Det er et velkendt faktum, at anklagemyndigheden og domstolene er pressede og er nødsaget til at prioritere sine ressourcer og dermed også, de sager der prioriteres.

Dette betyder også, at der omvendt er sager, der ikke prioriteres, og det er oftest sager om økonomisk kriminalitet og særlovsovertrædelser.

De sager, der omvendt prioriteres, er de såkaldte 3*V sager, altså sager om våben, vold og voldtægt. Det giver på mange måde god mening, at de personfarlige sager prioriteres, da det er borgernære sager, og sager der skaber utryghed i samfundet.

Det skal dog ikke overses, at konsekvensen er, at mange andre sagstyper får så lang en sagsbehandlingstid, at der sker en overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, da borgerne ikke kan siges at have fået en ”fair trial”.

Det er et problem, idet meget lange sagsbehandlingstider meget ofte ender med at blive en meget voldsom belastning, der for mange i den sidste ende opleves, som den værste straf, da den sætter livet på standby.

Dette gælder efter min erfaring i rigtig mange skattestraffesager, hvor det ikke er forhærdede kriminelle, der sigtes, men almindelige mennesker, der muligvis har dummet sig, og muligvis har overtrådt loven.

Folk ved ikke om de er købt eller solgt, mange ender i skilsmisse, eller økonomisk ruin, og problemstillingen er selvfølgelig, at selvom retten måtte skele til den lange sagsbehandlingstid, når retten fastsætter den indenretlige straf, er der allerede givet en straf, som der ingen steder er hjemmel til. Og, den slår hårdt.

Straffen er ventetiden, der ofte kan tælles i flere år, og det er lang tid at vente, når du ikke ved, hvilken fremtid, du kigger ind i: ender sagen med økonomisk ruin, fængselsstraf, rettighedsfrakendelser – eller pure frifindelse.

Dette gælder vel at mærke, de der ender med en dom, de der frifindes, står tilbage med et potentielt ødelagt liv, fordi myndighederne konsekvent og med åbne øjne har valgt at nedprioritere det sagsområde, de er tiltalte for.

De erstatninger, der gives for uberettigede sigtelser, er omvendt direkte latterlige henset til de personlige omkostninger, sådanne sager kan have, og dermed er det reelt ofte tæt på omkostningsfrit blot at starte en sag.

Vi begynder at se det i skattestraffesagerne, hvor Skattestyrelsen så småt er begyndt at sigte for at afbryde forældelsen, i de sager, der er påklaget, simpelthen fordi Skatteankestyrelsen er flere år om at behandle sagerne, så de risikerer at falde for forældelsen.

For myndighederne har det ingen konsekvens uberettiget at sigte borgere og holde dem på pinebænken i årevis, selvom myndighederne dermed, selvom sagerne ikke ender i retten, reelt set idømmer langt de fleste mennesker en ulovhjemlet straf, der kan få voldsomme konsekvenser.

Det bemærkelsesværdige er, at man gør det med åbne øjne, alle er klar over denne praksis, men man gør det ikke desto mindre alligevel, og dermed idømmer staten også reelt set med åbne øjne, efter min mening, uhjelmede straffe, som på ingen måde kompenseres, hvis sigtelserne frafaldes.

Det er i virkeligheden det mest paradoksale, de der ender med en straf, får rabat på straffen fordi sagen har taget for lang tid, de der ender med påtaleopgivelse, fordi de intet har gjort galt, ender med stort set ingen verdens ting.

Det er ofte set, at fængselsstraffe, der reelt set burde have været ubetinget på måske 1 ½ – 2 år gøres betinget qua for lang sagsbehandlingstid. Det er trods alt en anstændig kompensation, men hvad med den, der er sigtet for den samme forbrydelse, men hvor staten smider sagen?

Hvordan kompenseres han? Forbryderen kompenseres med, at han ikke skal sidde 2 år i fængsel, og den uskyldige får en ubetydelig erstatning for uberettiget sigtelse i 10.000 kroners klassen (afhængig af hvilket skridt, der har været taget imod ham. Har han været varetægtsfængslet osv. er erstatningen langt højere).

Uanset man anser en sigtelse for en beskyttelse af borgeren, da han dermed får en række rettigheder i henhold til retsplejeloven, overser man fuldstændig hvilke personlige konsekvenser en sigtelse har for langt de fleste borgere, når sigtelsen anvendes som ”helle” for at afbryde forældelse således at sagen trækker ud, og trækker ud, og trækker ud.