Sagen vedrørte et selskab, der havde været toldagent for en leverance af olie. Olien var frembudt for SKAT ved godkendt ankomstmeddelelse i Manifestsystemet, men blev herefter overpumpet fra skibet til en tank på havnen, før fortoldningsangivelsen var frigivet i toldsystemet.  SKAT havde efteropkrævet told, idet man anså olien for unddraget toldtilsyn ved at være losset, før varerne var frigivet i toldsystemet, og at der dermed var opstået toldskyld efter EF-toldkodeks artikel 203. SKAT havde endvidere anset selskabet for at være debitor for toldskylden efter samme artikels stk. 3. Selskabet var uenig i denne efteropkrævning og henviste til, at det var fast praksis, at olie kunne losses efter telefonisk kontakt med toldmyndighederne, ligesom der i SKATs vejledning om Manifestsystemet fremgik, at varer måtte losses, når ankomstmeddelelsen var godkendt. Endvidere mente selskabet ikke, at de var debitor efter artikel 203, stk. 3, idet de ikke havde haft nogen indflydelse på de praktiske forhold omkring selve losningen. Landsskatteretten fandt, at varerne var blevet unddraget toldtilsyn, og at der derfor var opstået toldskyld efter toldkodeks artikel 203, stk. 1. Landsskatteretten fandt imidlertid ikke, at selskabet kunne anses for at være debitor efter samme artikels stk. 3, idet selskabet ikke vidste eller med rimelighed burde have vidst, at varerne var unddraget toldtilsyn. Landsskatteretten nedsatte på denne baggrund SKATs efteropkrævning i overensstemmelse med klagerens påstand.