Højesteret har for nyligt truffet afgørelse i en meget interessant sag om hvem der (i første omgang) skal afholde udgifterne til syns- og skønsmanden i forbindelse med et afholdt syn og skøn.

Læs hele afgørelsen her: Højesterets kendelse.

Sagen angik et tilfældet, hvor der efter retsplejelovens § 343, stk. 3 blev afholdt syn og skøn, som led i isoleret bevisoptagelse til brug for en klagesag ved Landsskatteretten.

Der var bevilget 100 % omkostningsgodtgørelse til denne isolerede bevisoptagelse, hvilket medførte, at skatteyderen og dennes repræsentant indtog det synspunkt, at Skattestyrelsen skulle afregne syn- og skønsmanden direkte. Dette fik de ikke medhold i ved Højesteret, der slog fast, at det var rekvirenten der skulle afregne syn- og skønsmandens honorar, og som herefter kunne anmode om 100 % godtgørelse for denne udgift, i forbindelse med ansøgning om godtgørelse, hvorefter Skattestyrelsen ville skulle honorere udgiften – såfremt betingelserne for omkostningsgodtgørelse var opfyldte.

Forskellen mellem de to synspunkter er ikke helt akademisk, idet Syn- og skønsmanden naturligvis skulle afregnes i forbindelse med, at retten godkendte hans honorar, ligesom rekvirenten, og i sidste ende advokaten, hvis klienten ikke kunne betale hæfter for honoraret.

Skattestyrelsen behandler derimod ansøgningen om godtgørelse i Skattestyrelsens eget tempo og udbetaler således godtgørelsen, når ansøgningen på et eller andet tidspunkt langt ude i fremtiden er godkendt.

Denne forskel giver et likviditetstræk, og naturligvis en risiko for, at ansøgningen ikke vil blive godkendt, f.eks. forbi syn- og skønnet tillige har angået forhold, som ikke er relevante for skattesagen, eller den bagvedliggende salæraftale ikke opfylder betingelserne for at modtage omkostningsgodtgørelse.

Det er derfor vigtigt i forbindelse med tilsagn om 100 % godtgørelse til syn og skøn, at det præciseres over for skatteyderen, at syns- og skønsmanden skal afregnes, ellers hænger advokaten på regningen, indtil omkostningsgodtgørelsen udbetales.

Højesteret slog fast, at

”Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., at retsplejelovens § 343 om adgang til at kræve syn og skøn udmeldt ved de almindelige domstoles foranstaltning finder tilsvarende anvendelse, når sagen er påklaget og skal afgøres af bl.a. Landsskatteretten.

Efter retsplejelovens § 343, stk. 1, 1. pkt., kan retten tillade, at der optages bevis, selv om dette ikke sker til brug for en verserende retssag. Udgifterne ved bevisoptagelse efter stk. 1 afholdes foreløbigt af den part, der ønsker beviset optaget, jf. stk. 2, 1. pkt. Dette indebærer i det foreliggende tilfælde, at A og B som skønsrekvirenter foreløbigt skal afholde udgiften til skønsmandens honorar. ”

Efter stk. 3 træffer retten bestemmelse om betaling af omkostningerne ved bevisoptagelsen, medmindre parterne har aftalt andet.

Indtil ændringen af § 343, stk. 3, i 2014 kunne retten pålægge den part, der havde ønsket beviset optaget, at betale sagsomkostninger til modparten. Ved bevisoptagelse i form af syn og skøn indebar bestemmelsen, at der ikke var mulighed for at pålægge modparten at betale sagsomkostninger til skønsrekvirenten, herunder heller ikke sagsomkostninger til dækning af skønsrekvirentens udgifter til skønsmandens honorar. Dette gjaldt også ved udenretligt syn og skøn i sager, hvor skattemyndighederne havde truffet afgørelse om at ville yde fuld omkostningsgodtgørelse.

Ved lovændringen i 2014 blev der åbnet mulighed for, at retten kan pålægge også modparten at betale sagsomkostninger, således at retten – i overensstemmelse med, hvad der almindeligvis gælder ved fordeling af sagsomkostninger – kan pålægge den part, som ikke får medhold i forbindelse med isoleret bevisoptagelse, at betale sagsomkostninger til den anden part også i den situation, hvor det er denne anden part, som har ønsket den isolerede bevisoptagelse.

Ved afgørelsen om sagsomkostninger efter § 343, stk. 3, skal der således lægges vægt på, hvem der har fået medhold ved bevisoptagelsen. Højesteret finder, at der hverken i retsplejeloven eller i skatteforvaltningsloven er holdepunkter for, at en afgørelse om at ville yde fuld omkostningsgodtgørelse kan tillægges betydning ved afgørelsen om sagsomkostningerne ved bevisoptagelsen efter retsplejelovens § 343, stk. 3.

Det bemærkes i den forbindelse, at en afgørelse om fuld omkostningsgodtgørelse ikke udgør en aftale som nævnt i § 343, stk. 3.
Højesteret finder på denne baggrund, at der ikke er hjemmel i retsplejelovens § 343, stk. 3, til med henvisning til det meddelte tilsagn om fuld omkostningsgodtgørelse at pålægge Skattestyrelsen at betale skønsmandens honorar i forbindelse med bevisoptagelsen til brug for klagesagen ved Landsskatteretten.

Da A og B alene har støttet deres påstand om, at Skattestyrelsen skal betale skønsmandens honorar, på tilsagnet om fuld omkostningsgodtgørelse og ikke på udfaldet af bevisoptagelsen, ændrer Højesteret herefter landsrettens kendelse, således at A og B skal betale skønsmandens honorar med adgang til omkostningsgodtgørelse i henhold til det meddelte tilsagn. ”