Som det er de fleste bekendt er der en lang række krav, der skal opfyldes førend, der kan udbetales skattefrie godtgørelser, herunder kørselsgodtgørelser. Dette gælder særligt i selskaber, hvor modtageren af godtgørelsen har bestemmende indflydelse, typisk selskaber, hvor direktøren tillige ejer selskabet.

For så vidt angår kørselsgodtgørelse fremgår der en række krav – 7 – af bekendtgørelse 173 af 13. marts 2000, samt at skal være ført løbende kontrol.

Det kan i den forbindelse fremhæves, at det er vanskeligt at gøre gældende, at der er ført effektiv kontrol, hvis grundlaget herfor ikke er til stede, hvorfor dette i sagens natur er en nødvendig, men ikke nødvendigvis tilstrækkelig forudsætning.

Der kan her henvises til et par enkelte domme, f.eks. SKM 2009.430 H hvoraf det fremgår, at det ikke var muligt ud fra oplysningerne umiddelbart at kontrollere, om de anførte kilometer var korrekte, da adresserne ikke var nøjagtigt angivet.

Det blev herefter lagt til grund, af Højesterets flertal, at betingelserne for skattefrihed ikke var opfyldt, idet det ikke var kontrolleret om der alene var sket kørsel relateret til bestyrelsesarbejde, hvilket havde formodningen imod sig, i og med at der ikke var aflønnede medarbejdere i selskabet.

Højesterets flertal udtalte blandt andet at,

”Ved udbetaling til et bestyrelsesmedlem skal selskabet derfor kontrollerede, at der kun udbetales godtgørelse for kørsel til udførelse af opgaver, som står i naturlig forbindelse med hvervet som medlem af bestyrelsen”

Højesterets mindretal ville i øvrigt give skattefrihed for den kørsel, der relaterede sig til bestyrelsesarbejdet.

SKM 2002,525 V viser det samme, idet retten udtalte, at

”Efter overenskomsten på området har sagsøgeren haft krav på befordringsgodtgørelse beregnet efter afstanden fra G1 A/S til G2, uanset hvor han havde bopæl. Arbejdsleder JJ har da også forklaret, at de ansatte, der arbejdede i Y2-by, blev behandlet lige med hensyn til kørselsgodtgørelse, uanset hvor de boede. G1 A/S har derfor ikke haft anledning til at føre kontrol med de kørte antal kilometer, og det kan efter bevisførelsen ikke antages, at G1 har ført en sådan kontrol. Landsretten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.”

Der var således ikke anledning til at kontrollere de kørte kilometer, og kontrollen var endvidere ikke dokumenteret gennemført.

SKM 2007.247 H (rejsegodtgørelser) siger igen, det samme,

Det fremgår af Landsrettens dom i sagen, at

”På grundlag af G1s brev af 4. maj 2001 til kommune og TMs forklaring lægger landsretten til grund, at G1 ikke kontrollerede de enkelte medarbejderes start- og sluttidspunkt for rejsen, og at G1 som følge heraf indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til dækning af rejseudgifter m.v. Således som sagen foreligger oplyst, gjorde dette forhold sig ikke alene gældende for perioden efter 1. april 1999, men også for perioden 1. januar til 1. april 1999 i det omfang, G1 for denne periode indeholdt A-skat af det beløb, der blev udbetalt til den enkelte medarbejder til dækning af rejseudgifter m.v.

Landsretten finder på denne baggrund ikke, at G1 har ført den fornødne kontrol med, at der var grundlag for skattefriheden med hensyn til de af sagsøgerne påståede beløb. Disse beløb kan allerede som følge heraf ikke anses for skattefrie godtgørelser, der skal holdes uden for sagsøgernes skattepligtige indkomst for 1999. Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.”

Højesteret anfører videre, at

”Arbejdsgiverens kontrol har ikke været udført med henblik på at kontrollere grundlaget for skattefriheden af de diæter/rejsegodtgørelser, som er blevet udbetalt med faste beløb pr. dag. Herefter og i øvrigt af de grunde, som er anført af landsretten – og med den bemærkning, at der ikke foreligger brud på en lighedsgrundsætning – stadfæster Højesteret dommen.”

Som det fremgår af Højesterets dom var der slet ikke gennemført en kontrol, der kontrollerede selve grundlaget. Derudover blev der henvist til Landsrettens dom, hvor der netop blev lagt vægt på at man ikke kontrollerede de enkelte medarbejderes start- og sluttidspunkt for rejsen, hvilket er en helt nødvendig forudsætning for at man kan kontrollere om betingelserne for rejsegodtgørelse er opfyldt.

Dette følger direkte af, at det er umuligt at kontrollere om medarbejderen har været på en ”rejse” i skattemæssig forstand, når man ikke tidsfæster og på baggrund heraf kontrollerer de perioder, hvor medarbejderen angiveligt skulle have været på rejse.

Der kan endelig henvises til SKM2010.778.VLR, hvor Landsrettens flertal udtrykker dette meget præcist:

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder vi, at kørselsregnskabet ikke opfylder kravene i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Vi tiltræder ligeledes, at selskabet på denne baggrund ikke havde mulighed for i overensstemmelse med bekendtgørelsens § 2, stk. 1, i forbindelse med udbetalingen af godtgørelsen at kontrollere de oplysninger, der dannede grundlag for udbetalingen.

Betingelserne for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse er således ikke opfyldt.”

***

Men, hvad nu hvis der har været fejl i kontrollen, uanset grundlaget for effektiv kontrol har været til stede, og kontrollen har været gennemført? Og hvad hvis fejlen relaterer sig til en retlig vildfarelse, f.eks. forståelse af 60 dages reglen?

Altså hvis arbejdsgiveren har foretaget en minutiøs kontrol af et 100 % kontrollerbart materiale, men alligevel udbetalt godtgørelser, som ligger ud over den godtgørelse der rettelig kunne udbetales fordi det retlige grundlag er misforstået.

Det fremgår intetsteds af ordlyden af ligningsloven, forarbejderne, eller praksis i øvrigt, at det forhold, at kontrollanten lider af en retlig vildfarelse (misforståelse af reglerne) skulle kunne medføre, at der ikke er udført effektiv kontrol af kørslen, når det faktiske grundlag herfor, har været til stede og kontrollen gennemført.

Hvis vi ser på bekendtgørelse 173 af 13. marts 2000, fremgår det, at

§ 2. Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren/hvervgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil eller på lønmodtagerens egen motorcykel

Herefter bestemmes i stk. 2, hvilke oplysninger de bilag der danner baggrund for kontrollen skal indeholde:

 Stk. 2. Bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde:

1) Modtagerens navn, adresse og CPR-nummer.

2) Kørslens erhvervsmæssige formål.

3) Dato for kørslen.

4) Kørslens mål med eventuelle delmål.

5) Angivelse af antal kørte kilometer.

6) De anvendte satser.

7) Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Det er disse betingelser, der skal være til stede og skal kontrolleres, førend skattefri godtgørelse kan udbetales.

Vi har for ganske nyligt fået medhold i en sag, hvor der helt konkret var sket en misforståelse af 60 dages reglen, hvilket medførte, at såvel Skatte- som Skatteankestyrelsen fandt, at hele den udbetalte godtgørelse var skattepligtig.

Dette fik de dog ikke medhold i, da sagen fandt sin afgørelse, idet det omvendt blevet slået fast, at det faktuelle grundlag for at kunne gennemføre en effektiv kontrol var til stede, at der var gennemført en effektiv kontrol og det forhold at kontrollanten svævede i en retlig vildfarelse ikke kunne medføre at samtlige udbetalte godtgørelser blev skattepligtige.

Det blev alene den godtgørelse, der blev udbetalt ud over den godtgørelse, der rettelig kunne udbetales efter en korrekt anvendelse af 60 dages reglen.

Det er derfor for det første vigtigt at holde sig for øje, at der er krav om effektiv kontrol – men ikke fejlfri kontrol, og at retlige vildfarelser af lovgrundlaget hos kontrollanten altså ikke automatisk medfører, at det kan lægges til grund, at der ikke er ført kontrol.