Det er fast praksis, at der i skattestraffesager, der involverer fængselsstraf gives en tillægsbøde.

Når der er tale om skat og moms vil denne tillægsbøde – i tillæg til fængselsstraf – udgøre den unddragne skat / moms, krone for krone.

Det har tidligere været forsøgt at få betingende tillægsbøder hvilket der dog pt. ikke er støtte til i praksis, se f.eks. SKM 2002.619.HR, men der er afsagt ganske få domme, der viser, at det i særegne tilfælde kan være muligt i stedet at få nedsat tillægsbøderne.

Jeg har samlet nogle af dem nedenfor.

I både SKM 2006,615 og SKM 2003,5 blev tillægsbøderne nedsat med 90 % under hensyntagen til, at skatten var blevet betalt. Jeg har selv tidligere haft held med at forhandle sådanne reduktioner igennem, men det er uhyre sjældent det lykkes, og der skal foreligge ganske særlige og særegne forhold.

I SKM 2011.666.ØLR blev tillægsbøden nedsat med ca. 1/3 under hensyntagen til, at skatterne var betalt. Samme resultat nåede retten frem til i SKM 2011.645.ØLR.

I SKM 2005.505.ØLR blev tillægsbøden ca. halveret henset til forholdets alder, hvilket er en meget interessant pointe, idet forholdets alder sædvanligvis alene begrunder, at en ubetinget fængselsstraf gøres betinget. I SKM 2014.831.VLR havde byretten ligeledes nedsat tillægsbøden under hensyntagen til lang sagsbehandlingstid, hvilket landsretten underkendte. Se i samme retning SKM 2014.284.ØLR.

I SKM 2006.120.VLR nedsatte Landsretten derimod tillægsbøden med 50 % grundet den lange sagsbehandlingstid. Tilsvarende blev tillægsbøden reduceret i SKM 2008.648.VLR grundet lang sagsbehandlingstid, se også SKM 2013.357.ØLR

I SKM 2015,746 H havde den domfældte en tilbagetrukken, men dog nødvendig rolle i en momsunddragelse. Tillægsbøden blev halveret henset til den rolle, den pågældende havde – han havde ikke aktivt deltaget i driften, men dog lagt navn til.

I forbindelse med de administrative afgjorte sager sker det meget ofte, at takstbøderne reduceres med de straffenedsættelsesgrunde, der findes i straffeloven og i øvrigt i Den juridiske vejledning, men disse afgørelser er af gode grunde ikke offentligt tilgængelige. Det ændrer dog ikke ved, at de momenter, der fremhæves i særligt Den juridiske vejledning er relevante, se herom afsnit A. C. 3. 5. 5.2.

Henset til den omfattende trykte praksis der er på domstolssagerne, er der ikke mange der får held til at få tillægsbøderne reduceret, og meget ofte vil disse tillægsbøder være den reelle straf, idet en betinget fængselsdom ikke udløser fængsel – men en tillægsbøde forfølger den domfældte mere eller mindre resten af livet, da det er stort set umuligt at få sådanne krav eftergivet, ligesom effektiv betaling ofte ej heller er muligt.

Én ting er dog helt sikkert, er det lykkedes at komme igennem med en reduceret tillægsbøde i byretten, er det mere end risikabelt at anke sagen til Landsretten, da risikoen for skærpelse vil være overhængende.

Se herom f.eks. SKM 2013.878.ØLR, hvor landsretten forhøjede en tillægsbøde til den ”vanlige” takst selvom byretten havde nedsat tillægsbøden med 90 %, uanset skatten var betalt, at der var medvirket til sagen opklaring og at der var gået lang tid. Tilsvarende forhøjede landsretten i SKM 2013.99.ØLR tillægsbøden, som byretten havde reduceret under henvisning til, at der delvist var betalt.

Som ovenstående forhåbentlig viser er det meget vanskeligt at se en sammenhængende rød tråd i praksis på området, der i høj grad må siges at være svingende og meget konkret begrundet.