Det har længe været en offentlig kendt hemmelighed at øko-krim sagerne, herunder sager om skatte- moms og afgiftssvig nedprioriteres i forhold til de personnære sager, særligt sager om vold, voldtægt og våbenbesiddelse.

Jeg hørte forleden i radioen en anklager fra Københavns politi udtale sig om de utilsigtede følger det fik i forhold til strafnedsættelse.

Det er sådan set rigtig nok, at de der ender med at blive dømt får en rabat på straffen, hvis sagen har trukket helt urimeligt ud.

I skattesagerne giver det ofte en rabat på bøderne på 50 %, hvis sagsbehandlingstiden har været for lang, ergo, stod man til en takstbøde på kr. 500.000, reduceres den til kr. 250.000.

Det er selvfølgelig uheldigt for retssystemet at dette sker, men man overser efter min opfattelse det helt store problem.

Den der dømmes får en ”kompensation” på kr. 250.000 fordi hans sag har været for længe undervejs. Den ”straf” man altså har fået ved at gå og vente – og det er en hård straf – har altså en kompensationsværdi på kr. 250.000.

Opgiver anklagemyndigheden derimod sagen, fordi de vurderer, at der alligevel ikke kan ske domsfældelse får den mistænkte i bedste fald en meget beskeden kompensation i titusinder klassen for den uberettigede sigtelse, hvis altså han ikke har været varetægtsfængslet, eller der har været iværksat andre indgribende skridt over for ham.

Det er altså kompensationen for den fuldstændige uskyldige, for at få sit liv ødelagt i mange tilfælde 2, 3 eller flere år, medens den der er skyldig og ender med at blive dømt får en rabat med en økonomisk værdi, der er mange gange højere.

Problemstillingen for den uskyldige bliver mange gange værre, når han nu kan høre myndighederne åbent indrømme, at man har valgt at nedprioritere den type sager, som han er mistænkt for.

Det er helt urimeligt, at man kan ødelægge folks liv i årevis, uden at det udløser nogen synderlige kompensation, og at man yderligere kan slippe afsted med det, selvom man åbent indrømmer at man bevidst lader sagerne ligge.

Jeg skal hilse og sige, at det for langt, langt de fleste er en voldsom psykisk belastning at blive sigtet for en forbrydelse, der potentielt set kan koste hus og hjem og i øvrigt ødelægge ens karriere fuldstændig.

Det ved man godt, og det er jo også derfor, at de der ender med at blive dømt får rabatten på straffen, da ventetiden reelt set er en langt hårdere straf end den, de ender med at få i retten.

De der ender med at få en påtaleopgivelse eller en frifindelse, de får derimod stort set ingenting.