Det fremgår af Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, at der kan ske ekstraordinær genoptagelse, hvis:

”5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.”

Det fremgår videre af forarbejderne hertil, at Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 er en videreførelse af Skattestyrelseslovens § 35, se LFS 110 2004/2:

”Til § 27

Bestemmelsen er en videreførelse af skattestyrelseslovens § 35.

I skattestyrelsesloven havde den – ifølge forarbejderne, tilsvarende bestemmelse i § 35 stk. 1 nr. 6, følgende ordlyd:

”6) I det omfang skatteansættelsen er en følge af, at den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en skatteansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.”

Som det ses, er der en forskel i ordlyden, idet Skattestyrelseslovens § 35 anvender begrebet ”skatteansættelse” og Skatteforvaltningsloven ”ansættelse”

Det fremgår af forarbejderne til skattestyrelsesloven 1998 1 LSF 192, at

”I lovforslaget anvendes udtrykket »skatteansættelse« som samlebetegnelse for såvel ansættelsen af indkomst og ejerboligværdi som den skatteberegning, der skal foretages på grundlag af sådanne ansættelser. Udtrykket anvendes også om afgørelser om skattepligt her til landet.”

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til Skatteforvaltningsloven pkt. 4.17, at

”Begrebet ansættelse anvendes om en beløbsmæssig opgørelse, uanset om opgørelsen vedrører en enkeltstående disposition eller en periode.

Begrebet skatteansættelse (ansættelse af skat) anvendes såvel om opgørelsen af grundlaget for skatteansættelsen som om beregningen af den skat, dette grundlag fører til, samt beregningen af tillæg, gebyrer eller lignende, der er knyttet til skatteberegningen. Begrebet omfatter desuden på tilsvarende måde fastsættelse af afgiftstilsvar.”

Som det ses, er der potentielt set grundlæggende tale om to forskellige begreber, hvis den generelle definition i forarbejderne til Skatteforvaltningsloven anvendes, men kan det ikke være lige meget?

Nej, det kan det ikke, og baggrunden herfor skal findes i forskellen mellem en ansættelse og en skatteansættelse, idet skatteansættelsen ligeledes indeholder selve beregningen af skatterne.

Med andre ord, er det tilstrækkeligt for anvendelsen af § 27 stk. 1 nr. 5, at

det er groft uagtsomt, at der ikke er selvangivet indtægter,

eller

er det tillige en forudsætning, at der er udvist grov uagtsomhed i forhold til den skatteberegning som selve ansættelsen giver anledning til.

Denne sondring er uhyre relevant i mange sager, idet grov uagtsomhed omkring selve Skattestyrelsens forhøjelse af indkomster, jo langtfra er det samme som grov uagtsomhed omkring selve skatteberegningen, idet skatteyderen f.eks. kunne være i god tro om, at en forhøjelse ville være omfattet af ligningslovens § 33A.

Det fremgår af den Juridiske vejlednings gennemgang af fristreglerne, afsnit A.A. 8.1, med min understregning, at:

”Skatteforvaltningslovens regler om frister for Skatteforvaltningens varsling, foretagelse eller ændring af skatteansættelser samt reglerne om den skattepligtiges anmodning om genoptagelse findes i SFL §§ 26-27 og §§ 31-32. Disse regler udgør ansættelsesfristerne. Se nærmere om reglerne i A.A.8.2 og A.A.8.3.”

Skattestyrelsen ses således selv at have fortolket ansættelsesfristerne som ændring af selve skatteansættelsen, således som dette begreb nu engang skal fortolkes.

Retspraksis peger i samme retning.

Se herom f.eks.

SKM 2020,561 V, hvor Landsretten blandt andet udtalte, at

”Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 i skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, er dermed opfyldt”

SKM 2018,481 H, hvor Højesteret blandt andet udtalte, at:

”Det følger af § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 5, at varslingsfristen på 6 måneder begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om, at en skatteansættelse er urigtig eller ufuldstændig, og at dette skyldes groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos den skattepligtige eller dennes repræsentant”

SKM 2018,520, hvor Højesteret blandt andet udtalte, at:

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, nr. 5, at varslingsfristen på 6 måneder begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor SKAT er kommet til kundskab om, at en skatteansættelse er urigtig eller ufuldstændig, og at dette skyldes groft uagtsomt eller forsætligt forhold hos den skattepligtige eller dennes repræsentant.”

Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 2 har følgende ordlyd:

”En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.”

Den tilsvarende bestemmelse i Skattestyrelseslovens § 35 stk. 2 havde følgende ordlyd:

”Stk. 2. En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af myndighederne eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige inden 6 måneder efter, at den skatteansættende myndighed henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 34.”

Det er således begrebsmæssigt det samme begreb der iht. definitionerne anvendes i § 27 stk. 2 og stk. 1 nr. 5, ligesom Skattestyrelseslovens § 35 skt. 2 anvendte samme begreb.

I og med, at Højesteret i flere tilfælde direkte anfører ”skatteansættelse”, må dette begreb således forstås på samme vis som i Skattestyrelsesloven, da der ikke er ændret i begrebet ”skatteansættelse” i forbindelse med vedtagelse af skatteforvaltningsloven, hvilket tillige harmonerer med, at det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen i den gamle § 35 er videreført i Skatteforvaltningslovens § 27.

Ifald dette er korrekt, er det således i relation til hele skatteansættelsen, at der skal være udvist grov uagtsomhed, og ikke alene selve forhøjelsen, men tillige de skattemæssige beregninger, som denne giver anledning til.