger på en forudsætning om, at der har været indgået en aftale om afskrivning af indbetalingen, eller Gældsstyrelsens afgørelse af 3. februar 2020 om tilbagebetaling af et større beløb til F1-leasing der ikke indeholder nogen konkretisering af, hvad tilbagebetalingen vedrører giver støtter for, at der skulle være indgået en aftale om afskrivning af indbetalingen den 5. oktober 2018

Herefter, og da hverken det oplyste om problemerne i forbindelse med overgangen til opkrævning af grøn ejerafgift hos leasingselskaberne eller det, som F1-leasing i øvrigt har anført, kan føre til andet resultat, kan den omtvistede ejerafgift ikke anses for betalt i forbindelse med F1-leasing` indbetaling den 5. oktober 2018. Retten tager derfor Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Sagen er vundet af Skatteministeriet, der derfor skal tillægges sagsomkostninger. Navnlig under hensyn til, at sagen efter det oplyste må antages at have en vis videregående betydning fastsættes det beløb, som A skal betale til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand, til 16.000 kr.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøger, A, skal inden 14 dage betale 16.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.